Until Dawn

Det var på en varm sommerdag, at jeg kæmpede mig gennem København for at nå frem til stedet, hvor jeg skulle se nærmere på den kommende gysertitel Until Dawn. Jeg har aldrig været god til at håndtere chok i film og spil, så jeg gjorde mig mange tanker undervejs, mens jeg sad og svedte i toget. På den anden side var jeg meget begejstret for spil som Heavy Rain og Beyond: Two Souls, som begge er spil, som den kommende titel har været sammenlignet med af andre medier, så jeg besluttede mig for at fokusere på glæden ved dette aspekt, og krydsede fingre for, at jeg kunne forlade stedet med min værdighed i behold.

Jeg nået frem til destinationen, og det var med blandede følelser, at jeg blev vist ind i en lille mørk biografsal. Dette skyldtes til dels den behageligt kølige temperatur, som var i salen, men også det at skulle sidde alene på forreste række med et kæmpe lærred og surround-sound, så der ikke var så mange steder at gemme sig fra, hvad der udspillede sig på skærmen. Jeg tog en dyb indånding, og satte mig til rette.

Jeg fik at vide, at jeg ville spille to dele af historien. Først en bid helt fra begyndelsen, og derefter lidt fra et stykke længere fremme, hvor der var "mere gang i den". Jeg smilede nervøst, døren blev lukket, og jeg kunne ikke helt slippe ordene "gang i den".

Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre noget af historien i dette preview, da det er spillets store feature. Jeg kan dog nævne, hvad der allerede vides af offentligheden, og det er, at spillet handler om en gruppe unge mennesker, som tager på hyttetur i bjergene, og som udsættes for lidt af hvert under deres ophold. Præcis hvad de udsættes for kan jeg selvsagt ikke komme nærmere ind på, men dette skyldes også flere årsager end blot spoilers. Spillet er nemlig skruet sammen på så genial en måde, at man flere gange undervejs i historien afbrydes af små scener, hvor man skal tale med en psykolog (eminent spillet af Peter Stormare). I disse scener taler psykologen direkte til en som spiller, og kommer med forskellige spørgsmål, der skal hjælpe med at finde frem til ens dybeste frygt. Tror man på det overnaturlige, eller er man mere bange for en morder? Alle svar man giver hjælper spillet med at skræddersy oplevelsen, så det passer til ens gysersmag, og det lader til, at oplevelsen kommer til at variere meget for den enkelte spiller. Jeg er ikke sikker på, at de valg jeg traf egentlig havde den store betydning for den demo jeg spillede, da denne slags fremvisninger ofte er nøje planlagt på forhånd, men jeg ser frem til selv at sidde med titlen, og se hvor meget jeg kan skræddersy oplevelsen for mig selv, så spillet måske giver et mere psykisk gys, end blot konstante chok-effekter.

Det er ikke kun hos psykologen, der skal træffes valg. Under hele gennemspilningen skulle jeg konstant tage stilling til, hvordan jeg ville håndtere en situation, lige fra dialoger til hvordan jeg hoppede over et plankeværk, og selvfølgelig til hvilken sti i den mørke skov jeg valgte. Det er helt klart her, at man mindes om spil som Heavy Rain, og det at man ved, at hver figur man spiller som kan miste livet på grund af ens valg undervejs, gør bare historien endnu mere spændende.

En finurlig feature, som er kommet med i spillet, er at man kan finde små totems rundt omkring. De er alle farvekodede, og repræsenterer diverse mulige udfald af fremtidige situationer. Det er lidt svært at forklare på papir, især når man ikke må afsløre for meget af historien, men ideen er, at man kan få en lille varsling om, hvad et muligt udfald af en beslutning kan være, så man derefter kan reagere hensigtsmæssigt. De små totems fungerer også som collectibles, og som jeg forstår det, er det muligt at fravælge at se de syner de bringer, hvis man ønsker at gennemføre spillet på helt egen hånd. Vær dog advaret, at hvad der kan virke som det oplagte valg, kan gå hen og have store negative konsekvenser.

Det har været vidst et stykke tid, at spillet benytter sig af kendte skuespillere i nogle af figurrollerne, og navne som Hayden Panettiere og Peter Stormare har allerede været viftet for næsen af spilpressen. Store navne er dog ikke ensbetydende med gode skuespilpræstationer i spil, især ikke når det kommer til stemmeskuespillet, og jeg må desværre meddele, at jeg ikke var helt overbevist af præstationerne som helhed. Stormare gjorde det fantastisk, og hans ansigtsanimationer sad lige i skabet, men Panettiere så ofte livløs ud, hvilket også gjaldt mange af de andre figurer. Stemmeskuespillet var også meget ujævnt, og selve indspilningskvaliteten lå i ret stærk kontrast til alt anden lyd i spillet. Sidstnævnte kunne sagtens være forårsaget af højttaleranlægget i biografsalen, og jeg vil lade tvivlen komme udviklerne tilgode.

Selvom stemmeskuespillet var en smule ujævnt, vil jeg egentlig sige at det passede godt til spillets præmisse. Det hele er sat om som en klassisk amerikansk teen slasher-film, komplet med en skummel hytte i ødemarken, en flok hormonfyldte teenagere, og romancer på kryds og tværs, der nærmest bedst kan beskrives som kærligheds-femkanter. Det er plat på den gode måde, og denne titel vil helt klart tiltrække spillere, der også nyder at både grine og skrige mens de ser film.

Styringen i spillet var en smule speciel, og ændrede sig faktisk fra første til anden del. Dette skete nok, så jeg fik mulighed for at prøve de forskellige styremetoder, og de fungerede begge to fint. Det var blandt andet muligt at styre sin lommelygte med en analogpind, eller man kunne benytte sin af Dualshockens bevægelsessensorer, for at få en smule mere indlevelse. Det var et tydeligt levn fra den måde spillet oprindeligt var tiltænkt, at skulle styres på, nemlig med en Move-controller på PS3, og det var fint at se, at hovedidéen bag spillet ikke var blevet skrottet men blot opdateret.

Jeg havde kun en times tid med spillet, så der er desværre ikke så meget mere jeg kan fortælle om det, uden at ødelægge oplevelsen for jer. Jeg kan dog sige, at jeg nød spillet meget, og at dette var på trods af mine førnævnte kritikpunkter. Spillet som helhed fungerede godt, og måden hvorpå ens valg har en tydelig effekt på historien er fængende. Også det at spillet med et smil på læben taler direkte til en, når det skal lære mere om ens frygter, er gjort på en rigtigt underholdende måde, og udviklerne skal have ros for at turde at bryde den usynlige barriere mellem historien og spilleren. Jeg glæder mig i den grad til at se mere af spillet i fremtiden, og for dem af jer, som er interesserede i at købe det, når det udkommer sidst i næste måned, vil jeg citere Stormares psykolog med ordende: "Remember, it's only a game..."