Vi anmelder Doom på Switch

Helvede må være frosset til! I hvert fald står vi for første gang i tyve år med udgivelsen af et Doom på en Nintendo-platform. Mange er sikkert bekendte med det bizarre fænomen, hvor teknisk anlagte nørder forsøger at få den originale titel fra '93 til at køre på lommeregnere, mikrobølgeovne eller brødristere. Derfor er der måske noget umiddelbart komisk ved at sidste års formidable genfortolkning nu gæster den populære, men ydelsesmæssigt begrænsede Switch. Nintendo's seneste spillemaskine er tydeligvis ikke forbeholdt pastelfarvede blikkenslagere eller eventyrlystne nisser. Og godt det samme.

Et større og bredere udvalg af spil er kun en god ting og der er da også noget interessant ved at opleve id Software's seneste titel på en så atypisk platform. Interessant, men ikke entydigt positivt. Jeg ved ikke hvilke afguder udviklerne har måttet ofre til for at presse så stærk ydelse ud af både Xbox One og PlayStation 4, men det samme tekniske overskud er desværre ikke at spore i denne udgave. Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne og jeg er sikker på at Panic Button, der har stået for oversættelsesarbejdet, har gjort deres bedste. Men jeg er blevet forkælet noget så frygteligt med smuk grafik og silkeblød billedhastighed - og derfor fremstår Doom på Switch betydeligt svagere.

Nuvel, lad mig kort genopridse hvad det hele handler om. Doom gik sejrsgang på tværs af publikationer og prisoverrækkelser sidste år, så medmindre du har levet under en sten, ja så ved du godt at Doom handler om at nedmeje horder af løsslupne dæmoner med et uovertruffet arsenal af skarptslebne mordvåben. Den legendariske Doomguy, denne gang tituleret 'Doom Slayer' vågner fra sine tusindårige tømmermændsdrømme med trang til blod og stærk kløe i aftrækkerfingeren. Heldigvis er den seneste udgave af UAC's marsinstallation blevet invaderet af dæmoner fra det hinsides, så der er rig mulighed for at afreagere på Helvedes tropper gennem riffelskud, næveslag og kantstenstramp.

Jeg ville beskrive det som et endeløst voldsorgie af ugudelige proportioner, men i løbet af den femten timer lange kampagne er der også kortvarige, men vigtige stunder hvor man lige kan trække vejret, orientere sig efter det næste mål eller nyde duften af svovl, rust og blod. Det er en mesterlig vekselvirkning mellem at føje spillerens ønske om bål og brand, afbrudt af pauser som er akkurat lange nok til at abstinenserne efter blodsudgydelse sætter ind. Et par af de mere rolige øjeblikke bliver også brugt til at udfolde spillets fortælling. Den fylder ganske vist ikke meget, men er alligevel den helt perfekte blanding af satirisk satanisme og selvbevidst seriehyldest.

Spillets miljøer vrimler med kranier, okkulte symboler og sønderrevne lig, foruden de groteske monstre som man jævnligt bider skeer med. Alligevel er spillet ikke uhyggeligt. "Jeg er ikke fanget med dæmonerne - de er fanget med mig!" tænker man uundgåeligt idet en velplaceret granat sprænger et elefantmonster i luften eller et zombiekranie giver efter under vægten af Doomguy's støvle. Det er en velsmurt magtfantasi uden svulstige prætentioner, hvor ustoppelige kræfter tørner mod ubevægelige objekter og et gradvist større udvalg af fjender og våben sikrer variation på tværs af utallige ildkampe.

Alt det vidste du sikkert. Du vil måske hellere vide hvordan Doom faktisk er at spille på Switch. Her må jeg desværre være mere tøvende i min ugudelige lovprisning. Lad mig slå fast med det samme: jeg synes det er fedt at spillet er kommet til Switch, at flere får lov at opleve et af sidste års bedste titler og at djævlemassakren nu kan tages med på farten. Har du aldrig prøvet spillet før, så lad ovenstående være min varmeste anbefaling. Men som nævnt før, er jeg blevet forkælet. Det er vi faktisk alle sammen, for så vidt at spillet har haft højere opløsning og bedre billedhastighed på alle andre platforme.

