Unknown 9: Awakening

Nogle gange kan man få det indtryk, at spilmediet kun består af såkaldte AAA-spil med et gigantisk budget på blockbuster-niveau på den ene side og små indie-titler udviklet i en garage på den anden. I virkeligheden er spektret selvfølgelig meget bredere end det. En af de kategorier, jeg nogle gange kan lide at udforske, er titler, der kan klassificeres som AA. Det vil sige spil med en rimelig størrelse på både budget og udviklingshold, der henter tydelig inspiration fra de store drenge, men ikke nødvendigvis forsøger at skubbe de tekniske grænser på samme måde.

Dette var en af grundene til, at Unknown 9: Awakening pirrede min nysgerrighed, da det første gang blev afsløret. Her blev vi introduceret for en frisk IP med ret unikke miljøer og karakterer, men hvor spilmekanikken og omgivelserne minder om traditionelle action-eventyrspil i stil med Uncharted. Desuden er spillet en del af en større multimediesatsning, der omfatter en podcast, tegneserier, to bøger og »more to come«, som det hedder på <a href=»https://en.bandainamcoent.eu/unknown-9« target=»_blank«>Bandai Namcos officielle hjemmeside</a>. Det lyder som et lovende koncept, men efter at have tilbragt mange timer med Unknown 9: Awakening ville jeg ønske, at spillet havde fået endnu mere tid i ovnen, for revnerne og svaghederne er desværre alt for tydelige.

Centralt i handlingen i Unknown 9: Awakening er en hemmelig verdensorden og et alternativt tag på historien, som vi kender den. Den gamle Sahin-civilisation forsvandt for tusinder af år siden, og alt, hvad der er tilbage, er nogle ruiner og historierne om Unknown 9, de ni udødelige, som vogter over verden. Vi spoler hurtigt frem til Indien i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor vi møder Haroona, der søger at hævne sin mentor og samtidig befinder sig midt i en magtkamp mellem den skjulte orden Leap Year Society og deres udbrydergruppe Ascendants. Heldigvis er Haroona ikke bare en tilfældig person. Som en såkaldt Quaestor har hun evnen til at tappe ind i skyggeverdenen The Fold for at se skjulte spor, snige sig forbi fjender og bekæmpe dem, der leder efter hende.

Omgivelserne, der er en slags pulp-fortolkning af det tidlige 1900-tal, er en vigtig del af salgsargumentet, og på dette område leverer Unknown 9: Awakening varen. Blandingen af eksotiske steder, skjulte ordener, forsvundne civilisationer og en skyggefuld verden, som kun få udvalgte kan få adgang til, er godt lavet. Tilsæt revolvermænd, luftskibe, overdreven teknologi, der er langt forud for sin tid, og gamle flyvemaskiner, og følelsen af eventyr er næsten komplet. Hvis du ligesom jeg sætter pris på en god eventyrfilm med en søgen efter skjulte skatte og forsvundne civilisationer, er der en god chance for, at omgivelserne og historien her vil appellere til dig. Der er også et engagerende og interessant persongalleri, hvor The Witcher-skuespillerinden Anya Chalotra leverer en gennemgående god præstation i sin spildebut som Haroona. På mange måder minder det mig om de bedste aspekter af PlayStation 4-spillet The Order: 1886, en titel, der havde et lovende udgangspunkt og en spændende verdensopbygning, men hvor udførelsen ikke helt levede op til forventningerne.

Desværre er alt ikke lutter lagkage, når det gælder spillets fortælling, da det hele er pakket ind i forhastede overgange og mærkelig klipning mellem forskellige scener og steder. Filmsekvenserne virker ufærdige og har nogle mærkelige overgange. Det virker næsten som om, at udviklerne ikke havde tid nok til at afslutte, hvad de havde planlagt (i betragtning af at spillet var forsinket, er dette ikke en helt usandsynlig forklaring). Unknown 9: Awakening har en god nok historie, men med en endnu strammere instruktion kunne det have været endnu bedre, endda fantastisk.

En følelse af hastværk og et ufærdigt produkt er også tydelig i den visuelle præsentation. Unknown 9: Awakening forsøger ikke at skubbe til nogen grafiske grænser og sidder komfortabelt inden for Unreal Engine-rammen, men det kommer stadig med en skuffende lav opløsning og en masse partikelstøj i PlayStation 5-udgaven, der gør spillets præsentation til en lidt skuffende affære.

Spillet er også plaget af en ujævn frame rate, med mærkbar hakken ved indlæsning af shaders i overgange fra scene til scene. Desuden er der ingen mulighed for at vælge mellem Quality eller Performance Modes på konsol, hvilket betyder, at du i bedste fald er låst til en maksimal framerate på 30 billeder i sekundet. Andre problemer som den grynede opløsning af hår, skæg og kraftfelter eller de ringe ansigtsanimationer hos de fleste af NPC'erne trækker også betydeligt ned i oplevelsen og forhindrer spillet i at bringe den lovende verden til live på en måde, som den fortjener. Desværre er det heller ikke kun det visuelle, der halter, for spillet er jævnligt plaget af små og store bugs, der i værste fald kræver en genindlæsning.

På den rent mekaniske side af spillet er Haroonas eventyr et lineært actionspil. Man følger en bestemt rute, samler ting op undervejs og når frem til områder, der er fyldt med fjender, som man skal slippe af med. Som nævnt minder det om Uncharted-serien eller titler inspireret af Naughy Dog-klassikere som A Plague Tale: Requiem, men den store forskel er, at Unknown 9: Awakening byder på langt mere kreative og spændende stealth-mekanikker. Haroonas evner som Quaestor giver hende eksempelvis mulighed for at overtage fjenders kroppe, så de kan vende sig mod deres allierede, og med tiden vil du også kunne lave serier af sådanne overtagelser. Læg dertil evnen til at detonere eller sabotere artefakter på afstand og muligheden for at blive usynlig, og du har en god mængde værktøjer til at forblive uset, mens du udrydder dine fjender. Det er også at foretrække, for hvis du bliver set og kommer i slagsmål, viser Unknown 9: Awakening sig fra sin svageste side. Kampmekanikken er simpelthen for klodset og upræcis, og når dette kombineres med et sigtesystem, der opfører sig temmelig vilkårligt, bliver det en frustrerende del af spiloplevelsen.

Der er meget at sætte pris på ved Unknown 9: Awakening: Luftskibe, en skjult verdenshistorie, hemmelige ordener, varieret stealth-mekanik og en fantastisk setting tal for at nævne nogle få elementer. Med lidt mere tid, et større budget og mere finpudsning kunne dette have været et rigtigt hit af den bedste AA-variant, men desværre er spillet plaget af et dårligt kampsystem, en klodset instruktion og flere tekniske og visuelle problemer. Forhåbentlig får udvikleren Reflector flere chancer i fremtiden efter denne debut, for selvom det ikke er helt godt nok, så aner man dog det store potentiale.