Twin Mirror

Selvom vi nu har ramt en ny generation af konsoller med PlayStation 5 og Xbox Series X, så er det også vigtigt at holde fast i fortiden. Grafiske adventure games, der har eksisteret siden spilbranchen tog sin spæde begyndelse på monokrome monitors, har holdt ud i årtier og undervejs genopfundet sig selv mange gange for at fortælle gribende historier på friske måder. I de seneste par år har Dontnod Entertainment været en del af denne udvikling og stået bag flere spil, der på forskellig vis har pustet lidt liv i genren. Fra Remember Me over Life is Strange-serien til Tell Me Why og nu Twin Mirror har det franske studie formået at kombinere god historiefortælling med simpelt og effektivt gameplay. Twin Mirror er dog et sving i denne ellers lige vej. For hvor det bevarer mange af de tidligere spils kendetegn, så stikker det også i en ny retning for studiet. Men er det lige så overbevisende som sine forgængere?

Vi befinder os i Basswood, en tidligere mineby i West Virginia. Sam er en tidligere undersøgende reporter, der måtte flytte fra byen, da hans artikler om den lokale mine førte til dens lukning og en række angreb på hans person. Han er dog tvunget til at vende tilbage til begravelsen af Nick, hans bedste ven og tidligere kollega, der omkom i en bilulykke. Omstændighederne omkring ulykken er noget mystiske, og derfor beslutter Sam - opmuntret af Nicks datter Joan, der også er hans egen guddatter - at undersøge ulykken. Samtidigt tvinges Sam til at konfrontere sin fortid i form af tidligere minearbejdere, der er alt andet end begejstrede for hans tilstedeværelse, og Anna, en kvinde der før stod ham nær. Hjemkomsten åbner gamle sår, og Sam i selskab med Dobbeltgængeren (en mystisk indre "fantasiven") forsøger ikke kun at kaste lys over Nicks død, men også sit "indre selv", som han altid har haft et anstrengt forhold til.

Der er to elementer de fleste Dontnod-spil har til fælles: det ene er udforsknings komponentet, og det andet, der typisk komplimenterer det første, er en overnaturlig kraft, der er med til at skille hovedpersonen ud. I det første Life is Strange kunne Max spole tiden tilbage, og her har Sam en evne kaldet "Mind Palace." Grundet sin imponerende evne til at huske detaljer og sine imponerende analytiske evner, kan Sam bruge information til at løse puzzles ved at gøre brug af sin omfattende mentale database til at lave deduktioner, som en anden Sherlock Holmes. Ved at samle alle spor i en scene kan Sam skabe en mental konstruktion af begivenhederne og begynde at formulere teorier. Hvor mekanikken virker sjov i starten, så går der ikke længe før det bliver en anelse kedsommeligt. At Sam først skal samle alle spor, formulere en hypotese og derefter komme med sin udredning, gør udforskningen både langsom og kluntet. Det hjælper heller ikke, at løsningen ofte virker helt åbenlys, hvilket gør den lange proces en anelse overflødig.

Hvad der yderligere sætter tempoet ned i forhold til mekanikker, er dialogen med de andre karakterer i Basswood. Hvad du svarer og siger, påvirker din relation til disse karakter, hvilket sender din efterforskning i forskellige retninger og påvirker den information, du får adgang til - det kan derfor betale sig ofte at tjekke menuen, der indeholder et overblik over de karakterer, du har snakket med. Vælger du de rigtige dialogmuligheder - der nogle gange bliver foreslået af Dobbeltgængeren, som du selv vælger, om du vil lytte til - fører ofte til interessante oplysninger, men det er også en møjsommelig proces. De fleste side-karakterer er desværre ikke særligt spændende at snakke med. De virker flade og en anelse karikerede, hvilket skuffer, da Dontnod ellers plejer at levere karakterer med mere dybde.

Og det samme gør sig desværre også gældende for Sam og hans Dobbeltgænger. Sam virker som en fastlåst karakter, ude af stand til at udvikle sig. Hvad der mangler er en indre rejse og udvikling, som man kunne forvente af en hovedperson i sådan en historie. Til sidst blev jeg endda lidt træt af Sam, om end mange af hans karaktertræk forklares senere i spillet, men det er ikke nok til at gøre ham interessant. Det samme gælder for hans Dobbeltgænger, som jeg til sidst valgte bevidst at ignorere. Selv ikke mekanikerne der relaterer til de moralske valg, du skal træffe, virker til at have nogen nævneværdig effekt.

Ud fra et rent narrativt synspunkt er Twin Mirror ikke overbevisende, men den tekniske og visuelle side fortjener dog ros. Takket være brugen af Unreal Engine ser Dontnods nyeste adventure ganske imponerende ud med fine lyseffekter og en høj detaljegrad. Stilen er langt fra den fotorealisme, som mange andre spil sigter efter, men det var heller aldrig intentionen. Jeg oplevede heller ikke nogen tekniske problemer. Spillet kører smukt og præsenterer på dette område en klar forbedring fra deres tidligere udspil.

Twin Mirror har alle kortene på hånden til at blive et stort eventyr: en mordgåde, en provinsby fyldt med skjulte skeletter, en hovedperson med en mystisk fortid. Men desværre tager det aldrig rigtigt fart, og det lykkes ikke at skabe et emotionelt bånd med spilleren. På overfladen er spillet mere imponerende end de foregående Dontnod-spil, men dets hjerte - plottet og karaktererne, der altid har været studiets styrker - banker ikke helt så stolt som tidligere. Det er ikke noget dårligt spil - langtfra - men det mangler det særlige touch, som vi ellers forventer fra studiet, og virker i længden en kende uinspireret. Det langsomme tempo (på trods af at selve spillet ikke er langt), en mangel på interessante mekaniker og en ikke særligt karismatisk hovedperson - Twin Mirror har lidt for mange faldgrupper. Ærgerligt, for potentialet var bestemt til stede.