Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Vi anmelder Steam Deck

Vi har nydt Valves første håndholdte i flere uger, og er nu endelig klar til at fortælle jer mere.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Selvom at Nintendo Switch kom tæt på, og at det at streame spil direkte igennem tjenester som Xbox Game Pass, GeForce Now og Google Stadia igennem fantastiske paneler som en Retina-udstyret iPad Pro er alternativer i konstant forbedring, så er hele drømmen om at kunne tage en gedigen AAA-spiloplevelse med dig i toget med synkroniserede save-filer, så du kan fortsætte fra hjemmets fire vægge på totalt gnidningsfri vis, stadig, til en vis grad, urealiseret.

Som førnævnte eksempler vidner om, så er vi tæt på, og vi glider da imod en fremtid, hvor netværkshastigheder og miniaturiseringen af kraftfuld teknologi muliggør store gaming-oplevelser på farten. Men jeg tænker at det er ret tydeligt her, at Valves Steam Deck er endnu det tætteste vi er kommet på en sand, transportabel AAA-spilmaskine, og takket være deres erfaring med bundsolidt hardware-design, så kan det meget vel ende med at blive den revolution som Sony lovede med PlayStation Vita for så uendeligt mange år siden. Men, som med alt der har med Valve at gøre, så ender det med at blive software-støtten fra udviklere verden over, der vil afgøre Deck-konsollens skæbne.

Nu er den flashy introduktion overstået, så skal vi ikke lige følge med en disclaimer eller to? Vi undersøger den spiloplevelse som hardwaren muliggør, og giver dig et indblik i hvordan oplevelsen kan variere alt efter hvor effektiv Linux-støtten af de pågældende titler egentlig er, i en separat artikel, som også er live nu. Derudover er der en samtalevideo mellem Dóri og jeg, hvor vi gennemgår fordelene og ulemperne ved denne skæring imellem et lukket, og et åbent økosystem, og hvad vores reaktioner på mange timer brugt i selskab med Steam Deck, egentlig er. Denne artikel er en kritisk afvejning af hardwaren, og om hvorvidt Valve, helt essentielt, har konstrueret en god spilmaskine (spoilers: det har de).

Dette er en annonce:
Steam Deck

Men før vi bevæger os videre med selve konstruktionen og komforten, så lad os lige få selve specifikationerne på plads her. Der er tre basale SKU'er, eller versioner, en 64GB eMMC-udstyret model til $399, en 256GB-version der opgraderer til NVMe for $529, og en 512GB-version til $649, der desuden kommer med anti-glare glas. At skifte imellem SSD-teknologier, og tilføjelsen af en anti-refleksiv behandling af panelet som et incitament til at opgradere er måske en kende manipulerende, når du nu kan forvente lettere forskellige præstationsniveauer fra særligt den billigste og de to dyrere modeller, men jeg forventer næsten identisk ydeevne fra alle tre, og det skal siges at alle tre kan få udvidet hukommelsen via microSD. De har, heldigvis, ikke taget RAM-satser som gidsler her, men jeg anbefaler dog ikke eMMC-udgaven, selvom at vores testenhed har været udstyret med 256GB NVMe, eftersom denne type kun kan levere langsommere og langt mindre tætpakket data.

Derudover kommer alle tre versioner med en 4-core/8-thread 2.4GHz-3.5GHz Zen2-baseret CPU, samt en 8-core 1.0-1.6GHz RDNA2-baseret GPU, såvel som hele 16GB LPDDR5 RAM. Det er, helt bredt betragtet, imponerende specifikationer, chassisets størrelse taget i betragtning, og det fortæller os meget om hvor hurtigt førnævnte miniaturiseringen af moderne teknologi bevæger sig, for ikke bare er maskinen kraftfuld for sin størrelse, den genererer ikke synderligt megen varme, eller larm, selv hvis den presses.

Det er desuden samme syv tommer IPS touch-panel tværs af alle versioner, og de tilbyder også samme basale forbindelsesmuligheder, nemlig USB-C opladning, WIFI5 (ikke 6), Bluetooth 5.0 (ikke 5.2), microSD-udvidelse og et 3.5mm-hovedtelefonstik. Derudover bør batteriet på 40Wh levere noget der ligner 4-6 spilletimer, men under vores tid med konsollen kunne dette variere ret kraftigt, og hvorimod du måske kan få tre timer ud af Death Stranding, så er det tættere på syv timer i Dead Cells. Lige meget hvad foregår det i 1280x800 og 60Hz, og denne opløsning passer ret perfekt til skærmens størrelse, og ligeledes sigter Steam Deck kun efter 60fps i de fleste spil, eller 30fps hvis man ønsker mere grafisk lir.

