Vi har endelig prøvet Iron Harvest

Iron Harvest startede med at imponere med sine konceptbilleder, og da vi så endelig så spillet i aktion fremprovokerede det ikke helt samme reaktion. Men nu lader det til at spillet nu er klart til at stå sammen med de flotte billeder. Den tysker udvikler King Art fremvist for nylig deres turbaserede, isometriske strategispil, og lad os bare sige at de damppumpende diselpunk-slag i en alternativ udgave af vores verden set igennem kunstner Jakub Rozalskis øjne, ser bedre ud end nogensinde før.

Vi fik lov til at spille de første fem missioner af Polania-kampagnen, som er en betragtelig del af spillet, når nu der er 21 historiemissioner i hovedspillet. I sidste ende, når spillet udkommer, vil disse være opdelt til specifikke faktioner, men vi startede med spillets tutorial, dets introduktion, hvor vi lærte en ung pige ved navn Anna Kos at kende. Det lader til at hun bliver krigens heltinde og centrale omdrejningspunkt, og vi fik lov til at begive os ud på en rejse med hende, hvor hun blandt andet blev venner med en bjørn, alt imens hendes bror Janek drager i krig. Mange år senere skulle vi så forsvare vor landsby og hjemland imod de invaderende Rusviet-styrker. Her blev det hurtigt tydeligt at spillets narrativ kommer tilbyde meget mere end kedelig krigspatriotisme i en alternativ verden, da vi så en person slå en kæmpe robot til plukfisk med et enkelt slag. Der gemmer sig mere under huden på Iron Harvets ekspansive verden.

Kæmpe robotter dominerer dog Iron Harvests slagmarker, og de stopper aldrig med at føles som en gigantisk og truende tilstedeværelse i verdenen omkring spilleren. Vi indtog fjendens position nær en togstatio med Anna og en række frihedskæmpere i den tredje mission, og her fik vi desuden lov til at bruge disse store krigsmaskiner selv for første gang. Hvis du zoomer ind (som er let takket være det frit bevægelige kamera), så er selve animationerne på disse robotter utrolig flotte, og er rig på små detaljer, som kun gør deres tilstedeværelse endnu mere overbevisende. Én af robotterne er en hurtig sprinter med en railgun der gør massiv skade fra lang rækkevidde. Denne slags robot kan let destruere fjendens position langvejs fra, og netop fordi den er så manøvredygtig er det ikke let for fjendens soldater at finde positioner hvorfra de kan flankere.

Du har sikkert allerede lugtet lunten, men vi kan lige så godt lige slå fast, at selve gameplay-strukturen i Iron Harvest minder en del om eksempelvis Company of Heroes, da man løbende får adgang til stærkere individuelle enheder som spillet bevæger sig fremad. Du får både adgang til flere, men dine eksisterende enheder bliver også stærkere og mere erfarne som hvert slag skrider frem, og de går hurtigt fra at være bange rekrutter til hårdføre krigsmaskiner, og derfor er du også yderligere investeret i at et sæt enheder ikke smadres helt. Lad os sige at hold Gunners består af fem individuelle enheder; så længe én af dem overlever, så kan deres samlede XP-point gives videre til friske forstærkninger. Dog kan disse forstærkninger kun ankomme hvis man trækker den givne enhed tilbage til hovedbasen, så du skal altså være forsigtig.

Af samme grund er det afgørende af soldater finder dække hurtigst muligt. Skyttegrave eller forladte bygninger fungerer som glimrende gemmesteder, men desværre destrueres disse hurtigt af fjendtlige robotter, og når de en hvis størrelse, så kan de faktisk bare løbe igennem murene på husene, som gør dine soldater ret så sårbare. Derfor er det afgørende at bevæge sig fra dække til dække, og holde sig mobil. Fordi fjendens soldater også sidder i dække, så bliver det hurtigt en strategisk omgang skak, hvor du absolut skal træffe de rigtige beslutninger om at sidde og vente, eller at bevæge dig fremad, muligvis for at flankere.

Vi var faktisk lidt overraskede over, at et sæt soldaters klassificering ikke er fikseret, men en dynamisk, flydende størrelse, som du selv kan tilpasse løbende. Hvis et hold enheder finder andre våben på slagmarken, så kan tropperne tage dem og dermed skifte klasse. Ved at samle granater op i en bygning forvandlede vi et hold til granatkastere, og kunne dermed hurtigt knuse en ellers hårdfør fjendtlig position. Hvordan du håndterer disse konstant skiftende klassificeringer af dine enheder, samtidig med hvordan du bevæger dig fra dække til dække, det afgør om du kan besejre fjenden i Iron Harvest.

Som du måske allerede har gættet, så har Iron Harvest også basebyggeri, som du sikkert kender det fra et hav af andre strategispil. Her kan en ingeniør reparere dine robotter, og kan samtidig bygge defensive systemer der beskytter din base, skulle fjendtlige styrker banke på døren. Dine tropper indsamler desuden afgørende ressourcer på slagmarken, og du kan også få fingrene i dem ved at indtage bestemte strategiske positioner. Der er sågar materiale gemt i udbrændte robotter, som kan hjælpe din egen produktion, som absolut gør en forskel både i single- og multiplayer. Såkaldt "base racing" bliver altså en del af Iron Harvest, men alligevel, ligesom i Company of Heroes, betyder det ikke nær lige så meget som hvordan du vælger at håndtere styringen af dine individuelle enheder på slagmarken.

Selvom vores samlede indtryk af spillet må siges at have været positivt, så lagde vi dog mærke til nogle få irriterende fejl, som ødelagde noget af spilleglæden. I beta-udgaven, som vi spillede, er det eksempelvis komplet umuligt at bygge sandsække på kanten af en slugt, som er nødvendigt for at drage fordel af en eleveret position. Det er dog ingenting sammenlignet med en bekymrende upræcis styring, der flere gange placerede vores styrker midt i skudlinjen, efter de fuldstændig misforstod det at søge dække fra fjendtlig beskydning. Desuden var det svært at bevæge sig tværs over banen med adskillige enheder ad gangen, fordi enheder i større grupper ofte vælger mærkværdige ruter igennem terrænet. Der er naturligvis lang tid igen, så vi forventer at disse fejl rettes af King Art inden lanceringen i september.

Det lader dog stadig til at studiet klemmer alt hvad de kan ud af licensen. I én mission skulle vi holde stand imod en masse fjender, som sendte styrker ud i tre gigantiske bølger. Kampen var ikke ligefrem svær, men i bevægelse tager spillet sig fantastisk ud, både fra et visuelt og mekanisk synspunkt. De gigantiske robotter gør både at du konstnat skal skifte taktik og fokus, men det giver også en ekstra visuel dimension til kampene. Dieselpunk er bare det nye sort.

Hvis du allerede kender til brætspillet Scythe, eller til Jakub Rozalskis arbejde, så kan du så sandelig se frem til Iron Harvest. Vi mener at der gemmer sig en sand lille strategiperle her, hvis altså de tekniske problemer fikses inden lanceringen. Men på et mekanisk og visuelt plan, der lader det til at studiet har prioriteterne i orden.