UFC 2

Få ting er ifølge UFC-legenden Chuck Liddell lige så dybt tilfredsstillende som at uddele en reel kæberasler. Derfor er det ikke så mærkeligt at sporten mixed martial arts (MMA) med organisationen UFC i spidsen hurtigt er vokset sig til en gigant i sportsverdenen. Men hvor sporten har haft eksplosiv succes, har det været lige modsat med spil baseret på UFC. De har været nogle træge oplevelser hvor det blandt andet har føltes som om man sloges under vand.

Det var et stort problem i forgængeren, og det var et stort problem i de UFC-spil, der blev udviklet af Yuke's dengang THQ havde rettighederne. At rulle rundt på måtten og udøve grappling og "ground and pound" er ganske enkelt ikke nogen let ting at simulere, og eftersom simulation synes at være i højsædet i disse spil, har udviklerne historisk forsøgt at løse det problem på forskellig vis. Det var dét, jeg var mest spændt på at se hvordan EA ville klare i forgængeren, om de formåede at genskabe den eksplosive intensitet, følelsen af liv og død, og hvordan rigtig grappling fungerer.

Det skal siges at UFC 2 umiddelbart er et uhørt flot spil. Jeg tror knapt mine øjne når Jon Jones og Anthony Johnson træder ind i buret, hvorefter Herb Dean råber "fight!" og kampen går i gang. Hvordan de lister omkring hinanden, forsigtigt prøver hinanden af inden det hele for alvor går i gang. Jeg tænker for mig selv at det her er det flotteste sportsspil jeg nogensinde har set, hvorefter Bones leverer et sanseløst spark i Rumbles ansigt.

Og i det øjeblik falder illusionen fra hinanden. Så længe jeg kan huske har jeg været kritisk over for fighting-spil udviklet i vesten, idet animationerne sjældent lever op til standarden. De er altid lavet så de ser godt ud hver for sig, men de hænger sjældent sammen med hvad der er sket forinden og hvad den anden figur gør. Flydende animationsafbrydelser og sammenhængende animationskæder stråler ved deres fravær. Dette er også et problem i UFC 2, hvor kæmperne nøjagtigt som i forgængeren opfører sig robotagtigt stift og aldrig sælger illusionen af ægte MMA. Det her er et spil, der ser bedre ud på billeder end i bevægelse.

Det er et problem man også kan mærke i selve gameplayet, for i forsøget på at få så meget af sporten med som muligt har man nemlig lavet et system til at rette angreb mod bestemte kropsdele. Det gør styringen enormt kringlet, og sammenlignet med UFC 2's styring er det barneleg at sætte en 100-combo i Killer Instinct. Der er intet flow når jeg sigter efter forskellige dele af modstanderens krop, og til tider fryser angrebene, når de rammer, som om spillet ikke rigtig ved hvad der nu skal ske.

Sidstnævnte er især tydeligt i replays, hvor kameraet ofte skrider i svinget og har svært ved at gengive hvad der lige er sket. Læg dertil at kommentatorene er sløje og har svært ved at følge med i kampen, med tvivlsomme referater som resultat, og så kommer jeg aldrig rigtig til at tro på at det er en spændende kamp der udspiller sig i oktagonen.

Her er en god træningsdel, der gennemgår alle de tricks og muligheder her er til rådighed. Jeg foreslår at man rent faktisk tager den alvorligt og gennemgår den grundigt for at få størst muligt udbytte af UFC 2. Det her er ikke et spil man bare samler op og uddeler prygl i. Man er nødt til at vide hvad man laver. Når det er sagt, så har jeg haft flere sjove kampe med mine venner inden de rigtig fangede konceptet og derfor gled omkring som Greased-up Deaf Guy fra Family Guy, uden jeg rigtig kunne ramme dem. Umuligt i virkeligheden, men her afhænger spillet i høj grad af at begge parter spiller "som man skal" for at man får gode kampe ud af det.

Når det er bedst, og træneren råber fra ringhjørnet, publikum brøler og kommentatorne er med på hvad der foregår, så lyder ser og føles UFC 2 som det skal og giver herlige adrenalinsus. Men alt for ofte er det ikke sådan det foregår. Intensiteten mangler, slagene lyder som om man slår med skumgummipinde, og udholdenhedsmåleren gør kampene lidt for statiske. Fuldtræffere giver vidt forskellige resultater fra gang til gang, og efter lidt vand og vaseline i pauserne glemmer modstanderen ofte, at han lige har fået tonsvis af tæsk.

Jeg foretrækker jiujutsu-delen, hvor spillet overgår fra traditionelle fightingpremisser til noget mere minispilslignende, hvor det hele tiden handler om at være på med angreb, at holde fast i sin modstander og være opmærksom på modangreb. Det kan blive utroligt spændende, selvom det ikke rigtig formidler følelsen af fighting.

UFC 2 er bedst når du spiller mod en kammerat, der er på omtrent samme niveau, for så kan det til tider blive rigtig sjovt. Men her er selvfølgelig også singleplayer. Karrieredelen er det mest indlysende at kaste sig over, men den er desværre fantasiløst udformet. Du enten vælger en fighter eller laver en selv, og derfra starter du på bunden og skal arbejde dig til tops. Det minder om konceptet fra Fight Night-serien og har ingen dynamik overhovedet.

På det punkt har de senere års WWE-spil været betydeligt bedre, idet de har fokuseret på et genopleve berømte karrierer. Giv mig noget med en historie frem for en oplevelse, der føles som UFC-verdenens udgave af at tage alle kørekortene i Gran Turismo for syttende gang. Hvorfor ikke lade mig upleve Chuck Liddells karriere med obskure klip, kæmpe mig gennem alle vigtige kampe og tage del i mægtige promos?

Her er også en variant af Ultimate Team, hvor du bygger en stald af fem fightere som du skal føre til tops. Den kan man også spille alene, men det er selvfølgelig bedst hvis du konkurrerer med andre online. Hvor populært det bliver på sigt, tør vi ikke sige. Dertil er her noget kaldet Live Events, hvor du kan tippe på hvordan det vil gå i virkelighedens UFC-events, og gode spådomme giver dig point som du kan forbedre din fighter med. En ret original ide, der dog mere føles som et sjovt tillæg end noget man køber et spil for.

Det virker til at EA har lyttet til den kritik de fik efter forgængeren. Brydning på gulvet er lavet om, her er mere indhold og fyldt med klassiske og aktuelle kampe. Men det er stadig ikke godt nok. Der er brug for mere fokus på selve fightingen og mindre på alt det omkring den. Man skal være UFC-fan for at synes det her er sjovt. Men er man det, og har man længtes efter at uddele stryg i en digital oktagon, så kan det her gå an.