På Switch er det en anden snak. Den mest iøjnefaldende forskel er selvfølgelig den stærkt forringede grafik. Våbnene og andre mere permanente elementer er ret detaljerede, men mange af spillets teksturer er ualmindeligt flade at se på. Det overordnede visuelle udtryk er nogenlunde intakt, men især manglen på bedre lyssætning resulterer i miljøer som virker mere kunstige. På PC kan der næsten gå sport i at nærstudere de enkelte komponenter som spillets verden er bygget op omkring. På Switch er Doom mere som et af de der impressionistiske vandmalerier hvor man helst skal stå lidt på afstand og med sammenknebne øjne for at påskønne motivet mest muligt.

Langt vigtigere end pæn grafik er dog billedhastigheden som på brutal vis er blevet kløvet i to. Tredive billeder i sekundet er hvad spillet - og spilleren - har at gøre godt med og det mærker man tydeligt. Når skærmen først vrimler med horder af fjender og voldsomme eksplosioner er det ikke kun dæmonerne, men også billedhastigheden, som bliver tvunget i knæ. For det meste er det dog en stabil oplevelse som ikke desto mindre virker langt mere hæmmet og stiv end på andre platforme. Spillerens hurtige bevægelser, platformsekvenserne og fjendernes projektiler - det er elementer i en spiloplevelse som både kræver og fortjener en bedre teknisk præstation.

Rent praktisk eksperimenterede jeg lidt med de forskellige konfigurationer af spillemaskinen. På den store skærm skulle oplevelsen selvfølgelig være mest sammenlignelig, men samtidig bliver forskellene også større. Det var også her at jeg oplevede fald i billedhastigheden. I håndholdt tilstand havde jeg nemmere ved at sluge det gnidrede udtryk. Der var næsten noget nuttet over manglen på detaljer og grafisk lak. Det gik dog op for mig at jeg ikke før har spillet skydespil i førsteperson på maskinen og kvaliteten af Joy-Cons virkede pludselig utilstrækkelig til den intensive fingergymnastik som Doom kræver. Min foretrukne løsning blev faktisk at vippe støttebenet ud og lade skærmen stå på bordet.

Jeg var også nysgerrig på spillets brug af batteritid. Jeg estimerede forholdet til at hedde noget i stil med 10% spænding per kvarter. Altså lidt over to timer. Det er ikke just imponerende, men det er ret typisk for Switch. Underjordiske legender siger, at der i de mørkeste afkroge af spillet også gemmer sig et flerspillermodul. Det følger dog ikke med på de fysiske disketter, men kan gratis hentes separat. Jeg gav det naturligvis et skud, men havde ingen held med at finde andre spillere. Mellem os sagt, så er gratis indhold og fjollede tilføjelser næppe nok til at skabe nogen egentlig interesse for den del af spillet. Jeg ved ikke hvor mange der sidder og glæder sig til at opleve en både udskældt, overset og forglemmelig multiplayer, denne gang på underlegen hardware.

I sidste ende er jeg stillet i en svær situation. Doom er en af de mest fornøjelige spiloplevelser i nyere tid, så udsigten til at flere nu kan opleve det eksplosive korstog gennem Helvede er kun en god ting. Og der er da også noget sjovt ved at man kan hive sin Switch frem i toget og se sidemanden tænke "nåh, skal du til at spille Ma-", for så at gøre store øjne idet Doomguy slår ansigtet ind på en dæmon. Omvendt er det svært, nej umuligt, ikke at føle at platformens tekniske begrænsninger er en tonstung klods om benet. Er det imponerende at spillet kører på Switch? Ja. Er det en entydigt ringere udgave af spillet? Ja. Er det alligevel værd at kaste penge efter? Svært at sige, men jeg er ikke overbevist.