Uncharted 3: Drake's Deception

Inden du nu eksploderer ved synet af karakteren til højre vil jeg gerne lige lægge låg på eksplosionen. Uncharted 3 er blændende godt. Men Naughty Dog ligger som de har redt. De sælger spillet som en filmisk oplevelse, og derfor vurderer jeg det som en sådan.

Vi har efterhånden været en del igennem, Drake og jeg. Sammen har vi rejst til steder, som folk kun drømmer om - fra de dybeste regnskove på Borneo til verdens tag på Himalaya. Vi har kæmpet mod krigsforbrydere, skurkagtige briter, mystiske og bedrageriske femme fatales og hvad der føles som en hel hær af navnløse lejesoldater. Denne gang er det dog anderledes.

En sort Jaguar accelerer kraftigt, akkompagneret af lyden af hvinende dæk, væk fra den underbelyste og smalle sidegade. To pistolskud runger hult og krakelerer den stilhed, der dovent hviler over Londons gader. Der, blandt bøjede skraldespande og i en magelig bunke affald fra den lokale pub, ligger Nathan Drake og hans tro følgesvend Victor Sullivan i sorte jakkesæt og livløse kroppe. Fra brystet og maven spreder den mørkerøde blodplet sig udover den hvide skjorte som en daggammel rødvinsplet.

Sådan begynder det tredje kapitel i Uncharted-serien, der siden udgivelsen af det første spil i 2007 har kombineret Tomb Raider og Indiana Jones-filmene i en herlig nyfortolkning. En fortolkning hvor eventyret går over stok og sten, og historien altid tager førersædet. Så hvis du, kære læser, havde en vag forestilling om, at det tredje kapitel i serien skulle bryde med den tradition, så tager du grusomt fejl, og hurra for det. For det tredje spil i serien er, stadigvæk, en rigtig god fortælling, hvor Naughty Dogs evner udi spildesign og deres erfaring spiller sammen i et hidtidigt højdepunkt for serien og udvikleren. Eller gør det? For samtidig med at serien rammer nye højdepunkter, lurer gamle spøgelser og nye fejl i krogene.

I Uncharted 3 er Drake og Sullivan på sporet af Drakes forfader, Sir Francis Drake, der i sin rundrejse rundt om jorden for den engelske dronning Elizabeth skrev om en sagnomspunden by i midten af ørkenen. En ørkenens Atlantis og kilde til umådelig rigdom. For at finde denne by må Drake gå igennem ild, vand, sand og diverse andre elementer man kan tænke sig. Der er ret svært eller rettere sagt umuligt at tale om historien, både på grund af diverse mundkurve og restriktioner, men også fordi at det ville ødelægge oplevelsen af spillet markant for andre. I stedet vil jeg blot skrive, hvad jeg mener om historien i forhold til spillets gameplay, der som enæggede tvillinger følger hinanden hånd i hånd.

I et spil, hvor historien fylder så meget i forhold til struktur og udtryk, er det ikke for meget forlangt, at den skal sidde lige i skabet. Uncharted-serien har været en af de bærende kræfter for historiefortælling i disse moderne spiltider. Desværre for Uncharted 3 lever spillets plot ikke op til sine forgængere i den ombæring. I stedet for en skarp og stringent opbygget historie med et klart mål og velrundede figurer, så sejler den fremad med figurer, der enten har et indbyrdes forhold vi ikke må kende til, eller som bliver hemmeligholdt for os til det næste spil i serien.

Var der tale om et ugentligt afsnit af en tv-serie, så var det gået an. Men i et almindeligt spil fungerer det ikke rigtig. Jeg sidder tilbage med flere spørgsmål end svar. Hvorfor må jeg ikke få at vide hvad der skete mellem Elena og Drake siden sidste spil? Hvorfor er skurken overhovedet ond, og hvad driver hende til at være det? Historiefortællingen lever ikke helt op til det niveau, man kan forvente.

Et eksempel er Drakes traven gennem ørkenen, hvor man som spiller skal føle håbløsheden, men i stedet ender man bare med at kede sig, da scenen ikke bidrager væsentligt til historien. Man føler sig hensat til at være tilskuer og ikke spiller. Andre gange føles det som om man er gået glip af en mellemsekvens, og der er ærgerligt, især når vi ved hvad Naughty Dog ellers kan præstere.

For kvaliteten er jo tilstede i dette spil, ligesom den har været i spillene, der kom før. Når Drake forcerer en kæmpe skibskirkegård, der med sin rustne og industrielle konstruktioner i stål vrider sig igennem vandet, kan man nærmest mærke lugten af havvand i næseborene. Det er hamrende flot, og man kan let forestille sig det underskønne artwork, der er blevet realiseret og gået fra tegnebordet til 3D-motor. Sådan er stort set alle spillets baner, og uanset om man flygter ud af et forfaldent og brændende chateau i Frankrig eller i bedste Jason Bourne-stil jagter skurke igennem Yemens travle forretningsgader, imens politi og lejesoldater er i hælene på en, så glider spillets baner i en smuk og højspændt kæde af rigtig gode og intense oplevelser.

Det, som Naughty Dog har tilført spillet, er nemlig et skud tiltrængt energi. Når gameplayet tager sin lidt sædvanlige form, i en afveksling mellem udforskning og gåder og skyderi fra cover som i Gears of War, ja så finder udviklerne lige et ekstra gear i motoren til at binde det hele sammen med. Det er disse oplevelser, der faktisk ender med at stå stærkest i hukommelsen, og når man ser det, forstår man tydeligt hvorfor. I flæng kan nævnes et flystyrt i midten af ørkenen, en jagt igennem dale på hesteryg, en flugt fra en synkende og stjålet færge og et tilbageblik i fortiden. Sådan kunne man blive ved, og der skal lyde ros for, at have tænkt spillets elementer ind i en større ramme, der sætter perspektiv på spillets handling og spændingskurve. Det er hamrende flot, og tager nærmest vejret fra en.

