Until Dawn

Vi kender alle sammen fornemmelsen. Vi sidder og ser en gyserfilm med vennerne eller kæresten, og må tage os selv i ikke konstant at råbe efter personen på skærmen, fordi de hårdnakket insisterer på at gå alene ned i den mørke kælder i det hjemsøgte hus, eller vælger at gemme sig under sengen i stedet for det langt bedre sted i skabet. Det kan være frustrerende, da man jo klart ville klare sig langt bedre, hvis man blev jagtet af en øksemorder, ikke? Dette spørgsmål er det nu muligt at få besvaret i Supermassive Games' nye gyserspil Until Dawn, hvor alle valg lægges i spillerens hænder, og hvor konsekvenserne for selv den mindste beslutning kan være drastiske og tilmed fatale.

Umiddelbart kan Until Dawn virke en smule plat med sit typiske gyserfilmsplot, hvor en gruppe lækre teenagere, der alle udfylder hver deres rolle i stereotyp-registeret, skal tilbringe natten i en skummel hytte i bjergene. Der er Sam, som spilles af Hayden Panettiere, og som tager rollen som "den gode pige", Josh, som spilles af Rami Malek, der har rollen som gavtyven i gruppen, tvillingerne Hannah og Beth, som er Josh' søstre, Mike (den lækre fyr i gruppen), Jessica (den lækre men lidt tomhjernede pige), Emily (den dominerende "bitch"), Matt (sportsidioten), Ashley (den nørdede pige) og Chris (den morsomme og fornuftige i gruppen). Som det kan læses, er der en hel del figurer at holde styr på, og deres forhold til hinanden dikteres direkte af de valg spilleren træffer undervejs. Figurernes personligheder ændrer sig også, så de reflekterer måden man spiller med dem på, og en enkelt figur kan gå fra at være ulidelig og selvglad til uselvisk og sympatisk under gennemspilningen af historien. Det er ret fantastisk at opleve hvor meget dynamikken i gruppen kan variere, og jeg oplevede dybt forskellige versioner af fortællingen for hver af mine tre gennemspilninger.

Nu skrev jeg, at spillet umiddelbart virkede plat, og det er der en god grund til, da udviklerne bevidst har valgt at skabe et spil, der følger den klassiske formel for amerikanske teen slasher-film. Alt fra omgivelserne til replikkerne er klichéfyldte, og man føler virkelig, at man har gravet en film frem fra midt-halvfemserne på den gode måde. Klichéerne gør det også endnu mere tilfredsstillende at bryde dem, som hvis man for eksempel vælger at holde sig tæt på gruppen, i stedet for at begive sig ud på egen hånd, hvilket vi jo alle ved, har det med at ende galt.

Det er svært at skrive så meget om spillets historie, da jeg ikke ønsker at ødelægge noget af den for jer. Jeg kan dog komme med et svagt omrids af handlingen, men hvis man helst helt vil undgå at vide noget på forhånd, er man velkommen til let og elegant at springe resten af denne paragraf over. I spillet tager vi styringen af otte venner, som alle har besluttet igen at mødes til deres årlige vintertur i rigmandssønnen Josh' forældres hytte i Blackwood Pines, på trods af den mystiske forsvinden af Josh' søstre det forgangne år. Det varer ikke længe før de unge mennesker må kæmpe for deres overlevelse, da en psykopatisk morder er løs i bjergene, som prøver at tage livet af dem alle.

Ud over at kunne styre figurernes personlighedsudvikling og forhold til hinanden, skal der også træffes mere praktiske beslutninger undervejs i spillet. Det er her spillets butterfly effect-system virkelig træder i kraft, og det er imponerende hvor dedikerede udviklerne har været, når det kommer til at skabe reelle konsekvenser for ens beslutninger, også et langt stykke videre i historien. Det faktum at de forkerte beslutninger også til enhver tid kan resultere i en karakters død, gør også at man ofte må tage sig lidt tid, før man træffer sine valg. Dette er dog ikke altid en mulighed, da der ofte er en tidsbegrænsning forbundet med disse valg, og jeg må indrømme, at mit hjerte ofte bankede meget hurtigt, især når man stod overfor valg, hvor det føltes som om jeg måtte vælge mellem pest eller kolera. Man skal hele tiden tage stilling til de mulige konsekvenser, det kan have at træffe en bestemt beslutning, og da jeg kæmpede for at alle mine stakkels teenagere skulle overleve, må jeg sige, at jeg sad på kanten af sædet flere gange undervejs.

Som en lille hjælp til sin beslutningstagen, har udviklerne skabt et finurligt lille system, hvor man kan finde små totem-figurer rundt omkring i spillet. Hver totem er farvekodet, og inspicerer man dem, får man et glimt af en mulig fremtid for enten ens egen figur eller en anden. Det betyder, at man ikke helt famler så meget i blinde, selvom de 1-2 sekunder lange filmklip ofte kan være kryptiske at forstå, indtil man står i situationen, og det måske er for sent. Det er alt sammen en sjov måde at gøre brug af collectibles på, og det skal udviklerne have ros for.

Grafikken i spillet er ganske flot. De snedækkede stier og den mørke hytte er skabt med masser af detaljer, og figurerne virker fantastisk livagtige både med deres kropssprog og deres ansigtsudtryk, som ofte smukt afslører, hvor skræmte de er. Der er dog et lille punkt, som jeg ikke kunne undgå at bemærke, og det var partikeleffekterne, når man befandt sig indendørs. Der var en konstant tilstedeværelse af hvad der lignede kæmpe nullermænd i luften, som nok skulle forestille støv, men som tit endte med bare at ligne store snefnug, der svævede rundt i luften. Det er ikke noget ødelæggende for spiloplevelsen, men når først man bemærker det, kan man ikke undgå at more sig lidt over det.

