Vancouver 2010

Traditionen tro, skal vi også dennes gang have et spil baseret på de officielle olympiske lege. Eurocom og Sega står bag denne omgang og norske Magnus er første anmelder på løjpen...

Det er den 12. februar og dermed tid til de olympiske vinterlege i Vancouver, Canada. Da jeg nu er jeres norske anmelder, slipper I selvfølgelig ikke for lidt fædrelandsstolthed.

Som sædvanligt står Norge stærkt i kampen om guldmedaljer. Når det kommer til at stå på ski, har Norge tårnhøje krav til vores atleter, og en enorm stolthed tilknyttet disse. Kritikere påpeger selvfølgelig, at vi kun er gode i de afdelinger, der ikke betyder noget uden for Norden. En påstand mine danske og svenske GR-kollegaer er hurtige til at minde mig om. Men skal vi tro Sega, har de ret.

For den første ting, der slår mig er, hvor er "vores" discipliner? Med 14 dicipliner i 6 grene har udvikleren tydeligvis besluttet sig for at fokusere på de bredeste internationale grene, og til gengæld gøre dem godt, hvilket absolut ikke er en negativ ting.
Du kan derfor forvente dig følgende discipliner:

Alpin:
Downhill
Super-G
Storslalom
Slalom
Bobslæde:
Single
Skeleton
Luge
Freestyle:
Freestyle spring
Ski-cross
Snowboard:
Parallel storslalom
Snowboard-cross
Spring:
Stor bakke
Skøjter:
500 m og 1 500 m

Når jeg ser hvilke grene der er udeladt, må jeg spørge mig selv: har de ikke spillet Winter Games til Commodore 64 hos Sega? Curling og snowboarding har vist sig ganske underholdende i spilform ved flere lejligheder. Men desværre får vi istedetfor bredde variationer af samme disiplin, der gentages igen og igen. Prøv Super-G. Nej? Nå, men hvad så med storslalom? Nej? Okay hvad så med slalom? Du kan godt se, hvor jeg vil hen, ikke?

Men på trods af dette har Vancouver 2010 sine lyspunkter.
De fleste af disciplinerne er ganske underholdende, og de leverer på de vigtigste punkter. Ved alpin føler jeg virkelig vinden piskende i ansigtet, jeg får sværere ved at orientere mig efterhånden som hastigheden stiger. Når jeg befinder mig på toppen parat til skispring, mens vindhastigheden vurderes, føler jeg et lille sug i maven inden den perfekte Telemark-landing.
Freestyle-jumping er også fornøjeligt. Atter engang er fartfornemmelsen i hus, og lydeffekterne forstærker følelsen af at suse afsted med 80 kilometer i timen. Det vil sige, hvis du skruer ned for det lettere malplacerede happy-punk musik, hvilket jeg gjorde efter cirka 10 minutter.

Eftersom spillet støtter fire spillere, leveres der også fire forskellige udseender på disse. Så det er altid spændende at se hvilken hudfarve, man har fået tildelt, mens nationalsangen runger. Glem officielle udøvere, glem muligheden for at lave din egen figur, og ikke mindst, glem al fornemmelse af kontinuitet, når du kæmper dig igennem et helt OL; og glem for den sags skyld hvem du er, eller hvordan du ser ud.

At vinde guld er dog en øvelse i frustration, og det virker til tider som om spillet slår terninger om udfaldet. Et par kammerater og jeg, brugte to timer på en disciplin, og konstant lå guldvinderen lige en tand over, uanset hvor godt vi klarede det. Det føltes som om resultatet var afgjort inden vi greb kontrolleren. Det skal siges at flere af småspillene er vellavede og underholdende, men jeg forventer mere indhold og bedre muligheder, officielle navne (eller i det mindste mulighed for at skabe sin egen figur), og ikke mindst havde jeg forventet flere discipliner. Derfor er Vancouver 2010 et fint spil, såfremt du interesserer, dig for de nævnte sportsgrene, men det er absolut ikke for alle.

Måske der om fire år kommer et vintersportsspil, der gør, at jeg endelig kan glemme Winter Games og min Commodore 64? Jeg håber, men tvivler.