Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg, sammenlignet med andre anmeldere, er ret begejstret for serier som WandaVision, The Falcon and the Winter Soldier, Loki og What If...? Men jeg indrømmer gerne, at serierne til tider trækker for meget på nostalgien og klassiske Marvel-troper. Derfor var jeg positivt overrasket over de to første episoder af den nye serie Hawkeye, der på mange måder føles som et frisk pust, også selvom det kniber en smule med seriens fokus.
Marvel ved tydeligvis godt, at Clint Barton, aka Hawkeye, er en lidt anonym karakter, MCU's Ringo Starr, der trods sin charme har det med at træde en smule i baggrunden. Den nye series første episoder lægger ikke skjul på dette, men giver ham lidt mere tid til at skinne og giver samtidig hans personlighed lidt modspil ved at sætte ham sammen med Kate Bishop, der på mange måder har en fuldstændig modsat tilgang til tilværelsen. Bishop, der tidligere på året blev introduceret til spillet Marvel's Avengers i et forsøg på at promovere denne serie, er en ung fan af Hawkeye, der drømmer om at tage over for helten, og er på den måde en ganske klassisk side kick. Men Hailee Steinfeld gør et glimrende arbejde med at bringe den legesyge, charmerende og meget direkte unge kvinde til live, og kontrasten mellem hende og den kyniske Hawkeye, der bare gerne vil fejre julen i fred med sin familie uden konstant at skulle forholde sig til sin berømmelse, skaber en herlig dynamik, der minder om klassiske buddy cop-film.
Jeremy Renner kan dog også tage en smule af æren for den dynamiske serie, da han lægger sin normalt lidt mutte indstilling på hylden til fordel for en mere livsglad tilgang, i takt med at Bishops sprudlende energi smitter af på ham. Selv serien mere seriøse momenter bliver aldrig for selvhøjtidelige, hvilket er ganske forfriskende. Ja, nogle af de mange vittigheder bliver en smule forcerede, men for det meste fremkalder de som minimum et lille smil om mundvigen.
Et problem med seriens friske, uhøjtidelige tilgang er dog, at selve handlingen virker til at komme lidt sent ud ad døren, og man skal lede længe efter noget reelt drama eller blot spænding. Det var næsten først i de sidste ti sekunder af hver episode, at historien tog en interessant drejning, men det svarer lidt til at skifte Lionel Messi ind i overtiden - utvivlsomt en forstærkning, men også for sent til rigtigt at gøre en forskel. Bishops komplicerede forhold til sin stedfar, Bartons ambivalente forhold til sin berømmelse, og duoens komplicerede indbyrdes forhold, skaber nogle interessante dynamikker, men det udforskes ikke rigtigt i løbet af de første to episoder. Samtidig mangler der indtil videre også action. Hvordan kan det være, at en serie, der fokuserer på to skarpe bueskytter, indtil videre kun har sendt en håndfuld pile af sted og vist en enkelt ret ordinær kampscene? Da serien trods alt kun rummer seks episoder i alt, skal den til og komme i gear.
Buen er spændt, pilen er sendt afsted, men om den rammer bull's eye eller blot strejfer skiven, tør jeg endnu ikke sige. Hawkeyes afslappede natur og gode dynamik mellem karaktererne går episoderne meget seværdige, men det virker også til, at serien (i hvert fald indtil videre) ikke rigtigt kan beslutte sig for, om den skal følge den traditionelle MCU-formular eller gå sine egne veje. Det skaber en vis dissonans, hvor det virker som om, at serien har svært ved at afstemme den overordne tone med plottets begivenheder. Overordnet set er det dog forfriskende med en Marvel-serie, der ikke tager sig selv alt for seriøst, og samtidigt tør lege og eksperimentere med licensens fantasifulde univers