Unravel

For de tydeligvis utroligt talentfulde udviklere oppe i det kolde nord hos Coldwood Interactive, har Unravel været lidt af et passionsprojekt. Dette står lige så klart for mig, som solen gør når den pibler frem i landskabet om morgenen. Dette var tydeligt for mig, da jeg havde færdiggjort spillet efter 6-7 timers spilletid, men det stod faktisk også allerede klart da jeg så det for første gang. Blandt samtlige afsløringer ved sidste års E3, stort som småt, var det Martin Sahlin's personlige præsentation af Unravel som jeg husker klarest. Dette var ikke nødvendigvis fordi at spillet så så specielt ud, men det var også manden selv, som så så nervøs ud på scenen, at det lignede at han var ved at kollapse. Han var passioneret omkring sin kreation, og det med rette.

Sahlin gav os ikke det normale PR-lort omkring "innovative oplevelser" og andet bavl. I stedet delte han sin barnagtige entusiasme omkring hans oplevelse på en camping-ferie med hans familie, hvor han skabte figuren Yarny, og hvordan han fotograferede den lille fyr i forskellige situationer ude i vildmarken, for at kunne skitsere hvordan spillet ville tage sig ud i den svenske natur. Sahlin og resten af holdet hos Coldwood elsker virkelig hvad de har gjort med spillet, og hver eneste frame skriger af respekt for deres egen kreativitet. Unravel er lavet af mennesker, og det er umuligt ikke at se hvor personligt det er.

Unravel er en puzzle-platformer hvor spilleren styrer Yarny, som genlever en gammel dames minder - minder der har forskellige temaer, følelser og steder i stedet for specifikke begivenheder. Spillet håndterer en lang række af disse forskellige følelsesmæssige temaer såsom glæde, familie og hjem, men også mørkere dele af følelseslivet som miljøskade, død, tab og beklagelse. Alle disse temaer blive vævet sammen i Unravel, og selvom disse ting ikke er fremmede for spilmediet, bliver det præsenteret så vagt i spillet, at jeg selv fik plads til fylde de tomme pladser ud med mine egne oplevelser, følelser og minder. Spillet fik mig til at huske og reflektere over de ting, som jeg ikke har tænkt på i årevis. Ligesom hytten ude i skoven i Halland, hvor min familie og jeg tilbragte mange somre, og duften af træ der brænder på bålet på en tilfældig efterårsaften under åben himmel. Unravel har vækket en del af mig, som jeg havde glemt fandtes, og det er derfor gået og hen og er blevet et personligt spil for mig. Det er noget, som ikke sker tit i disse dage.

Det sker tit at vi fokuserer meget på de forskellige spilverdeners æstetik, og hylder specielt dem der tager udgangspunkt i meget urealistisk kunst. Vi elsker at blive hyldet ind i umulige utopier og dystopier. Unravel viser os dog, at der findes en utrolig skønhed omkring os, hvis bare vi klemmer øjnene lidt sammen. Spillet er 100% baseret på miljøer, som vi svenskere lever i og er vant til. Det er endda fyldt til randen med genkendelige objekter, som mange os har i hjemmet. Unravel er meget nede på jorden på den måde, og det er meget sjældent at spillet bevæger sig uden for denne realistiske fantasi. At alt i spilverdenen er gengivet på så fotorealistisk vis gør ikke spillet kedeligt at se på, tvært imod, det gør det hjemligt.

Det er ikke bare en smuk oplevelse, med grafik der er til at dø for, og et udtryk der går lige hjertehulen, nej, det er også enormt morsomt. For dem der håber på et spil som Super Meat Boy, som er perfekt timet, hvor hvert hop er altafgørende, vil blive skuffede. Det er heller ikke ligesom Ori and the Blind Forest, nej, det er nemlig mere lineært, måske ligesom Limbo. Bare sjovere.

Puslespillene i Unravel er tit fysikbaserede, og er samtidig utrolig klogt sammensatte og designet. Spilleren finder hurtigt sig selv i nogle specielle situationer, hvor man skal bruge garnet som en lasso, for at manipulere miljøet på en bestemt møde, for på den måde at rykke Yarny fremad. Dette kan nogen gange også betyde, at man skal bygge en lille bro af garn, så du kan trille en lille dåse henover en kløft, som du senere hen skal bruge som trin, som derefter giver dig adgang til en højere afsats. Yarny er altid bundet til starten af banen, og skal konstant finde nyt garn for at kunne bevæge sig længere (bevæger han sig for langt forsvinder han helt, som spillets titel refererer til). I slutningen af hver bane, kan du se dine bevægelser igennem hele banen - kald det din "røde tråd".

Jeg nød virkelig min tid med Unravel. Det er et meget specielt og særligt spil, med smart puslespilsdesign, fantastisk æstetik og solide mekanikker. Dog er der ét problem, og det kan meget vel knuse spillets chancer for, at gå hen og blive en af de udødelige klassikere som det stræber efter. Det er nemlig, at vi har set alt dette før.

På gameplay-siden minder det mig om Limbo, og fysikken bag puslespillene tager ikke det genkendelige koncept til nye højder, overhovedet. Ja, vi får et anderledes perspektiv, fordi Yarny hele tiden skal passe med på, hvis han ikke skal falde sammen, men selve puslespillene er alle afarter af i forvejen etablerede strukturer. Dette er ikke engang første gang, at vi ser en hovedkarakter der kun består af garn.

Men bør vi bekymre os om dette? Jeg gør i hvert fald ikke. Selvom Unravel måske ikke er den mest unikke spiloplevelse som udkommer i år, er det lige nu og her, en af de fineste spil du kan købe for penge. Coldwood Interactive har, på trods af deres navn, skabt noget der både varmer hjerter, behager øjet og underholder hjernen, og for mig, der fortjener det et stående bifald. Godt klaret.