Dette er en annonce:
Steam DeckSteam Deck

Alt dette betyder, at Steam Deck har kunne levere imponerende grafisk kvalitet og flydende animation tværs af en række titler såsom førnævnte Death Stranding, Cyberpunk 2077 og Devil May Cry 5 - relativt nye titler som kræver et niveau af dynamik tidligere anset som værende umuligt at opnå i håndholdt format. Før jeg forklarer hvordan disse spil helt nøgternt har klaret sig målt i frames-per-second, og med hvilke kompromisser på plads, så lad os dog lige snakke tilgængelighed og input. Netop fordi at Steam-kataloget er så gigantisk, og er så kaotisk spredt udover genrer, så har Valve været nødt til at tilbyde stort set alle former for styring og input klemt inde i en lille håndholdt, for at sikre så bred kompatibilitet som overhovedet muligt. Først og fremmest er der stort set en indbygget Steam Controller med D-pad, fantastiske analogpinde, haptiske plader (som både er for små og er flade i stedet for konkave), touch-funktionalitet i panelet samt både et indbygget gyroskop og accelerometer til gestusbaseret styring. Der er sågar fire programmerbare knapper bagpå, så der bør være masser af måder hvorpå en bruger kan indstille specifik styring tværs af et gigantisk udvalg af spil og genrer med stort set ingen tuning direkte fra udvikleren. Husk desuden at du selv kan pille ved sensitivitet, layout og alt derimellem - det her er, på den måde, et åbent økosystem.

Det er skønt for dem der ønsker at nørkle, men kan af åbenlyse årsager lede til frustration, hvis du er den type bruger der ønsker noget nær plug n' play-funktionalitet. Selv Valves eget Half-Life 2: Episode 1 anerkender en slags kombinationsstyring fra start af, som ikke helt er en almindelig controller-opsætning, men snarere Steam Controller-specificeret. Det betyder at du bruger R2 til at bevæge dig igennem menuerne, og den højre haptiske plade som en slags stand-in for en mus. Jo, SteamOS orienterer dig idet du starter et givent spil om hvilken opsætning spillet naturligt vil udpege, men det er måske sigende at Valves egne spil starter på en sådan måde, der kræver at du fifler med sensitiviteten. Naturligvis vil størstedelen af spillene du spiller "defaulte" til controller-opsætning, dog.

Steam Deck er altså et uhyre alsidigt stykke hardware, ingen tvivl om det, og Valve har tidligere bevist at de ved præcis hvordan de skal tilgå sådanne designmæssige udfordringer. Steam Deck er i virkeligheden bare et led i en allerede eksisterende tradition. Den er ret stor, og vejer 500 gram, som er dobbelt op sammenlignet med en Switch, men den er utrolig velsammensat fra top til bund, og det er svært at beklage sig over noget relateret til den fysiske udformning, udover måske at spillere med mindre hænder er nødt til at kæmpe lidt mere for at nå R1/L1 og R2/L2 på samme tid. Men udover det? Tja, de DSP-tunede stereohøjtalere er direkte glimrende, selve under intense spilsessioner blev konsollen aldrig varmere end overfladetemperaturen på huden, og når den larmer, så er det aldrig distraherende. Vi så en top på cirka 39 decibel, som kan høres, men som aldrig kom imellem mig og min spiloplevelse.

Steam Deck

Alt det her kan naturligvis tilpasses, både via in-game menuer og ved at justere TDP i BIOS'en, ligesom du ville gøre det på en PC. Alle mine indtryk, og den data der er blevet indsamlet er sket ved at holde SoC'en i Auto Mode, som tillader Deck at monitorere sig selv, og optimere per spil. Selvom Valve ikke sendte os en såkaldt "Approved List", som de ellers har gjort til andre medier, så kiggede jeg blandt andet på en række titler hvor udviklerne tilsyneladende har lagt lidt kræfter i at forøge funktionalitet og optimering. Blandt andet Devil May Cry 5, Control, Portal 2, Alien: Isolation, Dead Cells, Stardew Valley - alle har de modtaget støtte fra folkene bag, for at sikre at der er kompatibilitet og optimal funktionalitet, men jeg smed også lidt timer i blandt andet Hardspace: Shipbreaker, en AA-titel med næsten ingen optimering, samt Baldur's Gate III. Husk dog på at jeg gennemgår spiloplevelserne helt konkret i en separat artikel.

