Ty the Tasmanian Tiger

Havde der eksisteret en manual til hvad ethvert platformspil som minimum skulle indeholde, ville der ikke være nogen tvivl om hvor udviklerne bag Ty: the Tasmanian Tiger (Ty) havde fået deres inspiration. Ty er et ekstremt ordinært platformspil, der ikke synes at byde på en eneste ny ide, og dette er ganske simpelt ikke acceptabelt på en konsol, som er også er hjem til platformspillenes godfather: Mario. Ty er, som navnet siger, en tasmansk tiger der oven i købet synes at have en smule attitude. Efter at have set sin familie forsvinde i kampen mod den onde Boss Cass, beslutter Ty, i samarbejde med en flok venner bestående af alt lige fra en gammelklog papegøje til en opfindsom koalabjørn, at denne Boss Cass står til en gang boomerang prygl, og eventyret kan begynde.

En tiger til de mindste
Som det på nuværende tidspunkt gerne skulle stå klart, er dette et spil der med højeste sandsynlighed vil tiltale det lidt yngre publikum, og der bliver da også lige fra spillets første øjeblik, sørget for at alle kan følge med. Spillet starter langsomt ud med et par baner, der mest af alt minder om en længere tutorial. Enhver der har spillet et platformspil vil kende til de fleste af Ty’s tricks, og man kommer hurtigt til at ønske at der var mulighed for at sprænge disse baner over. Når spillet dog er sikker på at have lært spilleren alle Ty’s bevægelser, bliver friheden lidt større, og det egentlige spil fortsætter herfra i et jævnt tempo. Krystaller skal samles, fjender skal besejres via Ty’s boomeranger, og hemmeligheder skal opdages.

Nu med ekstra boomerang
Spillets verden er baseret på den australske ødemark, men på trods af at man her har en rig baggrund for et spilunivers, er implementeringen for tynd. Grafikken synes at være det eneste der egentligt har draget fordel af den australske baggrund, for selve spillets forløb kunne sagtens have udspillet sig i ethvert andet platformspil univers. Specielt synd er det at Ty’s våben: boomerangerne, ikke er udnyttet bedre.

Grafikken og lyden i Ty, formår på bedste vis at blende sig ind i den omgivende verden, forstået på den måde, at disse to elementer også kun sjældent formår at hæve sig over det middelmådige. Lyden består primært af en anonym baggrundsmusik der bliver kombineret med et par skrig og skrål, fra Ty og fjenderne. Grafikken har derimod sine højdepunkter. Udviklerne har heldigvis haft fat i det store farvespektre, og har med stor generøsitet strøet om sig med alskens farver. Den kulørte, og til tider flotte verden forlænger spillets holdbarhed, og gør at man nogle gange glemmer spillets manglende kompetence i andre henseender.

Røgslør og ligegyldighed
Tidligere platformspils succeser som Jak and Daxter og Ractchet and Clank har vist at originalitet ikke er en nødvendighed, hvis udviklerne formår at give spillet en ordentlig finpudsning. Her mangler udviklerne bag Ty dog tydeligt den samme kompetence som Naughty Dog og Insomnia. Jak and Daxter overbeviste med sin størrelse og verden, og Ractchet and Clank ligeledes med sine mange fjender og lækre våben. Ty har sit australske tema som sin største force, men når dette ikke er implementeret dybere i det egentlige gameplay, formår spillet ikke at overbevise.

Efter et par timers spil står det klart, at det australske tema kun er et tyndt røgslør for et meget ordinært platformspil. Boomerangerne fungerer som alle andre projektil våben, Ty’s bevægelser er alle prøvet i tidligere platformspil, og selv de forskellige bosser man regelmæssigt skal kæmpe mod, synes at være set før. Derfor står Ty: The Tasmanian Tiger, tilbage som et platformspil der kun bør erhverves af folk der endnu har de store klassikere i genren til gode.