Det fungerer nemlig rigtig godt, og det er med til at bryde skyde- og gådesekvenser, der efterhånden virker lidt slidte i betrækket. Bevares, der er masser af nye våben med god tyngde, varierede fjender plus at der er blevet tilføjet et par nye funktioner, så man f.eks. kan smide granater tilbage i hovedet på fjenden. Selvom det grundlæggende stadigvæk er rigtig sjovt, så er måden hvorpå spillet veksler mellem skyderi og udforskning ret simpel, og hvis det ikke var for de føromtalte sekvenser, ville man med stor sandsynlighed kede sig hen imod spillets slutning.

Så kan man jo i stedet kaste sig over spillets multiplayer, der tilbyder flere forskellige muligheder alt efter ens temperament. Denne gang er der både mulighed for at spille mod kammeraterne over nettet og på den samme skærm. Sidstnævnte i form af spillets co-op, der i alt tilbyder en håndfuld baner fra alle tre spil. Det kan på det kraftigste anbefales ikke at have for store forventninger til dette, for det er ærlig talt noget underligt og halvfærdigt sjusk. Det er stadigvæk underholdende, da spillets grundform med at skyde, genoplive hinanden og løse nogle opgaver er gode, men undskyldningen for at gøre det, den særskilte co-op historie, er helt i skoven.

Uden mål eller mening er det isolerede gode ideer, men man har prøvet at binde det op på spillets univers og karakterer, og det skulle man have ladet vær med. Havde man så blot i stedet anerkendt, at det er ideerne fra skraldespanden, som der ikke var plads til i det fulde spil, a la Spec-Ops i Call of Duty, så havde det været en vinder. Men det er svært at tage det seriøst, når spillet fedter rundt i forskellige baner, uden sammenhæng eller andet, der kunne gøre det interessant. Her skulle man nok have kigget Valve lidt i kortene, og skruet co-op delen sammen så den i fremtiden kan stå for sig selv, hvis det var det man havde ønsket.

Det positive er dog, at man tjener point og stiger i level for sine eskapader, så man i tandem med spillets andre multiplayer modes kan købe nyt gear, våben og killstreaks. Så langt, så godt og der er egentlig ikke noget nyt under denne sol, men det fungerede jo altså også fremragende i sig selv. I skrivende stund er det stadigvæk en afart af betaen, vi har spillet, så der kan være enkelte ændringer og opdateringer til den endelige version. Dog er der et mindre kritikpunkt, som gør sig gældende for både multiplayer og singleplayer. Ved hektiske ildkampe, når fjenderne står på spring og skud og granater fyger i luften, så er det en rigtig dårlig beslutning, at lægge knappen for rullefald sammen med den for cover. Det er frustrerende at skulle bøvle med cover systemet, selv for hærdede spillere, og det skaber altså unægtelig frustration.

Når det så er sagt er multiplayeren meget fornemt udført, og med baner hentet fra kampagnen kan man kæmpe på gamle borge og i Londons undergrundsbaner, og den umiddelbare oplevelse tegner til en hurtig og intens multiplayer, der sagtens kan stå for sig selv og spilles i lang tid fremover. I hvert fald lige indtil det næste Uncharted står for døren.

Ser vi på den tekniske side af sagen, er Uncharted: Drake's Deception et imponerende bekendtskab. Selvom det er den samme grafikmotor, der driver værket, er der denne gang blevet kastet nogle ressourcer efter det føromtalte ofte eminente banedesign, der ligesom sin forgænger blander de herlige historiske og detaljerede miljøer med fantastiske effekter udi lys, skygger, ild, røg og hvad der ellers hører sig til. Der er selvfølgelig enkelte smuttere, hvor banedesignet bliver stereotypt, gråt og skabelonskåret, men med spillets længde på ca. 8 timer kan man ikke rigtig beklage sig.

Der er enkelte steder, hvor teksturer loader langsomt, og Naughty Dogs brug af skybox, som er en teknik til at lave baggrundsmiljøer med, er langt fra at være spændende, hvilket bryder oplevelsen en lille smule. Det samme kan siges om kameraet, der ikke altid arter sig i indendørs miljøer, når man står omringet af fem-seks fjender. Lyden er så til gengæld af høj kvalitet, og både stemmeskuespil, musik og effekter går op i en meget høj enhed, der afspejler miljøerne, karaktererne og de begivenheder, der finder sted på skærmen. Der er dog enkelte gange, hvor musikken godt kan opleves mere som en indikator for den action, der foregår på skærmen, end et egentligt lydbillede, men det hører sig til det samlede indtryk og er i småtingsafdelingen.

For denne anmelder har det bærende i Uncharted-serien altid været historien. Men hvad så når den gode historie ikke længere er helt så god? Man kunne være ligeglad og hævde, at spillets kvalitet er af så uset kaliber, at historiens svagheder er underordnede. Det mener jeg ikke, da historien er lokomotivet, der skubber toget fremad, ned af sporet og videre. Hvis vi ikke ved, hvor toget kører hen, hvorfor skulle vi så være interesserede?

Uncharted 3 er et spil af meget høj kvalitet og absolut anbefalelsesværdigt, men det er ikke nødvendigvis den spilmæssige åbenbaring, som mange havde håbet på.