Twisted Metal

Et andet syn

Af Emil Ryttergaard

En anakronisme er ifølge den nudanske ordbog en ting, der er utidssvarende, enten fordi det er forældet, eller fordi det er forud for sin tid. At definere noget som en anakronisme afhænger dog helt og holdent af øjnene der ser. Twisted Metal er i manges øjne en hyleskæg arkaderæser, hvor grænserne for ødelæggelse næsten er uendelige. Som en modpol kunne man anlægge den kritiske anmelderbrille og rynke på næsen af den afstumpede voldsforherligelse og den barnlige undskyldning af en historie. Det kommer helt an på øjnene der ser, og elsker man at sprænge ting i luften, svarer det direkte til den proportion af morskab, der er at finde i Twisted Metal. Så simpelt er det, og med det i mente er det noget nær umuligt at vurdere om Twisted Metal generelt er tidssvarende eller ej. Men er det sjovt?

Svaret er kun et delvist ja. For det kræver sin tid og flid at blødgøre sig til Twisted Metals jernhårde kompromisløshed - hvilket både taler for og imod spillet. Historien er en af de ting, der taler imod, da den let kunne være skrevet på bagsiden af et enkelt stykke toiletpapir. Igennem ligegyldige CGI-cutscenes serveres fortællingen om den modbydelige og skizofrene psykopat Sweet Tooth og hans forvandling fra hverdagens banale familiefar med isbil til en altødelæggende dødsklovn. I sin iver for at slå sin egen datter ihjel, har han tilmeldt sig Calypsos Twisted Metal-turnering, der lader vinderen få et ønske opfyldt. Senere får man også lov at udfylde skoene på Mr. Grimm og Dollface, men det ændrer ikke ved, at det på alle måder er en ubehagelig, apatisk og dårlig fortalt historie, selvom fans af serien uden tvivl vil føle sig hjemme. Det kommer an på øjnene, der ser. Men historien er en formidabelt dårlig undskyldning for at smadre spillets baner til ruiner og modstanderne til ukendelighed.

Her skal man til gengæld finde spillets store kvaliteter. Kampene er tilpas hektiske og våbnene er tilpas varierede til at bringe kaos i al dets afskygninger. Man kan optjene nye våben, køretøjer og færdigheder, og alt i alt er det med til at krydre mulighederne og sikre merspilsværdien. Med et fint heavy-metal soundtrack, der dog gerne måtte komme lidt længere frem i lydsporet, så spiller det teknisk yderst velfungerede hele vejen rundt. Den kunstige intelligens har dog gledet i en bananskræl på sin vej til skiven, for den er mildest talt dummere end dum. Der skulle i hvert fald ikke mange kampe til at forstå, at det er spilleren, der udgør den primære motor i turneringens dødscirkus, imens AI'en sejler rundt som en statist i manegen.

Spillets vekslen imellem de forskellige modes er dog med til at trække op, og især Electric Cage er et hektisk bekendtskab. Her skal man kæmpe inde i en afgrænset zone, hvor man bliver meget bevidst omkring banernes ellers udmærkede design. Pointen er dog, at den sikre zone hele tiden flytter sig, og en timer tæller ned, så snart man er udenfor zonen. I denne spilmode spiller alle dele af gameplayet sammen, og det føles vitterligt her som et racer- og kampspil. Når man endelig fyrer en raket i ansigtet på den sidste modstander og pulveriserer ham efter at have ræset banen tynd, og triumferende kravler hen over målstregen, så føles det virkelig fedt. Ligeledes brillerer spillets bosser, hvor man får sat sin sag for og størrelsesforholdene og den hektiske kattens leg med musen skaber en god dynamik.

