Valiant Hearts: The Great War

Sidste måned flød der en artikel rundt på de sociale medier med titlen '20 Photos that Change the Holocaust Narrative'. Fyldt med fotos, der rystede os ud af det singulære billedsprog, historien har defineret den tid med, og i stedet udvidede perspektivet for at minde os om de folk, der led, levede og elskede i de år. Og således genantændte en følelsesmæssig kontekst, hvor der førhen kun var objektiv observation.

Jeg bliver konstant mindet om de fotos i min tid med Valiant Hearts, Ubisoft Montpellier's 2D puzzle-eventyr der dækker Første Verdenskrig (kaldet The Great War i sin samtid, deraf undertitlen) henover et år, set fra fire forskellige perspektiver. Og selvom man undervejs ser død og ødelæggelse, affyrer man ikke et eneste skud, eller dræber en eneste person. Der er tidspunkter hvor du vil grine. Andre hvor du rammes af ærefrygt. Hvor kommunikationen mellem figurerne hovedsageligt sker via puzzle-hjælpende piktogrammer, så føles de alle veludbyggede som figurer. Selvom stilen er tegneserieagtig, føles alt og alle ægte. Det er en kunstnerisk fortolkning af virkeligheden, et portræt af mennesker under en konflikt, der slugte verden.

"Det er et spil om krig", siger associate producer Gergory Hermittant. "Ikke et krigsspil". Det er en vigtig skelnen. Dette her er ikke Contra med et WWI-makeover. Man affyrer ikke et eneste skydevåben i spillet. Og det er måske ikke så underligt at studiet har valgt denne tilgang, deres baggrund taget i betragtning. Det er trods alt det samme hold, der tacklede politik og propaganda kun med kamera og politik som våben i skikkelse af journalisten Jade i Beyond Good & Evil fra 2003. Valiant Hearts kan bryste sig af noget lignende. Selv i spillets indledende tutorial, hvor bonden Carl bliver slæbt væk fra sin familie og indkaldt til hæren. Da han lærer at kæmpe mod fjendtlige kombattanter med en mannequin på træningsbanen, bruger han aldrig sin bajonet, men albuer i stedet sin modstander af vejen. Når det kommer til møder med fjenden, kan du slå dem ud og snige dig forbi, men aldrig dræbe dem. Og alligevel vil du se hele delinger majet ned af maskingeværsild, eller artilleriangreb gøre lejre til støv. Du holder måske igen, men det gør spillet ikke.

Hvor figurerne, du deler disse øjeblikke med, er fiktive, så bygger omstændighederne på fakta. Til hvert kapitel følger der en tekst, der går i detaljer med det pågældende slag, og det er grel læsning. Et spil om krig. Ikke et krigsspil.

Spillet imponerede ved Ubisofts DigiDays-event sidste år, kun overgået af det fremragende Child of Light. Men hvor det kritikerroste spils rulletekster løb gennem adskillige navne, er der i Valiant Hearts kun ét navn bag al grafikken, og kun en håndfuld andre til den samlede produktion. For dette er et passionsprojekt. Det startede som afledning i frokostpausen fra andre, større projekter, med en enkelt medarbejder der legede med UbiArt-motoren. Projektet voksede efterhånden som flere folk deltog i "hobbyen", indtil det udviklede sig til et fuldbyrdet spil. En titel med indie-smag, der satte gang i de kreative kræfter mellem større AAA-projekter. Efter en time med spillet og headset hos Ubisofts kontorer, lader det til at det er dette spil, der vil gøre størst indtryk af de to.

Spillet springer mellem de fire forskellige figurer, og kortlægger deres fremskridt og eventuelle møder via kort og fortællerstemme mellem kapitlerne, der altid knytter sig til bestemte brændpunkter i Første Verdenskrig. Din interaktion med alt dette sker hovedsageligt ved at løse puzzles. Det langsommere tempo går måske ikke i spænd med spillets omgivelser, men det får den rette kontekst. Nogle af de puzzles, vi møder, regner vi hurtigt ud, men de vil ikke vokse i kompleksitet efterhånden som spillet skrider frem. Det er en bevidst beslutning fra udviklernes side, der mener det er vigtigere, at "alle der spiller det" kan nå frem til slutningen. Heldigvis er historien skåret på en sådan måde, at vi er fuldt investerede i den, og puzzle-arbejdet er tilpas flygtigt til at holde gang i de små grå - og holde os fra bekymringer om hvordan det hele dog skal ende...

Hver af dine figurer har deres egne evner, skræddersyet til deres personlige historie. Emil bliver tidligt fanget og tvunget til at slide for fjenden, men da han flygter under et angreb på hans lejr, bruger han sit køkkenudstyr til at grave sig gennem sammenstyrtede tunneller. Anna er en læge, der må udforske sine omgivelser for at finde udstyr, sætte knogler på plads og sy sår gennem et tidsbaseret minispil. Det er også sammen med hende, at vi får et af de første eksempler på udviklernes snilde i at vise hele det følelsesspektrum, der fulgte med krigen: Anna flygter fra Paris i en stjålet taxa, som del af en flåde der transporterer tropper til fronten. Det er et øjeblik, vi ikke vil gå yderligere i detaljer med, for som så meget andet i Valiant Hearts er det værd selv at opleve den første gang.

Den amerikanske soldat og fremmedlegionær Freddy er måske det tætteste, man kommer på en traditionel rolle. Han kan skære sig gennem pigtråd og er god med granater. Men hans grund til at slutte sig til legionen er personlig, et ønske om hævn der gradvist bliver afdækket gennem mellemsekvenser. Og så er der hunden Walt, der på en måde knytter alle disse figurer sammen. Han er en essentiel del af at løse puzzles, og med simple kommandoer kan man bede ham sidde eller afsøge omgivelserne. Det er fuldstændig frivilligt om man vil klappe ham, når han kommer hen til en, men det siger noget om hvor rørende spillet er, at vi sørger for at nusse hans hoved hver gang vi får chancen.

Valiant Hearts: The Great War udkommer næste måned. Som med Child of Light forventer vi, at det bliver let at anbefale til den tid.