Vi anmelder Valhalla-udvidelsen i God of War: Ragnarök

Min første reaktion på God of War Ragnarök: Valhalla var, indrømmet, en smule lunken. Rygterne om en udvidelse - måske selvstændig - havde svævet i luften i månederne op til Game Awards, og en gratis roguelike mode var bare ikke lige det, jeg havde sat næsen op efter. Men, og det er et stort men, i dette tilfælde var min lunkne reaktion for det første uretfærdig, fordi jeg havde ladet rive mig med af uverificerede rygter, og endnu vigtigere har den vist sig at være helt ubegrundet. God of War Ragnarök: Valhalla er nemlig langt mere omfattende end dets prisskilt og pludselige lancering giver indtryk af. Det er et essentielt punktum for dette kapitel i sagaen, som tager hovedspillets kampsystem og trækker det ned over et nyt format og struktur med særdeles underholdende resultater til følge.

I den korte optakt til udgivelsen er der gjort meget ud af at beskrive udvidelsen som en roguelike, og det er sådan set heller ikke forkert. Det er bare ikke hele historien. For netop historien fylder meget mere end genren normalt dikterer. Faktisk føles God of War Ragnarök: Valhalla præcis lige så historiedrevet som hovedspillet. Kamp driver bare oplevelsen frem i endnu højere grad end vi er vant til. Spillet er stadig bygget op om runs, men permanent progression er der ligeledes masser af. Mellem runs kan du, meget lig i Hades, opgradere Kratos' evner og, også lig Hades, snakke med allierede. Der hvor spillet for alvor lægger afstand til genrens standarder er i strukturen. God of War Ragnarök: Valhalla består af seks kapitler, og når du først har klaret et kapitel, er du permanent videre til det næste.

Purister vil muligvis fnyse af den noget mere tilgængelige stil, men for mig er det en interessant fusion af den serie jeg elsker, og en genre, jeg egentlig godt kan lide, men ofte finder svær at komme ind på livet af - også selvom tilgangen ikke er perfekt. Det hjælper også, at den historie, der fortælles, er oprigtigt engagerende og fuld af den slags øjeblikke, serien er kendt for. Det ville være synd at gå i dybden med handlingen, så lad mig nøjes med udgangspunktet. Kratos er sammen med Mimir draget til Valhalla som følge af en mystisk invitation. Eller rettere: et særligt område i Valhalla, hvor individet udfordres til at stå over for sin egen fortid med alt hvad det indebærer. Nu har Kratos jo aldrig været bleg for en udfordring, så på trods af advarsler indfinder han sig på kystens sorte sand.

At Valhalla trækker på sindet, betyder i praksis, at en række områder fra serien optræder i remixede udgaver med et strejf drømmelogik malet hen over. Det er en tilgang, vi har set utallige gange - ofte med et usammenhængende visuelt udtryk til følge - men Sony Santa Monica formår at gøre det til et dragende sted, jeg ønskede at rejse dybere og dybere ind i.
Det hjælper også, at spillet skifter mellem små kamparenaer, som er så almindelige i roguelikes og mere udstrakte sektioner, som i højere grad giver en følelse lig den i hovedspillet. Det gør turen gennem Valhalla mere dynamisk end jeg havde forventet, og sørger for at holde en på tæerne, da man aldrig ved hvilke overraskelser næste run kan byde på.

På det mekaniske plan skuffer God of War Ragnarök: Valhalla heller ikke, omend det er her, de største knaster findes. Sony Santa Monica har reelt taget hovedspillets kampsystem og med magt bøjet det til at fungere som roguelike. Igen synes Hades at være en oplagt inspirationskilde, da du mellem hver kamparena kan vælge hvilken type opgradering den næste skal give. Eftersom du starter hvert run med et fuldt opgraderet skill tree, men uden hverken din rustning fra hovedspillet eller nogen som helst runic angreb, er der rig mulighed for at skræddersy Kratos fra run til run - især fordi du inden starten på hvert run tilmed kan vælge hvilket skjold og type rage, du udstyres med. Hvilket af de tre våben vil du forbedre mest? Vil du satse på at forbedre dine basisfærdigheder, gå dybt i runic angreb eller gå efter perks som mere stun eller hurtigere opbygning af rage? Mulighederne er imponerende mange, og det klæder kampsystemet at incentivere dig til at eksperimentere med forskellige builds uden der går min-maxing af rustningsdele i den.

Det kan dog godt mærkes, at spillet grundlæggende ikke er designet som roguelike. I modsætning til genrens bedste spil føler man ikke på samme måde Kratos udvikle sig fra arena til arena. Jeg elsker den rejse fra undseelig soldat til ustoppelig dræbermaskine, som for eksempel Hades excellerer i at stykke sammen, og her er opgraderinger bare mindre markante og umiddelbare, selvom de præsenterer dig for varierede muligheder.

Jeg har det også lidt ambivalent med kombinationen af måden spillet præsenterer sin historie og den ikke helt korte længde på runs. Ideen med at få serveret små bidder historie hver gang man vender tilbage til start, fungerer også her, og det overordnede narrativ og udformningen af det er på mange måder lige så vellykket og engagerende som i hovedspillet - faktisk er den korte spilletid og det snævre fokus enormt forfriskende ovenpå Ragnaröks mange plottråde og massive længde. Men i og med der lægges stor vægt på at nå næste kapitel føles et nederlag mere bittert. Man kan indvende, at også Hades kræver, at du når slutningen adskillige gange for at få konklusionen på historien, men dette fokus introduceres først efter mange timer, hvorimod det i Valhalla er en præmis fra starten af. De ægte narrative godbidder er bundet op på at nå næste kapitel, og derfor er det sværere at lade sig spise af med de lunser der serveres, når man fejler.

Med det sagt, så er der rig mulighed for at sænke sværhedsgraden, hvis man bare vil nå til vejs ende og de permanente opgraderinger sørger for, at man før eller siden nok skal nå et niveau, der gør udfordringerne overkommelige.

På trods af mine enkelte kritikpunkter vil jeg gerne slå fast, at jeg er helt og aldeles imponeret af God of War Ragnarök: Valhalla. Det, der nemt kunne have været en gratis parentes i serien, er i stedet endt som et essentielt efterskrift for den nordiske mytologi, der samtidig kontekstualiserer seriens tid i Grækenland og tager den op til diskussion. Og så er det fantastisk at se Sony Santa Monica eksperimentere med seriens struktur og på den måde skabe noget som varierer seriens rytme samtidig med, at det spiller en velkendt melodi. Det kan godt være, at God of War-serien snart fejrer 20-års jubilæum, men Valhalla beviser, at den stadig har potentialet til at overraske.