Vertigo 2

Hvis du er en af de få personer, der som undertegnede frekventerer dedikerede VR gaming sites for at finde skjult guld, har du givetvis hørt om Vertigo 2. Spillet høstede i forbindelse med sin udgivelse til PCVR i sommer store roser fra flere af netop de sites, og blev udnævnt til et af de senere års bedste dedikerede VR-spil. Efter en decideret farceagtig serie af sidsteøjebliksudskydelser indtog spillet i forrige måned PSVR2, og med tanke på hvor få interessante udgivelser, der har været på den platform siden lanceringen, besluttede jeg mig for at se, om det kunne leve op til sit rygte.

Vertigo 2 er blandt flere ting bemærkelsesværdigt for at være udviklet primært af én person, den kun 22-årige Zach Tsiakalis-Brown, som med et glimt i øjet kalder sit spil for en "Half-Like". Og inspirationen fra Valves ikoniske serie skinner da også klart igennem fra starten af. Her er småskøre videnskabsmænd, enorme underjordiske komplekser, laboratorier, rumvæsener der teleporterer ind efter forgodtbefindende og et kækt nik til Half-Life's klassiske kojern. Valves anden store historiedrevne serie, Portal, bliver endda draget med i legen i form af en vittig, sfærisk robot med tvivlsomme motiver. Det er kækt og ganske sjovt, men heldigvis vokser Vertigo 2 undervejs fra de meget åbenlyse referencer og former sin egen identitet.

Vejen dertil er dog belagt med både huller og ujævnheder. For mens nogle spil udviklet af én person forbløffer ved en gennemført singulær vision uden åbenlyse mangler, er det i Vertigo 2 nemt at se, hvor Zach Tsiakalis-Browns styrker og svagheder som udvikler ligger. Det begrænsede budget skinner nemlig igennem i den utiltalende art direction og det amatøragtige stemmeskuespil, ligesom spillets generelle teknisk tilstand lader en del tilbage at ønske. Spillet føles ofte som om, det er ved at falde fra hinanden, og flere gange skete det faktisk, at jeg for eksempel røg gennem verdenen og måtte genstarte min PlayStation.

Ydermere føles de indledende timer - som primært foregår i forskellige sterile laboratoriemiljøer - faktisk decideret uinspirerede med sine middelmådige kampe og triste omgivelser.

Til alt held er denne del ikke repræsentativ for resten af oplevelsen. For når du først forlader spillets laboratorier, er det som om, en kreativ nerve aktiveres. Pludselig er fjendevariationen bedre, kampene mere opfindsomt iscenesat, navigationen mere legesyg og pacingen langt mere tjep. Det ene øjeblik bliver du katapulteret mellem enorme paddehatte i en urskov, mens du det næste hjælper en oprørsstyrke bestående af Sovjet-inspirerede robotter mod en religiøs overmagt.

Når Vertigo 2 behændigt skifter fra det ene scenarie til det næste, glemmer man næsten, at der bag opfindsomheden gemmer sig en shooter, der i sin kerne er ganske middelmådig. Spillets arsenal er ganske vist varieret, og de forskellige våben føles godt at affyre og lade - sidstnævnte med forskellige VR-skræddersyede variationer. Fjenderne er desværre en anden snak. Deres intelligens er rudimentær - hvilket ganske vist giver mening, når vi snakker modstandere som mutanter, hvis design består af to sæt menneskeben mast sammen, så de spejler hinanden - men når selv højteknologiske robotter blot stormer direkte ind foran mundingen på dit skydevåben, indikerer det, at den lave intelligens snarere skyldes begrænsninger end designvalg. Og under alle omstændigheder lægger det en dæmper på kampenes intensitet og underholdningsværdi.

Det er en skam, fordi Vertigo 2 som før nævnt faktisk formår at sætte scenen forbilledligt fra tid til anden. At kæmpe sig op ad et kæmpe træ for at møde en gigantisk ravkriger med et synligt kranie bag den halvflydende masse på toppen, eller suse i en speedbåd over et stormfuldt hav forfulgt af religiøse fanatikere er godt tænkte scenarier, som bare ikke indfrier deres potentiale, fordi spillets AI og karakterdesign lukker luften ud af ballonen.

Det er tydeligt, at Zach Tsiakalis-Brown har et væld af gode ideer, og jeg håber, at han med et større hold kan realisere dem mere formfuldendt - især fordi han arbejder inden for en gren af first person shootere, der disse år mangler blade.

Er du villig til at ignorere de svage elementer, er Vertigo 2 et godt bud på et Half-Life fix, for det har vitterligt nogle klare kvaliteter, men jeg kan ikke tilslutte mig koret af entusiastiske stemmer, der rangerer Zach Tsiakalis-Browns spil blandt de senere års bedste VR-titler. Ja, det er imponerende, at han har udviklet spillet nærmest på egen hånd, men i sidste ende anmelder vi det færdige produkt - ikke historien bag det. Hvor imponerende den end må være.