Vi anmelder Spider-Man på PC

Vi anmeldte naturligvis Spider-Man tilbage i 2018, og du kan læse den originale anmeldelse her. Denne vil delvist fokusere på selve spiloplevelsen, men også byde på en mere præcis afmåling af PC-versionen.

SPIDER PIG, SPIDER PIG, DOES WHATEVER A SPIDER PIG DOES. CAN HE SWING FROM A WEB, NO HE CAN'T, HE IS A PIG. LOOK OOOUUUTTT!!!! HE IS A SPIDER PIG!! Denne smukke sang Homer Simpson synger i den indtil videre eneste Simpsons-spillefilm kommer mig altid på sinde, når jeg ser Spider-Man på det hvide lærred. Sangen faldt mig dog også ind, da jeg startede Marvel's Spider-Man Remastered op på min PC, og jeg igen svang mig rundt i New Yorks gader. Jeg prøvede Spider-Man på PlayStation 4 for lang tid siden, men nu skal det altså prøves igen, og lad os så se om denne version kan leve op til originalen, eller overgå den. Spider-Man Remastered kommer med alt det der er udgivet til PlayStation 4. Det vil sige at det nye Miles Morales-spil ikke er inkluderet i denne pakke. Det der er inkluderet er det fremragende hovedspil, og tre forskellige tilføjelser, som er kommet senere. Disse tre fortæller en separat historie fra hovedspillet, som jeg vil komme ind på lidt senere. Lad os dog først lige kigge lidt på historien i hovedspillet.

Magnus har, som du kan se ovenover, naturligvis fortalt om historien i den originale anmeldelse, men her får du et andet, men lignende take fra min side. Hovedkampagnen i Spider-Man handler om Peter Parker et godt stykke tid inde i hans karriere som Spider-Man. Her har han allerede mødt flere af superskurkene, og han har også lykkedes med at ødelægge et spirende forhold til den altid rødhårede Mary Jane Watson, eller "MJ", som hun altid kaldes . Så dette her er ikke en såkaldt "origin story", eller måske er det, for det er her man møder både Otto Octavius, som senere bliver til Doctor Octopus, og også Norman Osborne, som i mange af tegneserierne bliver til Green Goblin. Dette er historien om hvordan disse to bliver til Spider-Mans værste fjender. Osborne ser man dog ikke tage sit grønne outfit på endnu, men der er mange praj at det er den vej det går. Historien er ret fed generelt, og den fik både smilet frem på mine læber, og en tåre eller to blev der også fældet, mest på grund af ganske godt stemmeskuespil. Det er klassisk Marvel når det er bedst, og har man set de nyeste Spider-Man-film, så ved man hvad spillets historie kommer til at føles som, og handle om.

De tre udvidelser tager så udgangspunkt i at man har gennemført hovedspillet, og handler om en mafiakrig, der bryder ud i det magttomrum der er opstået efter hovedkampagnen er slut. Den første episode handler om Spider-Mans Cat Woman, som hedder Black Cat i Marvel-universet. Hun er en smule vild med vores helt, og flirter konstant med ham igennem kampagnen. Hun er i gang med at stjæle fem USB-drev, som har inkriminerende beviser mod de fem mafiafamilier i New York. Spider-Man forsøger så at stoppe hende. I andet afsnit følger man Yuri Watanabe, som er politikommissær i New York, og som arbejder tæt sammen med Spider-Man i mange tilfælde. Hun er på hævntogt efter de fem mafiabosser, og specielt bossen der bliver kaldt Hammerhead. Det tredje afsnit handler så om at den førnævnte Hammerhead, har fået sig en ny og fancy robotkrop, som skal stoppes af Spider-Man og Silver Sablinova, som er chefen for de lejesoldater man ser i hovedspillet.