Styringen og kameraførelsen fungerer fantastisk. Kameravinklerne vækker minder om de tidlige Resident Evil-spil, og det føles alt sammen meget cinematisk. Det betyder, at man ikke har nogen direkte kontrol over kameraet, men i stedet styrer man hovedet på sin figur med højrepinden, så man kigger i retningen af de ting man vil undersøge. Alt hvad man kan interagere med, lyser op når man kigger på det, og selvom det i starten måske virker lidt for nemt, så er der mange skjulte ledetråde og totem-figurer at finde, der ikke alle er helt åbenlyse. Man kan vælge mellem to styringsmetoder, hvor den ene fungere som beskrevet før, og hvor den anden gør brug af Dualshock 4'erens bevægelsessensorer. Jeg prøvede kun sidstnævnte kort, da jeg ikke brød mig synderligt om denne form for styring, men jeg synes det er fint at give spilleren valget. Der er dog en omstændighed i spillet, hvor bevægelsessensoren tages i brug, lige meget hvilken styring man har valgt. Dette sker, når man for eksempel skal gemme sig. Her dukker et blåt ikon op på skærmen, der svarer til LED-lyset på controlleren, og dette ikon skal holdes indenfor en meget lille ramme, hvis ikke man ønsker at afsløre sin tilstedeværelse. Det fungerer godt, og er en rigtig fin måde at gøre brug at motion-controls.

Stemmeskuespillet er en lidt blandet landhandel, og det er til tider svært at tyde, hvorvidt det er med vilje, når en figur kommer med en mindre overbevisende levering af en kikset replik. Hvad end det er meningen eller ej, så passer det egentlig godt sammen med resten af stemningen i spillet, så det er faktisk overraskende nok ikke et minus, når en karakter siger noget så plat, at man krummer tæer. Der er dog en skuespilpræstation, som skiller sig ud, og den tilhører Peter Stormare, der har rollen som psykologen, der flere gange undervejs taler direkte til spilleren, og stiller spørgsmål for at lære mere om ens frygt og personlighed. Stormare leverer sine replikker perfekt, og motion capture-folkene har virkelig gjort et godt stykke arbejde med at fange den svenske skuespillers helt unikke ansigtsmimik.

Hele spillet er splittet op i kapitler, hvor hvert kapitel varer ca. en time, og alle ender med en snak med førnævnte psykolog. Samtalerne er en kløgtig måde fra udviklernes side at få informationer om spillerens frygt, for på den måde at skræddersy spiloplevelsen med udgangspunkt i de ting, som gør spilleren bange i virkeligheden. Det fungerer rigtigt fint, selvom det til tider ikke har den største effekt, ud over at beslutte hvilken slags dyr, der skal forskrække en. Forskrækkelserne i spillet har også et meget morsomt element, da man kan slå en indstilling til, så man bliver filmet når man forskrækkes. Dette kræver selvfølgelig at man har et kamera forbundet til sin PlayStation, men det er lige før jeg vil anbefale i en investering i sådan et stykke hardware bare for denne feature. Det er umådeligt sjovt at se sig selv springe to meter op i luften, og selvom den lille røde lampe på kameraet tænder, når det begynder at optage, lægger man ikke mærke til det, før det er for sent. Man kan også via indstillingerne vælge at få vist hvor mange procent af spillerbasen, der har truffet de enkelte valg, mens man spiller, men jeg vil anbefale at man venter med at slå denne feature til indtil anden gennemspilning, da det kan ødelægge immersionen en smule.

Until Dawn er et af de spil, som man næsten er nødt til at spille igennem flere gange. Når man har gennemført spillet, hvilket tager ca. 10 timer, er det muligt at hoppe tilbage til et bestemt kapitel, hvis man har været træt af et valg man traf under første gennemspilning, men jeg vil dog anbefale, at man starter helt forfra, og på den måde får hele oplevelsen med. Der er dog en ting, der irriterer mig grænseløst efter tre gennemspilninger, og det er, at man ikke kan springe dialoger og cut-scenes over, især de til tider halvlange resuméer, som er lagt ind mellem hvert kapitel. Jeg kan forstå, at man er tvunget til at se det hele første gang man spiller spillet, men når man har oplevet historien et par gange, begynder det at virke en smule træls. Forhåbentlig vil muligheden for at springe filmsekvenserne over blive implementeret i en opdatering, men det er ikke sikkert, at det kommer til at ske.

Er du til gys og gru, og har du lyst til at skabe din egen historie, er Until Dawn det perfekte spil for dig. Det har en god længde, og indeholder alle elementerne af en god teenage-gyserfilm, hvor der er trukket inspiration fra både Saw-filmene og andre gode film i genren, og man kan gennem sine valg skabe et ganske unikt eventyr, som passer perfekt til ens eget temperament. Spillet har nogle få skønhedsfejl hist og her, men i helheden er det en fantastisk titel, som jeg varmt kan anbefale man spiller i selskab med andre fans af genren, da det ofte er underholdende at diskutere, hvilke beslutninger man skal træffe, og fordi historien er underholdende nok til, at man kan nyde den uden selv at have controlleren i hånden. Jeg vil også anbefale, at man spiller det efter mørkets frembrud, så man virkelig kan leve sig ind i den uhyggelige stemning, hvis altså man har nerverne til det.