Jeg formåede dog at registrere de der 60fps på enten Low eller Medium i de fleste af testspillene, og selvom det måske ved første øjekast lyder skuffende, så er det bare enormt vigtigt at huske på, at en sådan oplevelse på syv tommer er markant anderledes, end 27 tommer. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at Control på Low i 1280x800 ser virkelig imponerende ud, og Devil May Cry 5 formåede eksempelvis at give mig Medium med Ray Tracing (software-baseret dog), og her så jeg frame-rates over de nødvendige 60fps, som dog er lidt spildte. Baldur's Gate III kørte ligeledes ganske glidende på Medium, og selvom at de haptiske plader tog lidt tid at vende sig til, så endte det med at blive en overraskende responsiv oplevelse - dog er det værd at pointere igen, at de altså er lidt for små, og at det derfor ofte er nødvendigt at "scrolle" med tommelfingerne, selvom at sensitiviteten er skruet helt op. Desuden blev jeg aldrig gode venner med gyro-styringen, der aktiveres ved at holde den ene analogpind nede.

Men når det gælder den direkte spiloplevelse her, så er det om ikke andet kortvarigt spaltepladsen værd, at slå fast at med Linux, Proton-oversættelseslaget der gør Windows-titler funktionelle, og hvordan alt det i sidste ende aktiveres på din Steam Deck, så kan du let løbe ind i udfordringer. Lige nu vil Steam Deck eksempelvis downloade den lukkede Linux-version af Rocket League i stedet for den supporterede Windows-version igennem Proton, Dead Cells direkte nægtede at køre efter at en opdatering introduceret af udviklerne selv knuste Linux-versionen, Hardspace: Shipbreaker ville ikke aktivere SteamOS-tastaturet da jeg skulle indtaste min karakters navn, og det krævede 30 minutter at finde en bagvej, og oftest skulle jeg indstille en anderledes styring. Er det præcis det samme idet du læser den her anmeldelse, skrevet et par dage før lanceringen? Måske ikke, men det siger dog noget om en platform der endnu er ung, og selvom at Linux, Proton-laget og derigennem SteamOS i brede træk virker ganske gnidningsfrit, så ville det være synd at sige at det virker altid.

Men samlet set tilbyder Steam Deck en uhyre konsekvent, sammenhængende og robust brugeroplevelse, og er sågar en teknologisk perle i visse tilfælde, selv hvis det for en uhyre casual forbruger kan være skræmmende at skulle rode med indstillinger, og tweake en given oplevelse efter ens personlige præferencer. Det hjælper dog at selve brugerfladelaget af SteamOS er så uhyre responsivt og veldesignet, at det får eksempelvis Nintendo til at ligne noget designet af Fisher-Price. Det er en moden platform med masser af features, veldesignede enkeltelementer og masser af sociale lag, som let kan stå side om side med Xbox og PlayStation.

Steam DeckSteam DeckSteam Deck

Kigger man specifikt på selve maskinen, på hardwaren, så er Steam Deck en uhyre kompleks enhed, som tilbyder friheden til at skifte hele brugerfladen ud, droppe Linux til fordel for Windows, eller noget helt tredje. Du kan, bare ved at blive i SteamOS-land, selv designe input-opsætninger, tweake grafik eller lege i BIOS'en - verden er din østers (fungerer det på dansk?). Ikke bare det, Linux- og Proton-brugere er et S-tier community bestående af kloge hoveder, der aktivt sikrer ny funktionalitet, eller er med til at forbedre optimeringen på platformen, noget som Steam Deck-brugere for alvor vil nyde godt af. Alt dette vil dog, i visse tilfælde, kræve at du er villig til at strække dig lidt for at optimere din egen personlige oplevelse. Selvom at Deck kan lokke med løftet om plug n' play, og vil levere størstedelen af tiden, så bør du forvente en oplevelse der byder på kompromisser, og udfordringer. Det er bare sådan Linux er. At verdens største, og mest populære spil, fra Halo Infinite til Apex Legends, fra Dead by Daylight til Lost Ark decideret ikke virker, fordi Easy Anti-Cheat ikke tillader Linux-brugere at tilgå serverne igennem Proton-laget, siger meget om hvad du går i møde.

Men det har faktisk ikke rigtig noget med hardwaren at gøre. Det korte og det lange er at Valve har skabt en fantastisk maskine, en maskine der er solidt designet, vidunderligt sammensat og hvor du har et utal af muligheder i forhold til styring og tilpasning. Ydermere er SteamOS et ganske finpudset UI-lag, der vil byde dig velkommen i familiære omgivelser, og som byder på alle de features du forventer. Software-støtte er det store spørgsmål her, og det udforsker vi i den anden artikel. Men for nu? Ja, Steam Deck er et hit.

HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk byggekvalitet, ydeevnen er utrolig imponerende, fede features, masser af potentiale og frihed.
-
Linux kan blive en begrænsning i nogle tilfælde, de haptiske plader er lidt for små.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold