Uncharted: The Lost Legacy

Naughty Dog har dummet sig. Jeg troede aldrig, jeg skulle skrive den sætning, men der er ingen vej uden om. Da Uncharted: The Lost Legacy først blev annonceret, omtalte Naughty Dog det som en "singleplayer-DLC", hvilket i dag har fået betydningen: "lille udvidelse på omkring 1-3 timers spilletid". Jeg fik lov til at sidde med spillet i 40 minutter, og jeg nåede kun at kradse i overfladen: området jeg kørte rundt i, var det største Naughty Dog nogensinde har lavet, og produktionsværdien er hvad man kan forvente at se i en stor udgivelse fra studiet. "Singleplayer-DLC" beskriver derfor slet ikke The Lost Legacy. Og Naughty Dog har noget at indhente, hvis fans verden over skal indse det inden udgivelsen.

The Lost Legacy fortsætter på den sti som A Thief's End satte ud på. De tidligere kapitler i serien forsøgte at overgå, hvad der kom tidligere, ved at gøre de spektakulære momenter endnu mere spektakulære, men Uncharted 4 overgik sine brødre ved at bryde trenden: her skruede de ned for momenterne og fokuserede mere på karaktererne. De overnaturlige elementer, der ofte indtrådte mod slutningen af de tidligere spil (zombier i Drake's Fortune og monstre i Among Thieves) var ingen steder at finde i seriens fjerde kapitel, hvilket gjorde Nathans forsøg på at finde sin plads i verdenen mere troværdig og lettere at relatere til.

Og vores nye hovedperson er ude på en lignende rejse. At finde sin plads i verden er ikke altid et forsøg på at kigge frem - nogle gange må man afslutte det ens forældre startede for at kunne lukke et kapitel ordenligt. Chloes far var også arkæolog, men han fik aldrig afsluttet sin sidste udgravning. En opgave som Chloe har tænkt sig at afslutte. Med sig har hun Nadine, der efter hændelserne i Uncharted 4, er en familieorganisation fattigere, men stadig en formidabel kriger at have ved sin side. De er et umage par, og et modigt valg fra Naughty Dog, der oplagt kunne have valgt Sam og Sully som hovedpersonerne. Men deres historie er langt hen af vejen fortalt. Modsat er Chloe og Nadine relativt ukendte karakterer: Chloe kender vi fra både Uncharted 2 og 3, men hendes fortid er stadig et mysterium. Og Nadine, der ikke fik ordentlig tid til at udvikle sig i Uncharted 4, er The Lost Legacys største joker, og hende, jeg glæder mig mest til at lære mere om.

Modsætningerne mellem dem skinnede tydeligt igennem i den tid jeg havde med spillet. Chloe er glad for at improvisere og håndtere tingene som de kommer. Nadine derimod, har det bedst med at være i kontrol og have overblikket over enhver situation. Modsætninger er langt hen af vejen den vigtigste ingrediens i gode buddy-cop komedier, og selv om Nathan ikke er til stede til at smide en sarkastisk kommentar, så kan du allerede glæde dig til de venskabelige diskussioner mellem Nadine og Chloe. Hvis du frygtede Uncharted uden en Nathan Drake ville fjerne de sarkastiske kommentarer, kan du godt ånde lettet op. Chloe er lige så leveringsdygtig som Nathan, og Nadines "no bullshit"-attitude er den perfekte ledsager. Dialogen er lige så skarp som man forventer af studiet.

Og det er vigtigt, for det område jeg kørte rundt i, var det største Naughty Dog hidtil har lavet. Derfor var samtalen i bilen mellem destinationer nok til at få mig til at sænke farten, så jeg var sikker på, jeg fik det hele med. Selv om man denne gang kører rundt i Indien, er det svært ikke at tænke på Madagaskar fra Uncharted 4. Bilen er endda den samme. Men selv om meget ligner sig selv, prøver Naughty Dog stadig nye ting af. Madagaskar var stort, men der var kun én destination. Der var flere veje til destinationen, men alle veje førte til Rom, som man siger. I The Lost Legacy er der flere destinationer, jeg kunne vælge imellem. Forestil dig fire templer spredt ud over kortet, og selv om du skal besøge alle fire for at bevæge dig videre i historien, så vælger du selv rækkefølgen. Det kan virke som en lille detalje, men det gav mig en større følelse af kontrol, og jeg elskede det faktum, at jeg efter min tid med spillet, talte med de andre journalister, der havde valgt en helt anden rute end mig. Spilleren vælger selv sin rute, og Naughty Dog formår konstant at have kontrol over historien. Sådan implementerer man store områder i historiedrevne spil.

De større områder betyder også mere plads i enkelte skudkampe. Og mere plads betyder muligheden for at snige sig helt forbi fjenderne uden at trykke på aftrækkeren. Drake's Fortune tvang dig ofte til at kæmpe mod bølger af fjender, hvor du i A Thief's End enkelte gange kunne springe skudkampene over. Det er en designfilosofi, de har arbejdet videre på i The Lost Legacy, hvor det langt hen af vejen vil være muligt at snige sig forbi fjenderne, hvis man ønsker at spare på patronerne. Jeg prøvede at snige mig forbi begge skuddueller, jeg var ude i, og fejlede spektakulært begge gange, så jeg må bare tage Naughty Dog på ordet, når de siger, det er muligt. For spillere der ønsker at være mere i kontrol - og som ikke ønsker at gøre Chloe til en massemorder som Nathan - er muligheden for at skære ned på drabene en velkommen udvikling. Uanset hvor vanskelig den spillestil er.

Uncharted: The Lost Legacy er Uncharted når det er bedst. Meget ligner sig selv fra Uncharted 4: A Thief's End, men det er bestemt ikke et kritikpunkt. Samtidig har de eksperimenteret en smule med deres fortællestil ved at gøre verdenen mere åben - i hvert fald det kapitel jeg prøvede - og Chloe og Nadine er et tilpas anderledes og underholdende makkerpar, at oplevelsen nok skal føles frisk. Naughty Dog dummede sig, da de omtalte The Lost Legacy som en DLC, for selvfølgelig kan de ikke holde sig tilbage fra at udgive noget større. Og det er præcis hvad The Lost legacy er: noget større.
Det er beviset på, at Uncharted-serien sagtens kan overleve uden Nathan Drake. Der var endnu en sætning, jeg ikke havde regnet med at skrive.