Vi er fortsat lettere skeptiske omkring Exoprimal

Dette er ikke første gang vi prøver Exoprimal, men de gange jeg har prøvet det har jeg altid tænkt at selvom at de enkelte delelementer fungerer, så mangler der noget sammenbinding, noget der gør at systemerne arbejder sammen om at levere en spændende oplevelse.

Nu, et par måneder siden sidst, har jeg endnu en gang prøvet Exoprimal, og denne gang lod Capcom os ikke kun lege med spillets centrale mode, Dino Survival, men viste også en stor del af historien og udviklingen frem. Nu hvor vi har fået et bedre kig på Exoprimal, så er det måske bedst at vi tager den fra toppen.

Før vi dykket tilbage ned i gameplayet i Exorprimal, fik vi i dette build af spillet (som stadig er en tidlig version) lidt mere eksponering på hvornår spillet finder sted, hvorfor der er masser af dinosaurer i verden, og hvad vi skal gøre for at stoppe det med vores superfede mech-dragter. Uden at gå for meget i detaljer, da du selv kan regne det ud når spillet lanceres, er Exoprimals fortælling centreret omkring en AI kendt som Leviathan. På Bikitoa Island tre år før spillet finder sted, kaldte Leviathan en apokalyptisk mængde dinosaurer til øen, og siden da er der dukket dinoer op over det hele.

I begyndelsen er vi et sammenbragt hold, der skal håndtere disse tilfældige dinosaurangreb, men snart lander vores skib i en nødlanding, og vi, som den tilpasselige, tavse hovedperson Ace, befinder os på en fremmed ø. Men ikke nok med det, snart bliver vi transporteret tilbage i tiden, til Bikitoa Island-hændelsen for tre år siden, hvor vi og andre mech-piloter er tvunget til at dræbe dinoer og konkurrere i hold mod hinanden i spil designet af Leviathan. Så tidsrejser? Check. Ondsindet AI? Check.

Det lyder måske som en stor mundfuld i forhold til narrativ opsætning i Exoprimal, og det er det på mange måder også. Men hvis du ser et spil med dinosaurer mod folk i mech-dragter, og ikke mener at rendyrket narrativ galskab hører hjemme her, så skal du i hvert fald tro om igen. Jeg forventede faktisk ikke en dybdegående fortælling her, og det får man heller ikke, men Exoprimals hovedhistorie er sjov nok, med et cast af karakterer, der ikke nødvendigvis vil sidde fast i dit sind i årevis, men som er underholdende, og det er måske som det skal være. Hvad der er ret mærkeligt ved Exoprimals historie er, at den er direkte knyttet til multiplayer-delen. Du låser op for mellemsekvenser og måder at besejre Leviathan på ved at spille spillet. Det lyder som en interessant idé, og det giver også lidt mening, men hvis man skal få noget som dette til at fungere, skal man først og fremmest have en overordentlig underholdende gameplay-cyklus, altså et solidt loop.

Men selv om jeg ville elske at ja, elske dette spil med dets mechs og dinosaurer og dets generelle galskab, kan jeg ikke lade være med at tænke, at den skøre og bizarre præmis nok ikke er helt nok. I Dino Survival-delen, hvor du skal skyde dig igennem horder af dinosaurer, nogle større øgler og så til sidst stå ansigt til ansigt med fjendens hold, føles det som om Exoprimal ikke helt lever op til sit fulde potentiale. Nu var det svært at finde menneskelige holdkammerater og modstandere, da jeg spillede, hvilket vil påvirke oplevelsen massivt, men alligevel synes jeg, at man ved at tvinge PvE og PvP sammen mister lidt af den gnist som mekanikker og strukturer ellers ville kunne have haft.

Når du pløkker horder af dinosaurer mangler den gennemslagskraft, man kunne håbe på, da det ofte føles, uanset hvilken dragt du sidder i, som om der ikke er nogen vægt bag dine skud eller dine nærkampsangreb. Det betyder ikke, at kampene er helt utilfredsstillende, men i den tid, jeg brugte med Exoprimal kunne jeg ikke overgive mig fuldt ud ud til det kooperative, Horde Mode-ødelæggende PvE-indhold, som jeg kunne med de fremragende spil i samme genre som Left 4 Dead og Vermintide 2. Selv om mange af disse spil bare smider de samme fjender efter dig igen og igen, er det meningen at denne oplevelse ikke skal føles repetitiv, mens jeg i Exoprimal hurtigt blev meget bevidst om, at vi bare løb til næste stop for at skyde flere dinosaurer. Selv om man skifter ud i hvilke oldtidsreptiler, der skal skydes, gør det ikke gameplayet mere engagerende, men der hvor Exoprimal faktisk formåede at drage mig mest ind, var da det gik ind i det sidste PvP-udbrud.

Ud over at skyde gennem flokke af raptorer og lejlighedsvis store bæster vil du i Dino Survival til sidst blive sat op mod en anden gruppe på fem, da Leviathan tester, hvilket hold der er bedst egnet til at overleve. Du får et af et par forskellige sjove mål, og du skal håndtere faktiske fjender, der forsøger at smadre dig, samt flere dinosaurer, der strømmer ind. Exoprimal er her på sit mest kaotiske. Det er på en måde som at se et biluheld, da ikke alle dele fungerer perfekt, men det er nok af et miskmask til, at det viser sig at være mere end underholdende at se på og spille i.

Jeg har ikke set alt hvad Exoprimal kan tilbyde, men efter adskillige massive tests føles det stadig som om, at på trods af en spændende præmis og løftet om vild underholdning, som mechs mod dinosaurer kan levere, mangler der stadig meget af det, der gør det til mere end en acceptabel multiplayer-oplevelse.