Men der er også andre spilmodes, der ikke giver samme gode succesoplevelse. I Juggernaut skal man jagte en mystisk lastbil, der kører på må og få gennem banerne og spawner nye fjender hele tiden. Denne mode viser hvor ligegyldigt og intetsigende Twisted Metal kan være og det bliver hurtigt en lang sej kamp, hvor AI'en doserer morskaben efter mindstemålet. Vi må heller ikke glemme onlinemulighederne, som vores norske kollegaer ganske rigtigt påpeger er spillets store styrke. Onlinedelen løfter dog ikke spillet til nye højder, men redder det i stedet på målstregen. Kaosset bliver sat rigtig fint i scene og den grumme og tåbelige AI glemmes hurtigt, også selvom ikke alle baner egner sig lige godt til alle spilmodes. Men opbygningen med levels og nye unlockables fungerer jo ganske glimrende og giver masser af grobund for at vende tilbage.

Desværre kan det ikke matches af teknikken. Netkoden har nemlig forvoldt udvikleren en del problemer, og selv efter flere patches undslipper man ikke de lejlighedsvise lags og i værste tilfælde drop- og timeouts. Det skal da også lige nævnes, at spillet ikke flotter sig synderligt i forhold til at skabe lækre rammer for onlineoplevelsen. Hovedtiden af spillets onlinedel foregår i kedelige menuer koblet med det enerverende mix imellem lirekassemusik og heavy metal, imens man står i stampe i en tør servermenu. Hold nu op, hvor er det grimt, og det er mildest talt oldnordisk og løbet over ende af et utal af spil i stort set alle genrer og afskygninger.

Rigtig dumt bliver det desværre først, når man prøver Quick Match-funktionen. Funktionens navn bør tale for sig selv, og derfor er forundringen og sidenhen frustrationen også desto større, når man finder sig selv ventende i det samme menusystem, som når man finder et spil manuelt. For loader man ikke ind i et halvtomt spil, så bliver man oftest forvist til at vente på at den igangværende kamp slutter, da man ikke kan hoppe ind i ranked spil. Sådan skruer man altså ikke en drop and play-funktion sammen. Sådan noget skal bare fungere uden nogen dikkedarer, og det er under al kritik at se igennem fingre med sådan en brøler. Når man først er kommet igennem netværkets uransagelige veje og spiller mod menneskelige spillere, så kører det sådan nogenlunde med enkelte fartbump på vejen. Men Twisted Metal står på baghjulene for at forny selv seriens største styrke, og det gør det meget svært at tildele seriens nyeste spil nogen større klapsalver.

For gud, hvor havde det været skønt, hvis der blot havde været én ny original tanke at finde et sted. For sandheden er, at Twisted Metal ikke gør noget som helst nyt eller forsøger at gå i nye retninger. Ødelæggelsens monster kan være nok så fascinerende, men ligesom at Duke Nukem Forever stod med et ben i fortidens spildesign, føles Twisted Metal som et langt kig i historiebogen uden tanke på udvikling, der peger fremad for serien. Med en dødssyg og usympatisk historie og et glimrende, men også brugt og minimalt tweaket gameplay, er der ikke blevet taget nogen som helst chancer. Det begræder jeg meget, da David Jaffes erfaring fra God of War nærmest skriger til himlen om at menneskeliggøre eller i det mindste bringe nye elementer i spil, så galskaben ikke stod mutters alene.

Hovedløshed behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig ting, og ligesom hverdagens små pauser har man brug for det fra tid til anden. Herfra kunne man godt slutte, at Twisted Metal i og for sig opfylder dét, der står på pakken. Hverken mere eller mindre, og i det lys havde Twisted Metal været perfekt som en downloadtitel. Men den automobildrevne psykopati bobler ganske enkelt over efter tyve minutters spil. Hjernen tager sig en ufrivillig ferie her, og for alle andre end de mest indgroede dødskaretpuritanere vil Twisted Metal ikke bibringe meget andet end hovedløs hovedpine og armod. Til gengæld får fansene af serien lige hvad de efterspørger, og det er vel aldrig en dårlig ting. Det handler som bekendt om øjnene, der ser.

6/10