UFC Undisputed 3

Vi lander i Las Vegas tidligt om morgenen. Byen sover. Efter at være checket ind på The Cosmopolitan oven på en begivenhedsløs flyvetur fra Chicago, gør vi os klar til en dag hos UFC.

En taxa tager os fra hotellet til The Ultimate Fighter Training Center, kun få minutter fra Las Vegas Strip. Jeg bliver helt kåd alene ved synet af Zuffas provisoriske træningscenter. Årsagen er selvfølgelig, at jeg har gransket alle stedets detaljer i tv via reality-serien The Ultimate Fighter, i hele tretten sæsoner.

Vel indenfor bliver vi mødt af Chad Mendez, Urijah Faber og Chael Sonnen. Der bliver uddelt shorts, UFC-trøjer og sparring-handsker. Sonnen fortæller os, at vi skal træne med dem. Kickboxing og wrestling, tydeligvis. Jeg får sved på panden. At træne brydning med dobbelt diskusprolaps... Mod Faber, tilmed. Det kunne ende skrækkeligt.

Nogle journalister træner. Andre spiser sandwiches og fotograferer lokalerne. Jeg er en af dem, der bruger mere tid ved frokostbordet end ved bunken med shorts. Vores fotograf Måns overvejer at træne med Urijah, inden han skifter mening og beslutter sig for at filme mig, mens jeg prøver at lære at bokse med en boksebold. Det går ikke videre godt. Min finmotorik er ikke ligefrem noget at prale med.

Et par timer senere fragtes vi tilbage til hotellet. På natklubben Marque har UFC og THQ arrangeret middagsfest. En stribe UFC-kæmpere er på pletten, og overalt på gulvet står demomaskiner med beta-versionen af UFC Undisputed 3. Gamereactor er blandt de første til at nuppe en controller, og kaster os umiddelbart ind i den nye Pride-del. Øjeblikket efter slentrer Dana White (UFC-præsident) ud på gulvet med en mikrofon i fast greb. Han taler om de fremskridt, der er gjort i UFC Undisputed 3, samt hvor stolt han er over samarbejdet med THQ.

Vi venter tålmodigt på præsentationen, som er en anelse... overdreven. Mildest talt. Under nogle af disse presse-events føles det næsten som om visse udgivere/udviklere går ud fra at vi i spilpressen ikke har nogen anelse om hvad det er for et spil, vi har rejst i 16 timer for at se. Jeg har anmeldt seks MMA-spil siden 2001. Jeg har set 130 events. Jeg kender til UFC Undisputed 3, og jeg har læst om nyhederne.

Efter en times gameplay-tid og lidt snak med minglende UFC-kæmpere, tager jeg fat i Dana til nogle spørgsmål. Jeg starter med at spørge ham hvad han synes skiller sig mest ud i den tredje del af Undisputed-serien.

"Det er et helt nyt, helt anderledes spil. Vi har lavet alt om fra bunden, og det er meget bedre end UFC 2010".

Jeg kan virkelig godt lide UFC-chefen Dana White. Jeg har mødt ham et par gange, og hans entusiasme for sporten og karismatiske udstråling er smittende. Trods dette kræver det al min viljestyrke ikke at vende øjne, da han under vores interview forsøger at forklare mig at UFC Undisputed 3 er et helt nyt spil, som er radikalt anderledes i forhold til forgængerne.

Jeg har nemlig brugt de seneste to timer på at spille UFC Undisputed 3. Jeg har afprøvet den opgraderede spilmekanik, testet nogle-og-tredive nye fightere, samt prøvet de nye Pride-regler. Undisputed 3 føles uden tvivl som det bedste mixed martial arts-spil, jeg nogensinde har prøvet. Helt klart en forbedring i forhold til sidste års UFC-spil. Men det føles ikke udpræget anderledes. Faktisk slet ikke.

Spilstudiet Yuke's har en fortid som udvikleren bag Smackdown vs. Raw-serien. En spilfølgeton, der over ti år ikke har ændret sig særlig meget. Ifølge nogen slet ikke. Lidt nye kæmpere og et opgraderet menusystem er vel i grunden det, der udgjorde nyhederne fra år til år. Hvad angår UFC Undisputed, er opgraderingerne mellem de forskellige opdateringer større, men ikke særligt radikale.

UFC Undisputed 2010 bød på en anelse bedre styring sammenlignet med 2009, online-baseret træningsdel samt et bedre system til at slås i clinch. UFC Undisputed 3 indeholder yderligere forbedringer omkring striking-systemet, en ny submission-funktion samt en efterspurgt Pride-del. Jeg spørger Dana hvorfor Pride Mode ikke var med i de tidligere spil.

