Until Dawn

Ashley og Chris sidder på hver sin side af et bord. Kigger man dem dybt i øjnene, ser man frygt. Frygt, rædsel, smerte, galskab. Over deres hoveder roterer store savklinger, der langsomt bevæger sig nedad.

Ashleys hænder er tapet fast til stolen. Chris har en enkelt hånd fri, og foran den ligger en pistol. En galnings stemme lyder fra et uset sted: "Chris, you've been making bad decisions today. Now you have the choice again. One can survive: you or Ashley. Shoot her or yourself."

Og det er en beslutning, vi selv må tage, når vi spiller Until Dawn. En der kunne have været helt anderledes, hvis vi havde truffet andre valg op til. Måske.

Supermassive Games har taget et helt nyt Until Dawn med på Gamescom efter to års stilhed. Det er nu et PS4-eksklusivt gyserspil med et nyt twist. Otte venner er strandet på et bjerg under en vinterferie, og de opdager snart at de ikke er alene. Alting går forfærdeligt galt, og gennem spillet skal vi vælge hvem der lever, og hvem der dør.

Der er, siger udviklerne, hundredevis af forskellige slutninger på spillet. Mellem dem og spillets start er der rigeligt med moralske valg, som vi bliver stillet over for, mens vi udforsker spilverdenen efter spor om hvad der er sket her i bjergene.

Oplevelsen bliver drevet af samme spilmotor som Killzone: Shadow Fall. Historien er skrevet af to indie-gyserforfattere. Hver eneste figur kan dø eller overleve. Og død betyder død. Der er ikke noget med at skrue tiden tilbage, og det eneste tilgængelige save er dit seneste. Historien tilpasser sig disse forandringer.

Det er bestemt et spil kun for voksne, et der fokuserer på tre ingredienser: rædsel, skræk og væmmelse. Der er en konstant fornemmelse af rædsel, skrækken opstår gennem chok, og væmmelsen kommer fra de sjældne, blodige øjeblikke, som spillet gør så effektiv brug af.

Det hele foregår i tredjeperson. Udviklerne påstår at ansigtsanimationerne er "de bedste nogensinde", hvilket efter vores mening måske er at stramme den lidt - men man kommer ikke uden om at de ser fremragende ud. Gameplayet er langsomt, i stil med Beyond: Two Souls, Heavy Rain eller det første Resident Evil.

Din figurs gang er langsom, og bevæger man controlleren, drejer hans eller hendes hoved. Kameraet flytter sig automatisk for at sikre perfekt komponerede scener, der chokerer. Mange genstande i spilverdenen kan bruges og manipuleres når de er inden for dit synsfelt, markeret med et lille ikon.

Until Dawn er ét stort, historiedrevet puzzle. Genstande skal analyseres. Det indebærer at bladre gennem bøger, eller se en scene udfolde sig i et dukkehus - en der minder både Ashley og Chris om noget. Begge passer de perfekt på de karakterstereotyper, vi finder i dette hjørne af gysergenren - Avril Lavigne-klon og highschool-nørd. Vi finder ud af at de leder efter deres ven Sam, der er forsvundet.

Deres vej gennem den skumle kælder er konstant, truende underlægningsmusik, der subtilt og langsomt stiger i intensitet mens spændingen vokser, og pludselig og højlydt slår igennem under uhyggelige øjeblikke. Det er et klassisk genretrick, men det fungerer perfekt. Blandt andre effekter er nøje opsatte skygger, løbende insekter, knirkende døre og afdæmpede lyde. Forfaldne lokaler, hvor smukke lyseffekter skærer gennem edderkoppespind, antyder de maskinkræfter, der driver disse scener. Det er gode sager.

Igen og igen må du træffe valg, så som dem, man træffer gennem dialog, der afgør hvad der nu skal ske - om I deler jer op eller bliver sammen. Spillet skifter fra figur til figur, efterhånden som beslutninger deler gruppen.

Alt har konsekvenser, hver beslutning begrænser fremtidige muligheder, og alle fører mod vores mulige skæbne. Slutningen afgøres af de valg, vi træffer undervejs. En enkelt gennemspilning tager omkring ni timer, alle beslutninger er permanente, og forventningen er at hver spiller vil få sin egen oplevelse. Det er alt sammen ting vi har set før, men det ser ekstremt veludført ud.

Altså handler det om valg. Hvilket bedst eksemplificeres i den scene, der gik forud for situationen i starten af artiklen. Ashley og Chris bliver overfaldet af en psykotisk klovn, og Ashley hugger en saks, hun fandt lige inden overfaldet, i skulderen på klovnen og undgår dens angreb. En saks hun lige så godt kunne have ladet ligge på kommoden, hvor hun fandt den. Som det går, slår klovnen hende i hovedet, og skærmen bliver sort. Hvad er den nye konsekvens af hendes handlinger? Det må vi vente til næste år med at finde ud af.