Umbrella Corps

Medmindre man har opholdt sig under en stor mørk sten, har det nok været svært at overse Capcom's meget fremtrædende fokus på deres Resident Evil-franchise det seneste halve års tid. Stort set samtlige spil har eller er ved at få remasters, og afsløringen af et lovende Resident Evil 7: Biohazard og dertilhørende demo, som så dagens lys under årets E3-messe, har i den grad vist, at den japanske spiludvikler satser stort på zombier i 2016. Det er et modigt sats, ikke mindst fordi fans af serien efterhånden er blevet ret udbrændte over den action-orienterede retning serien har taget i de seneste års tid, og selvom Capcom lader til at have forstået dette med Resident Evil 7: Biohazard, som gerne skulle vende tilbage til survival horror-rødderne, har de alligevel valgt at udgive deres seneste Resident Evil-spil Umbrella Corps, der tager alle elementer af hvad man kan kalde et gyserspil, og kaster det overbord til fordel for rendyrket multiplayer-action.

Det er ikke første gang Capcom har eksperimenteret med multiplayer-spil i Resi-universet, da vi tilbage i 2012 fik det meget undervældende Resident Evil: Operation Raccoon City. Allerede dengang konstaterede fans af serien, at denne spilgenre ikke egnede sig særligt godt til det ellers dystre og stemningsfulde univers, og den enorme kritik gjorde, at mange regnede med, at Capcom havde lært deres lektie. Desværre tog man fejl, og resultatet er endnu et udvandet multiplayer-spil, som ikke rigtigt kan finde ud af hvilken genre det selv hører ind under, og som skuffer på stort set alle fronter.

Udadtil virker hovedidéen bag Umbrella Corps til at være et taktisk tredjepersons shooter-spil, hvor man spiller to små tremandshold mod hinanden, og hvor man skal gøre brug af sine omgivelser og sin snilde for at sejre. Idéen kunne også gå hen og være interessant, hvis altså selve gameplayet understøttede denne spillestil. I stedet for gennemtænkte og taktiske kampe, ender runderne i Umbrella Corps nemlig altid med at udvikle sig til hovedløse arenakampe, hvor folk sprinter rundt og pløkker løs mod hinanden, hvilket i de fleste tilfælde viser sig at være den bedste taktik. Dette skyldes blandt andet spillets helt afsindigt dårlige cover-system, der fastlåser ens figur på en måde, så man ikke kan reagere hvis man flankeres, da man ikke kan sigte til siderne eller bagud, og fordi det tager for lang tid at "slippe" coveret igen, når først man sidder klistret fast bag det. Det sker også alt for ofte at ens figur slet ikke er tilstrækkeligt skjult bag et cover, hvilket resulterer i, at man nemt kan blive skudt fra alle vinkler, mens man ingen chance har for at undgå kugleregnen.

Uden et fungerende cover-system er den bedste taktik for overlevelse i spillet at holde sig i bevægelse, men selvom udviklerne har forsøgt at undgå, at spillerne bare sprinter rundt i banerne ved at implementere en radar hos alle spillere, der afslører larm, er banerne så små og radaren så forvirrende, at man sjældent kigger på den. Det er også muligt at dukke sig mens man løber, hvilket resulterer i en lille forringelse af ens figurs hastighed til fordel for en reduktion i larmen man laver, eller ligefrem kravle rundt på maven, hvilket figurerne gør i en absurd høj hastighed for stillingen, men det kan sjældent betale sig, da ens chancer for overlevelse i Umbrella Corps ofte hænger direkte sammen med ens hastighed og ikke ens usynlighed.

En af grundene til at hastighed spiller så stor en rolle, er at skydemekanikkerne ikke fungerer særligt godt. Man kan vælge at skyde fra hoften eller benytte sigtekornet, hvilket er et system, som vi kender fra mange andre spil i genren, men i det øjeblik sigtekornet tages i brug, ryger ens bevægelser ned i sneglefart, og man bliver en meget stillestående skydeskive for de andre modstandere i banen. Det hjælper heller ikke at spillets hit-detection er så dårlig, at forsøget på et headshot ofte er ligegyldigt, og at en ukontrolleret skudsalve fra hoften oftere bringer succes, end et præcisionsskud gør.

Mange af problemerne med spillets hit-detection lader til at komme fra en varierende men dog konstant grad af lag i multiplayer-kampene. Jeg oplevede adskillige gange at ramme en modstander flere gange i hovedet på klods hold med en shotgun, hvorefter jeg selv døde af modstanderens skud, som først et par sekunder senere døde af sine skader. Det er et kæmpe problem i et multiplayer-spil når den slags sker, og frekvensen af disse hændelser er høj nok til, at man får lyst til at kyle sin controller efter skærmen.