"Det handler om timing. Vi ville gøre noget rigtig godt ud af Pride, når vi endelig besluttede os at tage det med i spillet, og til Undisputed 3 mener vi, at vi har ydet denne legendariske organisation retfærdighed.

Jeg tror det grundlæggende handler om at EA Sports inkluderede traditionelle bokseringe og japanske mixed martial arts-regler i EA Sports MMA, hvilket nu får UFC og THQ til at gøre det samme. En analyse som Dana med glæde tramper i stykker:

"Slet ikke. Vi købte Pride for flere år siden, og lige siden starten på denne spilserie har vi haft planer om at inkludere det i Undisputed".

Dana vil ikke snakke mere om EA's konkurrerende produkt, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at tvinge ham. EA's udfordrer floppede fælt, og der gik ikke mange måneder før de besluttede sig helt at droppe MMA igen. Undisputed-serien har derimod solgt som varmt brød, og med tanke på Pride-delens tilkomst, bliver det nok også tilfældet denne gang. Pride-mode føles desuden godt. Rigtig godt.

Præsentationen er lige i skabet, og stemningen emmer virkelig af Pride. Man kan benytte både soccer kicks og headstomps i Pride Mode, samt knæ mod hovedet på liggende modstandere. Det er ikke regelændringer, jeg som regel bryder mig om, men i Pride hører det sig til. Ellers føles Undisputed 3 vældig, vældig bekendt. Man kan mærke små forskelle i timingen, og samtlige kæmpere har bedre lige slag, hvilket har elimineret de der mærkelige situationer i sidste års version, hvor man nærmest øjeblikkeligt havnede for tæt på hinanden i en slagduel. Det endte med at man stod på 12 centimeters afstand og kastede halvskæve albuer mod hinandens hager. Også grappling føles smidigere og bedre.

Clinchen er let at styre. Man får hurtigere og en anelse mere tydelige signaler fra sin fighter om hvad der sker, og det er ikke længere lige så enkelt eller tilfældigt at vinde over sin modstander via submission. I tidligere dele har det i princippet kun handlet om hvem der kunne rotere den venstre styrepind hurtigst, når det kom til submission kontra submission-forsvar. I Undisputed 3 har Yuke's taget denne kritik til sig, og har udviklet et helt nyt system, der ved første indtryk virker for svært. For svært på den forkerte måde.

Hver gang man tager greb om en af modstanderens kropsdele, dukker et ottekantet symbol op på skærmen, og hele strukturen minder om et puzzle-spil hvor timing og præcision afgør hvorvidt man formår at låse sin modstander eller ej.

Langs siden på ottekanten løber to farver, en blå og en rød. Hver kæmper styrer hver sin prik. For den spiller, der har aktiveret grebet, gælder det om at holde sin prik over modstanderens. For den spiller, der er nede, handler det om at følge farven i ottekantens side med sin prik. Det bliver en katten-efter-musen-leg, som jeg ikke rigtig synes passer ind i et fighting-spil, selvom jeg stadig synes submission-systemet var for tilfældigt i foregående spil.

Jeg spiller et par kampe mod den tidligere UFC-mester Urijah Faber. Han har øvet sig, det kan mærkes. Jeg slås som Dominick Cruz mens Faber slås som sig selv. Jeg spørger ham om det ikke føles mærkeligt at styre en virtuel udgave af sig selv i Undisputed 3.

"I starten føltes det vildt underligt, det må jeg medgive. Men samtidigt smigrende og sjovt. Og jeg er meget tilfreds med at de har formået at genskabe mine store hvide tænder, desuden".

Derefter slår han mig ud med et spark til hovedet, og siger, "er det ikke meningen at du skulle være ekspert i det her?"

Jeg skammer mig en smule, men formoder samtidigt at Urijah har trænet lidt ekstra med UFC Undisputed 3, bare for at kunne banke spilpressen. Joe Lauzon ser også rigtig skarp ud. Også han udfordrer mig til en kamp. Men finder ikke sig selv blandt de tilgængelige kæmpere.

"Jeg er tilsyneladende ikke med. Hvilket er pudsigt... Det må jeg lige snakke med UFC om. Forhåbentlig har de tænkt sig at inkludere mig i spillet.

Nogle timer senere har jeg talt med Rampage, Chael Sonnen, Joe Lauzon, Chad Mendez og Chuck Lidell. Alle lader til at kunne lide det nye spil. Og ja, det kan jeg også. UFC Undisputed 3 er ikke nogen radikal ændring. Det er ikke "helt anderledes". Det er en lille men nagende god forbedring at et i forvejen glimrende mixed martial arts-spil.