De tre episoder hænger løst sammen, men er bare små bidder som kan gennemføres på ikke mange timer per styk. Jeg vil ikke kalde de tre tilføjelser sindsoprivende, men det er ekstra historie for de samme penge, og det kan man vel ikke brokke sig over. Den samlede pakke tog nok mig 40 timer at gennemføre, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem, også selvom tilføjelserne var en smule kedelige.

Hvis man kigger på selv spildesignet generelt er Spider-Man en smule ensformigt i længden. Lad os starte med det positive. At svinge sig igennem New York er super fedt. Man føler virkelig at man har styr på den forvoksede edderkop, og man føler også farten når man svinger sig igennem de fyldte gader med mange kilometer i timen. Kampsystemet er også solidt, for her bruges der lidt samme system som i Batman Arkham-spillene fra Rocksteady. Man undgår fjender, og det giver så mulighed for at angribe selv. Det er nemt at lære, og svært at mestre. Får man styr på det så bliver kampene som en ballet, hvor Spider-Man slynger sig rundt, og tager fjender ned til højre og venstre. Så det er ikke her problemet for mig var. Problemet for mig var mængden af kampe. På kortet kom der hele tiden røde udråbstegn, og disse var altid noget Spider-Man kunne hjælpe med, og de omhandlede i 90% af tilfældene at skulle slås mod en flok ret ens udseende skurke.

Heldigvis var hovedmissionerne, og sidemissionerne, noget mere spændende. Alt det andet fluff kunne for min skyld godt være blevet hjemme. Det giver dog point til skill trees at lave alt det overflødige, og disse kunne så bruges på at lære nye evner, så helt uden indflydelse var de ikke. Udvidelserne kommer desuden med flere af de samme missioner med kun få variationer, så forvent en masse ret ens opgaver, hvis man vil have den stærkeste Spider-Man man kan få.

Okay, så PC-versionen. Den er håndteret af et andet studie, og det er ikke altid at den her oversættelse fra en platform til en anden går lige smooth. Desuden må jeg bare sige, at vi på PC ret ofte må slå os til tåls med en teknisk ringere version en konsolfolket. Så hvordan er Spider-Man? Tja, jeg bliver nok nødt til desværre at kunne rapportere at for mig personligt var der en del tekniske fejl og mangler. Faktisk var det ret slemt den første uges tid, men kort inden jeg færdiggjorde de 40 timers spilletid ankom der en opdatering, som du forhåbentlig starter med, hvor de havde rettet op på en del af dem. Men du ved hvad de siger; min oplevelse er min oplevelse.

Det jeg oplevede, var dialog der ikke var synkroniseret med mundbevægelserne. Jeg oplevede at spillet gik i sort i 20 sekunder når vejret skiftede. Jeg oplevede en bil der ikke var en bil, men et pulserende artefakt, som nogen måske kender når de overclocker deres grafikkort for meget. Tilføj en ujævn billedehastighed, pop-in på teksturer og hele det faste karneval af knaster som vi PC-spillere ser oftere end man skulle tro. Måske skal jeg lige nævne at jeg har brugt en i7-6700K, et RTX 2080 Super og 32GB RAM i min maskine.

Spillet gik desuden nedenom og hjem flere gange, og det hele føltes slet ikke så poleret som man kunne have håbet på. Det kan som sagt godt være anderledes nu, men jeg tvivler på at alle fejlene er blevet fanget, for jeg oplevede en ret stor mængde. Det er ikke fordi Spider-Man på PC ligefrem er et billigt stykke B-arbejde, og spillet er jo stadig... ja, spillet. Men i størstedelen af min spilletid var der en masse mangler, som jeg umuligt kan ignorere i en anmeldelse, selv hvis det hele rettes tidsnok til at I sidder og spiller.

Summa summarum. Det her er Spider-Man. Det er stadig et glimrende spil, et stort 8-tal, et lille 9-tal sågar, men PC-versionen specifikt lanceres med det ekstra indhold der i min optik ikke gør op for at det lanceres til fuld pris fire år efter, og den her version synes at have langt flere tekniske kompromisser end det almindelige Remastered-spil til PS5.