Nu er der også et alternativ til at skyde sine fjender i Umbrella Corps. Ud over en masse forskellige typer granater, som man kan kaste i modstandernes retning, er der også den meget upopulære Brainer-økse. Øksens upopularitet stammer nu ikke fra dem, som bruger den, men rettere fra dens ofre. Brainer-øksen er Umbrella Corps' altødelæggende melee-våben, der forvandler enhver spiller til en massemorder på ingen tid, takket være dens evne til at dræbe en modstander i et enkelt slag, og fordi den låser sig fast på et mål på temmelig lang afstand, hvilket gør den enormt nemt at ramme med. Ens bevægelseshastighed forøges også drastisk, når man har øksen i hånden, og det er ikke svært at løbe frontalt mod en fjende, der skyder panisk i ens retning, og alligevel ende som sejrsherre, på trods af at være blevet ramt op til flere gange under angrebet. Det er ufatteligt, at udvikleren har valgt at implementere så kraftigt et våben i spillet, ikke mindst fordi samtlige spillere er udstyre med en, hvilket resulterer i, at mange runder ender i den rene øksemassakre.

Rent grafisk er Umbrella Corps et tilforladeligt spil. Det er ikke grimt, men heller ikke noget man falder på halen over. Animationerne er en smule stive og figurmodellerne er ret uinspirerede, men omgivelserne er ganske fine, og fanger atmosfæren fra de oprindelige spil temmelig godt. Faktisk skal spillet have lidt ros, da banedesignet er ganske pænt, og fordi størstedelen af dem er inspirerede af områder fra de tidligere spil i serien. Især banen i Raccoon City, hvor man løber rundt ude foran den velkendte politistation vækker mange gode minder, og om ikke andet kan Umbrella Corps bringe lidt nostalgiske følelser op i en gammel fan af serien. Desværre er mængden af baner ikke overvældende, og nostalgien falmer derfor hurtigt, når man besøger området for tiende gang.

Ud over de få baner, er der heller ikke det store at finde i form af game-modes. Multiplayeren er delt op i to afdelinger, hvor den ene kaldes One Life Match, der fungerer meget som navnet antyder det, som en kort team deathmatch uden respawns. Den anden del kaldes Multi Mission, og her gennemgår man flere runder fordelt på forskellige modes, og hvor respawns er tilladt. Her er der i alt otte modes, der spænder fra alt til det kill confirmed-inspirerede Collar War til det lidt mere spændende DNA Hunter, hvor en superzombie skal nedlægges, og dens DNA indsamles. Desværre er mange af de forskellige modes forvirrende at finde rundt i, og overser man den lille tekst med ens objective i starten af runden, kan det være svært at finde ud af, hvad man egentlig har gang i. Lidt flere baner og game modes ville være velkomne, da man ret hurtigt begynder at kede sig med det udvalg, man finder i spillets på nuværende tidspunkt.

Der er et gameplay-element, jeg endnu ikke har berørt, nemlig inklusionen af zombier i banerne. Dette element er udover banerne selv det eneste, der rigtigt giver en indikation af, at man spiller et Resident Evil-spil. Formålet med zombierne har tydeligvis været at skabe lidt dynamik i, hvad udviklerne angiveligt havde forventet, ville være taktiske kampe. Hver spiller er udstyret med en zombie-jammer, der gør dem usynlige for zombierne, men bliver ens jammer skudt eller sat ud af spil af en modstanders jammer buster-granat, må man tage kampen op mod horden af levende døde mennesker, hunde og sågar krager. Idéen lyder ganske god på papir, men desværre fungerer det ikke rigtigt i praksis, da man sjældent overlever en skudduel, hvor ens jammer sættes ud af spil, og da zombierne er temmelig nemme at undvige, hvis først uheldet er ude, og det alligevel er psykopaten med brainer-øksen fra det andet hold, som udgør den største trussel.

Hvis ikke det fremgår tydeligt på nuværende tidspunkt, er Umbrella Corps ikke noget godt spil. Det havde måske været tilgiveligt som en påduttet multiplayer-komponent til et singleplayer-spil i Resident Evil-serien, men som et standalone-produkt fungerer det bare ikke. Der er ikke det store at finde i form at holdbarhed i spillet, og det kedelige unlock-system med meget få kosmetiske muligheder ud over farver og en håndfuld hjelme gør, at figurerne virker generiske og uinspirerede. Heller ikke spillets såkaldte singleplayer-del kan redde det, da der på ingen måde er tale om en reel kampagne, men rettere en serie af challenge-modes i form af time-trials og enmands horde-modes. Jeg afslutter ofte mine anmeldelser med at anbefale spiltitler til forskellige typer fans af enten genrer eller serier, men med Umbrella Corps kan jeg ikke se, hvem jeg skulle anbefale. Mit råd er i stedet at man væbner sig med tålmodighed, hvis man hungrer efter mere Resident Evil-gys, og venter på det næste spil i serien ser dagens lys, og at man styrer langt udenom denne titel.