Vi anmelder de første tre afsnit af Star Wars: Skeleton Crew

Tiårige Wim lever et tilsyneladende idyllisk liv på overfladen, men for ham er det alt andet end perfekt. Hans arbejdsnarkoman af en far har aldrig tid til ham, og hans motivation for at studere svinder ind, når hans skjulte eventyrhistorier - drømmende fortællinger om jedier og pirater - byder på så meget mere eventyrlighed! En dag går hans drøm i opfyldelse, da han sammen med tre andre børn fra nabolaget finder et hemmeligt skib, som tager dem med til en galakse langt, langt væk, hvor de bliver en del af netop et uforglemmeligt eventyr.

Vi får se, hvor uforglemmelig Disneys nye Star Wars-satsning Skeleton Crew bliver, når vi når finalen i begyndelsen af det nye år. Jeg har set de første par afsnit, og allerede nu sidder jeg tilbage med et ret essentielt strukturelt spørgsmål; hvorfor var Skeleton Crew ikke bare en film fra starten? Lad mig forklare, hvad jeg mener. Seriens skaber Jon Watts, som bl.a. står bag de seneste Spider-Man-film, har forsøgt at genskabe magien fra Spielberg-klassikere som E.T. og Goonies ved at sætte fokus på en gruppe børn, der er tvunget til at tage på en farlig skattejagt i rummet. Men den vittige Spielberg-magi fra 80'erne er svær at indfange i en tv-serie, der strækker historien ud over otte afsnit, og indtil videre er jeg ikke helt med.

Det hele lugter lidt af Skatteplaneten, men spændingen fra barndommens inspirationskilder mangler på grund af afsnittenes langstrakte historiefortælling. Børneskuespillerne er gode, men de mangler den bidende personlighed og autentiske energi, der kendetegner sådanne historier om at blive voksen. Børnekaraktererne har ikke nok gnist til at skabe nogen spændende dynamik mellem sig, og det hele kommer til at virke harmløst, anstændigt, sikkert og ufarligt på en måde der fjerner spændingen ved at være ung og fortabt og være nødt til at blive voksen for at nå sit mål.

<Billede>

Her er det de voksne i rummet (Nick Frost og Jude Law), der sikrer førnævnte gnist, hvor Frost spiller en boksende robotpirat, hvis ene øjenhule er blevet hjemsted for rumrotter, og Law er underholdende som en mystisk svindler, der kan bruge The Force. Jeg kan også godt lide den knurrende hundepirat, som ser ud til at være seriens hovedantagonist, men ellers undrer jeg mig mest over, hvorfor det overhovedet er en Star Wars-historie. Bare det at se et Star Wars-ificeret Los Angeles-kvarter får historien til at føles som en påklistret del af Star Wars-universet, selv om selve produktionen er flot - om end lidt for digital og glat nogle steder.

Tre afsnit inde i serien er der også spørgsmålet om, hvem der er det tiltænkte publikum. Børnene i husstanden vil sandsynligvis kede sig over det lange episodeformat, mens de voksne ikke vil få meget ud af nostalgifaktoren så tidligt i serien. Da jeg kun har haft adgang til de første tre afsnit, er det selvfølgelig svært at afgøre, hvor godt det er lykkedes Jon Watts at lande rumskibet i sidste ende, men indtil videre føles det langt fra originalt. Men hvis du er på udkig efter lidt harmløs Goonies-nostalgi, kan det helt sikkert et eller andet.