Vi anmelder Horizon Forbidden West: Burning Shores

Det er egentlig en skam, at Sonys førstepartsstudier ikke dyrker spinoffs og store udvidelser lidt mere, for i en tid hvor platformholderens udgivelser synes at vokse sig mere og mere massive, er udsigten til et fuldbyrdet besøg i middelalderens Japan eller nutidens New York på under 10 timer et tilbud, der lokker - især fordi de mindre udgivelser vi har fået, ofte har været af utrolig høj kvalitet. Det gælder også Horizon Forbidden West: Burning Shores, hvis hovedhistorie måske nok ikke har det mest originale udgangspunkt, men til gengæld får vi en ny vinkel på udforskningen af verdenen og adskillige tilføjelser, der gør det sjovere end nogensinde at dyste mod robodyr.

En af udvidelsens store fordele er, at den fokuserer på ting, der blev introduceret i hovedspillet, men ikke nåede at spille en hovedrolle. Intet sted er dette mere klart end i kombinationen af flyvende mounts og et tropisk ørige. Førstnævnte blev i Forbidden West introduceret så sent, at det nærmest kun var en post game-funktion, mens Guerilla legede med sidstnævnte i den lidt underbrugte San Francisco-del. Her står begge helt centralt i oplevelsen, og kombinationen ændrer grundlæggende på den måde, du udforsker det nye område. I stedet for en sej vandretur gennem et barskt landskab, cruiser du i Burning Shores gennem skyerne, mens du spejder efter det næste interessante fikspunkt, du kan bruge din glider til at tilgå. Jeg er ikke sikker på, at jeg som sådan foretrækker denne måde at udforske verdenen på, men en udvidelse som denne er det perfekte sted at eksperimentere med nye tiltag som dette, og følelsen af frihed er isoleret set en smule berusende.


Den friere tilgang til udforskning har den effekt, at verdenen i endnu højere grad føles som en sandkasse, men desværre har Guerilla stadig lidt at lære, når det gælder organisk udforskning og belønning af spillerens nysgerrighed. Ikke fordi der ikke er interessante ting at finde på de mange øer, men simpelthen fordi det rent visuelt er så travlt med sit væld af detaljer og tykke, tropiske vegetation. Ud fra et rent teknisk og æstetisk perspektiv er det et utrolig imponerende - jeg kan ikke komme i tanke om et flottere spil til PS5 - men mylderet gør det også svært at lokalisere de steder, der gemmer på de interessante opdagelser. Derfor bliver det ofte markører på kortet, der viser vejen, hvilket, i en tid hvor Elden Ring og Breath of the Wild eksisterer, føles lettere bedaget. Det skal dog ikke tage noget fra det faktiske indhold, for de brændende kyster gemmer på gode ting som en overraskende underholdende jagt på dinofigurer og en ny af de glimrende Relic Ruins, som også i hovedspillet var et højdepunkt. Og så er det sjovt at gå på jagt efter det nye, sjældne materiale, brimshine, som er adgangsbillet til en række kraftfulde våben.

Med det sagt er det dog hovedhistorien, som er det store trækplaster. Som nævnt indledningsvis er udgangspunktet ikke voldsomt originalt, og som tilfældet ofte er med udvidelser udspiller dramaet sig på en lidt mindre skala, hvilket giver en følelse af antiklimaks efter den drejning Forbidden Wests historie tog hen mod slutningen. Omdrejningspunktet er en undsluppen Zenith, som fører Aloy sydpå til de titulære brændende kyster, hvor hun selvfølgelig vikles ind i en intern konflikt med en gruppe fra Quen-stammen, som blev introduceret i Forbidden West. Selvom historien lider under førnævnte problemer, er den ikke uden sine styrker. Guerilla tilgang er i denne omgang lidt mere effektiv med færre langtrukne samtaler og en stammekonflikt, der er bedre integreret med science fiction-elementerne. Og så er der flere sekvenser, som er direkte medrivende såsom et fantastisk stormløb mod en forlystelsespark, hvor det er nødvendigt at undvige missiler ved at dykke under havets overflade på den nye Waterwing mount.

Der er også nye sidemissioner, der absolut er værd at bruge tid på, og i øvrigt byder på nogle af spillets hårdeste udfordringer. Og apropos kampe så introducerer Guerilla også flere nye maskiner, en ny våbentype og en ny type ammunition, som får både mennesker og maskiner til at gå bersærk og angribe venner og fjender. En dejlig kaotisk tilføjelse til de stadig fremragende kampe.

Ligesom udvidelsen til det første Horizon, The Frozen Wilds, er The Burning Shores en essentiel tilføjelse til hovedspillet. Guerilla leger med måden, en Horizon-verden kan designes og tilgås, og der er masser af nye aktiviteter og genstande, som gør det til en fornøjelse gennemsøge verdenen til lands, til vands og i luften - også selvom det stadig er lidt for svært at gøre opdagelserne på organisk vis. Historiefortællingen er stadig ikke seriens største styrke, men der er tegn på, at Guerilla er ved at få bedre styr på en engagerende form, hvor handlingen ikke sættes i stå af lidt for lange dialogudvekslinger.

Det bliver spændende at se, i hvor høj grad The Burning Shores kommer til at påvirke det næste kapitel i Horizon-serien, men uanset hvad, vil det stå som en spændende tilføjelse, der faktisk tager flere chancer end hovedspillet gjorde. Ikke dårligt for en ydmyg udvidelse.