UFC Undisputed 3

Det er tydeligt, at Yukes føler de har noget at bevise, efter at have fået mere tid end tidligere til at arbejde på det nyeste spil i UFC-serien. Allerede i løbet af de første minutters spil viser de således, hvordan der er blevet føjet masser af ekstra detaljer til præsentationen, hvordan karaktererne nu har fået lidt flere grafiske lækkerier, samt hvordan mulighederne for selv at sætte sit præg på spillet er blevet flere.

Det virker nærmest som at stige direkte ind i en igangværende samtale, og tempoet sænkes ikke før alle detaljerne er blevet forklaret. For at gøre det hele lidt mere imødekommende, har halvdelen af sportens kommentatorhold, Mike Goldberg, fået til opgave at forklare det hele, og hans tydelige beskrivelser af de forskellige funktioner giver faktisk god introduktion til seriens mange muligheder.

Ligeledes er det smart, at enhver ny karriere i UFC Undisputed 3 kræver, at man gennemgår et par træningsmissioner, som viser at man har styr på den basale styring, for har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med serien, er der meget at lære. Måske fordi spillets kampsystem og styring er så radikalt anderledes fra enhver anden titel i genren, har man denne gang yderligere rakt en velkommende hånd ud til nye spillere, ved at tilbyde en forsimplet version af gulvkampssystemet. De mange bevægelser og submissions kan nu klares ved simpelt at trykke op eller ned på det højre analogstick, for henholdsvis små og store bevægelser. Vil man hellere bruge det originale og mere detaljerede system, er det naturligvis også muligt.

Som tidligere er det på trods af så forskellige muligheder som Title Mode (tab tre kampe og du er ude), Tournament Mode (deltag i en turnering) og Ultimate Fights Mode (genoplev nogle af de største kampe fra UFC og Pride), er det i Career Mode, at du vil ende med at bruge størstedelen af din tid. Udvikleren har revurderet den tidligere variant af denne spilmulighed, og der er derfor et par overraskelser i vente for serie-veteraner.

Træningssystemet, som er hvor du specialiserer og forbedrer din atlet, lader dig ikke længere selv bestemme hvor meget tid du vil sætte af til træningen og den efterfølgende hvileperiode. I stedet bliver man mellem hver kamp givet såkaldte "Actions" som bestemmer hvor mange træningssessioner man kan nå. Disse "Actions" kan bruges på enten "Training Sessions" som forbedrer dine grundlæggende færdigheder, "Camp Sessions" som kan lære dig nye tricks, og "Game Plan" som kan give dig store færdighedsbonusser, hvis du sørger for at udføre tre forudbestemt mål i den efterfølgende session.

På trods af at systemet er forsøgt mere strømlinet, er der dog på ny nogle problemer som gennemhuller det hele. For det første er der så mange forskellige statistikker, at det kan være svært at finde ud af hvilke, der helt præcist påvirker hinanden. Dette besværliggøres yderligere ved, at næsten alle former for træning både giver plus- og minuspoints, hvilket i sidste ende betyder, at man ender med en middeldårlig figur, hvis man forsøger at sammensætte en velbalanceret en af slagsen. I stedet tvinges man til at specialisere sig, og det virker en smule mystisk, når eksempelvis George St. Pierre kan gå i ringen og vise topkarakter inden for alle discipliner.

Muligheden for at tilslutte sig en af de mest populære træningssteder fra virkeligheden er god, men antallet af disse klubber er meget lille, og man må undre sig over, at eksempelvis Xtreme Couture, Roufus Sport, Team Deathclutch eller Nova Uniao ikke er nogen steder at finde. Bedre bliver det heller ikke af, at de fleste af de tricks, man kan lære hos dem er af så overdreven karakter, at man enten aldrig får brug for dem eller blot bør ignorere dem, fordi de får enhver kamp til at se ud som noget fra The Matrix.

I ringen virker alt velkendt, og uanset om du har specialiseret dig i gulvkamp eller stående kamp, er målet at få modstanderen til at give op. Udvikleren har gjort et stort arbejde ud af at fortælle om alle de nye detaljer, der er blevet tilføjet kampsystemet, men alt for få af dem er desværre at mærke. Eksempelvis jublede jeg, da jeg første gang hørte, at det denne gang skulle være muligt at få modstanderne til at give op ved brug af spark til kroppen og benene.

Det undrer mig dog, at jeg stadig kan levere mere end 20 spark til en modstanders ben, vel og mærke efter at have specialiseret min atlet inden for dette emne, uden at det gør en mærkbar forskel. Alle, der havde forventet at gå i ringen som en Edson Barboza eller Pat Barry og uskadeliggøre deres modstander med et par velplacerede spark til benet, kan altså godt tro om igen. Det er skuffende, at den hurtigste, nemmeste og mest effektive måde at vinde en kamp stadig er at træne sine hovedspark og hooks, høvle løs og så ellers vente på at modstanderen går i gulvet, når nu der ellers er så mange andre muligheder i sporten.

Et andet element, der denne gang er blevet gjort meget ud af at fortælle om, er tilføjelsen af Pride-ligaen. Selvom den japanske variant måtte lukke dørene tilbage i 2007, er vi mange, der aldrig har glemt de fantastiske turneringer, der blev gennembruddet for kæmpere som Mauricio "Shogun" Rua, Wanderlai Silva, Mirko "CroCop", Antonio Rodrigo Nogueira og mange andre. Heldigvis er der dog hældt så mange kræfter i denne del af spillet, at det næsten er som at opleve ligaens storhedstid igen.

Tilføjelsen af Pride byder på et andet regelsæt, hvor spark og knæ er tilladt, selvom modstanderen ligger på gulvet, en 10 minutter lang første runde, samt noget lignende en boksering i stedet for en octagon. Det er lidt ironisk, at disse ændringer til kampsystemet faktisk giver en mere mærkbar forskel end de finere detaljer, som udvikleren ellers har brugt mere tid på at snakke om. Yderligere er det simpelthen fantastisk lækkert, at THQ har sørget for, at denne del af spillet bruger Bas Rutten og Stephen Quadros som kommentatorer. Helt sublim bliver stemningen dog først ved, at man har hyret den uforglemmelige Lenne Hardt, eller "crazy pride lady" som japanerne kalder hende, til at introducere atleterne på sin helt unikke vis.

Tag ikke fejl: UFC Undisputed 3 er et bedre spil en forgængerne og føles meget mere som en egentlig efterfølger end den opdaterings-smagende efterfølger, vi sidst blev budt på i form af UFC 2010 Undisputed. Alligevel er det dog skuffende, at der ikke er sket en større udvikling, skuffende at de nyheder, der er blevet snakket så meget om, egentlig bliver ignoreret af spillet selv, og skuffende at kampsystemet stadig er så gennemskueligt.

Genrens udvikling har betydet, at et spil som UFC 2010 Undisputed i dag ville have scoret en langt dårligere karakter, og den selvsamme udvikling betyder også, at UFC Undisputed 3 selv med sine forbedringer ender med at få en lavere karakter end det forrige. THQ og Yukes har bestemt fat i den lange ende, men det virker stadig som om, de ikke tør flytte sig særlig langt fra det fundament, de støbte med det første spil. Før det sker, er det svært at forestille sig et UFC-spil, der til fulde lever op til sportens potentiale.