Vi har faktisk spillet Total War: Pharaoh

Efter Total War Saga: Troy begyndte spekulationerne om, hvilken tidsperiode der ville få Total War-behandlingen næste gang. Ret konservativt har Creative Assembly holdt sig til næsten den samme tidsperiode, og blot flyttet handlingen mindre end 2000 kilometer væk til Egypten. Historisk set ser befinder vi os stadig midt i imperiets storhedstid, og undgår den nedadgående spiral mod den sene bronzealder, hvor alting ender med et sammenbrud.

Creative Assembly har med en vis forudseenhed besluttet at fokusere på det gamle Egyptens glorværdige højdepunkter og har derfor undgået at berøre det ptolemæiske dynasti og dets sidste, og mest berømte, hersker, Kleopatra VII, og dermed afslutningen på det faraoniske styre i Egypten, og i stedet overladt det vrag til Netflix. I stedet får vi en god dosis historisk læring, da hittitterne er en stor del af spillet og også findes som en af flere spilbare fraktioner.

Under den preview-session jeg deltog i, og som tillod adgang til selve spillet også, introducerede Creative Assembly os for en række nye spilmekanikker, som er ret centrale for dagliglivet og religionen i det gamle Egypten, hvor vejret er den mest bemærkelsesværdige og påvirker dine kampe. Men da der er lækket mange oplysninger de sidste par dage, herunder oplysninger, som var ukendte for dem, der deltog i previewet, vil vi efter bedste evne forsøge at inkludere dem også.

Kampene var, som det normalt er med Total War preview-sessioner, der centrale omdrejningspunkt. Vi fik mulighed for at prøve tre forskellige opsætninger; en grundlæggende landkamp med startenheder, en avanceret landkamp, der også inkluderede en oase, sump og vognenheder i det sene spil, og en belejringskamp, denne gang i rollen som forsvarer - hvilket er meget sværere med den reducerede rækkevidde for dine tårne.

Disse præfabrikerede kampe yder ikke fraktionerne eller lederne fuld retfærdighed, da der er otte af dem i spillet, som hver repræsenterer en fraktion, der enten ønsker at forene landene og blive den nye hersker over imperiet, eller i hittitternes tilfælde at overtage den enorme ørken. De varierer også i sværhedsgrad, men det lykkedes os at vinde alle tre i første forsøg.

For egypterne konkurrerer Ramses 2., Tausert. og Seti 2., som kæmpede mod Amenmesse (som også er en spilbar fraktion), og det giver plads til yderligere to spilbare herskere, Irsu og kanaanæernes Bay og hittitternes Suppiluliuma og Kurunta. Hvordan nomaderne kommer til at føles at spille bliver interessant, da de dybest set regerede over deres eget territorium og ikke havde meget at gøre med de faraoniske magtkampe i det egyptiske rige. Total War er virkelig blevet en interaktiv historietime, og en temmelig kompliceret en af slagsen.

Det betyder også, at du skal herske over et land, der til dels består af frugtbar flodjord, men mest af sandklitter langt fra havet, og Creative Assembly har gjort deres bedste for at gøre lederne interessante og autentiske, samtidig med at de giver en mere strategisk fornemmelse til et spil, der kan virke lidt mindre komplekst, når 99% af dine tropper er let pansret infanteri. Vi oplevede de klassiske sandstorme, som nu skal tages med i overvejelserne, og regn og endda ild påvirker også dine kampe. Det giver en mere dynamisk og realistisk følelse, som vi overraskende nok faktisk godt kan lide.

Et andet nyt element er selve panserets tilstand. Ligesom i det virkelige liv vil dine enheders panser ikke kunne holde til at blive stukket 456 gange på samme sted, og derfor vil det til sidst svinde ind og ikke være til nogen nytte. Det giver en dybere taktisk mening til, hvordan enheder, især dem på afstand, bruges, og gør ikke-pansergennemtrængende enheder meget mere nyttige i de sene stadier af et slag.

Vi udnyttede det personligt under belejringsscenariet, hvor vi narrede fjenden til at følge en af vores hurtige enheder og dermed tvang dem til at bevæge sig forbi pileskydende tårne og bueskyttenheder, som fjernede deres panser, så vores egen hurtige enhed, som ellers ikke ville have en chance, let kunne flå dem i stykker med deres kortrækkende buer, som normalt kun kan bruges mod let eller ikke-pansrede fjender.

Så er der sket nogen forbedringer siden Total War Saga: Troy, eller er det bare et reskin? Tja, da vi ikke har haft mulighed for at se kampagnekortet, kampagnemekanikkerne eller lignende, er det svært at vide, hvilke strukturer der er blevet genbrugt, lavet om, udeladt, eller hvad der er blevet lavet på ny. Men vi kan med sikkerhed sige, at den kedelige, manglende differentiering af enheder hører fortiden til.

Når man spiller de tre slag, får man en meget klar fornemmelse af, hvilke enheder der er lavet til hvad, hvem der er designet til skade, hvem der bruges til at imødegå tungt panser, hvilke enheder der udmærker sig ved at flankere, hvilke der er bygget til frontlinjen, og det er meget lettere for spilleren at identificere og bruge hver enhedstype korrekt og til den største effektivitet. Med ændringerne til højhastighedsladninger, der kom med Total War: Warhammer III, er en mere stridsvognsbaseret hær også en levedygtig mulighed, og selvom vi ikke kan lide den ekstremt mikromanagement-intensive spillestil i en stridsvognstung hær, er det pludselig blevet meget mere interessant at maksimere dine stridsvogne i en "hit-n-run"-kampstil for rækkevidde sammen med høje slagladninger.

Selvom udgivelsen stadig er måneder væk, føltes det stadig ret færdigt, der var ingen glitches eller bugs, som vi bemærkede, og selvom der måske er brug for små balanceændringer og justeringer, ville vi personligt ikke have noget imod at spille det, som det er lige nu.