Under Paris (Netflix)

Det er den tak vi som menneskehed får for at være stædige, lidenskabelige, beslutsomme og rabiate miljøforkæmper, der forsøger at redde den truede Mako-haj fra udryddelse ved at rydde op i den mikroplast der ødelægger verdenshavene. Ej, okay, det er måske os der har presset mange hajer til det yderste, til kanten af udryddelse sågar, men derfor synes det stadig lettere komisk at disse rovdyr skulle gå så langt som til at direkte lære at indånde ferskvand for at kunne tage havn, for ikke at tale om at svømme 3000 kilometer til Paris. Det er dog Under Paris' præmis, og nej, det er ikke en Sharknado-lite. Det her er en seriøs film. Mako-hajerne er kommet til Paris, og de kan indånde ferskvand. Tag den, climate change-skeptikere!

Under Paris er Netflix' nye store sommerfilm instrueret af manden bag Frontiers og The Divide, hvor en erfaren havbiolog og en flok blåhårede hipsteraktivister får nys om, at en næsten otte meter lang haj har fundet vej til Seinen i det centrale Paris, og bruger 49 minutter på at få borgmesteren og politiet til at tro på, hvad de siger. "Vi fortæller sandheden," råber disse karikerede, hyper-piercede og komiske demonstranter, og de følger det flere gange op med et "jeg ved, at der er en enorm dræberhaj i Paris, og den vil spise jer alle sammen!!!"

Ligesom i Spielbergs gamle superklassikere mødes skeptikere og bureaukrater med altruister og aktivister i en salig blanding af gamle, trætte hajfilmstroper, der er stablet oven på hinanden i en bunke slam på størrelse med Eiffeltårnet. Under Paris har, når det kommer til stykket, ikke en eneste ny idé, og de troper den bruger i stedet implementeres til mildest talt chokerende ringe effekt.

Netflix er efter min mening den regerende og mest overkommelige kvalitetsstreamingtjeneste af dem alle med langt det bedste udvalg med hensyn til både bredde, men også mindre projekter, perler og lokale produktioner. Men det er ikke til at komme uden om, at de i de senere år har været meget uheldige, eller måske bare dårlige, fordi hvert eneste manuskript, de spytter ud, nu trækkes ned af dum logik, dårlig dialog, papirtynde karakterer og den ene trætte kliché efter den anden. I Under Paris har instruktøren Xavier bare blandet det, han kan lide i Jaws og det, han kan lide i Deep Blue Sea, ændret omgivelserne til noget urbant (Paris, som du selvfølgelig allerede har opdaget) og krydret det med effekter, der ser ud, som om de udelukkende er lavet i Microsoft Word.

Det er noget vrøvl, det her. Rent vrøvl. De mennesker, vi skal holde med, er så dumme, at det er parodisk, logikken er så patetisk, at det er umuligt at gøre meget andet end at grine af elendigheden, og undervandsscenerne i Paris får Sharknado til at ligne en ILM-produktion.

Hajerne suser forbi uden vægt, størrelse eller tilstedeværelse, og ofte er vandet omkring deres kroppe så dårligt udført, at de mere end 20 år gamle computereffekter i Deep Blue Sea føles friskere. Det er dog ikke tilfældet med introen til Under Paris, hvor en flok dykkere farer vild under en marinbiologisk prøvetagning i det åbne hav. Her er effekterne bizart nok rigtig gode, og det samme er fotograferingen og atmosfæren, hvilket får mig til at tro, at denne del er lavet af et andet hold i en anden periode med et helt andet budget end resten af filmen.

For at blive i de maritime termer; styr udenom!