
Jeg var ikke en del af hypen, da Final Fantasy VII oprindeligt udkom tilbage i 1990'erne. På det tidspunkt var jeg optaget af min Nintendo 64, og hvad der skete på PlayStation-siden, gik ærligt talt lidt over hovedet på mig. Men jeg husker tydeligt, hvordan jeg så en anmeldelse af spillet i Troldspejlet med Jakob Stegelmann. Det fascinerede mig, selvom jeg aldrig selv fik prøvet det. Først nu, med de moderne genfortolkninger, har jeg fået chancen for at opleve historien om Cloud, Aerith og Tifa.
Jeg tror faktisk, at jeg værdsætter historien mere nu, end jeg ville have gjort som teenager. I dag ser jeg kompleksiteten og de følelsesmæssige nuancer, som jeg nok ville have overset dengang. Spillets temaer om tab, venskab og kampen mod overmægtige fjender ræsonerer mere nu, hvor jeg selv har flere livserfaringer i bagagen. Derfor er det fantastisk at opleve det nyeste kapitel i historien om frihedskæmperne fra Midgar - denne gang på PC.
Square Enix har givet visse retningslinjer for, hvad man må omtale i forhold til historien, så jeg vil holde anmeldelsen så spoilerfri som muligt, som er sjovt når nu spillet i sig selv er et remake, og et remake der er et år gammelt, sågar. For dem, der kender historien fra tidligere, vil det nok være tydeligt, hvilke elementer jeg ikke kan berøre, men lad os dykke ned i selve PC-versionen.
Lad mig starte med at sige, at PC-versionen af Final Fantasy VII: Rebirth ikke tilføjer meget nyt indhold sammenlignet med konsolversionen. De eneste bonusser er de små fordele, man fik ved forudbestilling, så de væsentligste forskelle ligger i den tekniske præstation og tilpasningsmulighederne.
Den største fordel ved PC-versionen er uden tvivl de grafiske muligheder. Spillet er optimeret til at udnytte moderne hardware, og med understøttelse af DLSS og FSR kan man få en billedhastighed på op til 120fps, hvis systemet kan følge med. Dette gør, at spillet føles langt mere flydende sammenlignet med de 60fps, man får på PlayStation 5 - som dog stadig er rigeligt glat til en god spiloplevelse. På PC kan man yderligere skrue op for detaljegraden med højopløste teksturer, forbedret anti-aliasing og andre grafiske funktioner. Det betyder, at selv de mindste detaljer i omgivelserne og karakterernes design træder tydeligt frem. Man kan for eksempel se refleksionerne i karakterernes øjne og de mindste rynker i deres ansigter, hvilket gør oplevelsen mere indlevende.
Selv med et mellemklassekort kan spillet køre problemfrit, og det er muligt at justere grafikken, så spillet også fungerer på ældre systemer. Mit eget system kører med et nyere grafikkort, og jeg kunne skrue op for alle indstillinger. Resultatet var imponerende - fra karakterernes detaljerede ansigter til solnedgange, der reflekteres smukt i omgivelserne. Spillet understøtter ikke Ray Tracing eller Frame Generation, men de nuværende grafiske muligheder gør stadig en stor forskel. For eksempel, når du befinder dig i en scene, hvor solen går ned, og lysene omkring dig tænder, skabes en atmosfære, der er både storslået og melankolsk. Lyset danser over bygningernes overflader, og man kan næsten fornemme den svage varme fra gadelamperne, hvilket er meget fedt og giver en fed følelse af at være i verdenen.
PC-versionen giver naturligvis mulighed for at spille med mus og keyboard, men her bliver det tydeligt, at spillet oprindeligt er designet til en controller. Tastaturstyringen fungerer, men kræver en del fingerfærdighed, især under kampene, hvor komplekse tastekombinationer kan blive en udfordring. Jeg oplevede flere gange, at min lillefinger blev overanstrengt, når jeg skulle udføre bestemte angreb. Heldigvis kan man omkonfigurere tasterne, hvilket hjælper lidt. Men der er stadig situationer, hvor det føles akavet at bruge keyboardet, for eksempel når man skal reagere hurtigt under bosskampe.
En anden udfordring ved tastaturstyringen er, at kamerastyringen nogle gange kan føles upræcis, især i trange områder eller under hektiske kampscenarier. Dette kan føre til situationer, hvor man mister overblikket og risikerer at lave fejl, fordi kameraet ikke følger med. Det er frustrerende, men heldigvis ikke noget, der ødelægger oplevelsen helt.
Personligt foretrækker jeg stadig at spille med en controller, som føles mere naturlig til denne type spil. Det er heldigvis muligt at tilslutte en controller til PC-versionen, og for mig gav det den bedste oplevelse. Kampene bliver mere intuitive, og de komplekse kombinationer er lettere at udføre. Især i længere bosskampe, hvor præcision og timing er afgørende, gør en controller en markant forskel.
Selvom der ikke er tilføjet nyt indhold i PC-versionen, føles den stadig som en mere helstøbt oplevelse takket være de tekniske forbedringer. Grafikken og de høje billedhastigheder gør kampene mere intense og medrivende. Partikeleffekterne og lysdetaljerne i kampene kan næsten virke overvældende, men det ser fantastisk ud. Særligt i scener, hvor flere karakterer udfører deres angreb samtidig, og skærmen fyldes med eksplosive effekter, bliver man virkelig imponeret over, hvad moderne hardware kan levere.
Musikken er en anden stor styrke i spillet. Den er lige så imponerende på PC som på konsol, men med et godt lydsystem eller kvalitets-høretelefoner løftes oplevelsen yderligere. Kompositionerne i spillet er episke og emotionelle, og de skifter smukt mellem dramatiske og mere intime melodier alt efter, hvad der sker i historien. Når dette kombineres med de visuelle detaljer, bliver man virkelig suget ind i spillets verden.
Er Final Fantasy 7 Rebirth værd at købe på PC? Det afhænger af, om du allerede har spillet det på konsol. Hvis du aldrig har prøvet konsolversionen, er PC-versionen den bedste udgave på grund af de grafiske forbedringer og fleksibiliteten i indstillingerne. Men hvis du allerede har spillet det på PlayStation 5, er der ikke nok nyt her til at retfærdiggøre et køb.
Dog er der en lille bonus for dem, der har gemte spil fra Final Fantasy 7 Remake Retrograde. PC-versionen genkender dine tidligere save games og giver nogle små fordele - ikke noget revolutionerende, men det er en fin detalje. For eksempel kan du få ekstra udstyr eller genstande, som kan give en smule kant tidligt i spillet. Det kan være en rar motivation for spillere, der ønsker at se deres tidligere fremskridt have en lille indvirkning på deres nuværende spiloplevelse.
Alt i alt er PC-versionen af Final Fantasy 7 Rebirth en stærk oplevelse, der for alvor viser, hvad moderne hardware kan gøre for spillet. Hvis du elsker spillets historie og har ventet på PC-udgaven, bliver du ikke skuffet. Square Enix har leveret en solid port, som gør det muligt for endnu flere spillere at opleve dette episke eventyr. Spillets stærke tekniske grundlag, kombineret med en allerede fantastisk historie og gameplay, gør det til en udgivelse, der er værd at overveje, selv hvis du allerede kender historien fra tidligere versioner.