Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Tunic

Tunic

Bag den charmerende Zelda-lignende facade gemmer sig et modbydeligt svært spil. Holder denne "cute Souls-like"?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Tunic ligner et enormt sødt Legend of Zelda-agtigt spil. Hovedkarakteren, som er en lille ræv, har endda Link-agtigt tøj på, og sværdet og skjoldet er da også meget lig det udstyr, Link typisk bærer rundt på. Det hele er dog ikke bare sødt og rart her, for den søde ræv skal til at have en massiv omgang tæsk, og den ellers behageligt udseende verden er i virkeligheden en kompliceret labyrint fyldt med farer. Tunic er ganske vist et spil, som er behagelig at høre og se på, med dets bløde grafik og afslappende elektroniske soundtrack, men det kræver en vis masochist at nyde dets gameplay.

På grund af ovenstående, så er Tunic et lidt svært spil at anmelde (no pun intended). Spillet er som sådan ganske gennemtænkt. Men det er også meget et spil, som fra et visuelt udgangspunkt spiller på Zelda-nostalgien, men som samtidig har Dark Souls' DNA i hver eneste afkrog. Her havde jeg personligt ønsket, at spillet havde været et throwback til A Link to the Past, hvor verdenen føles meget mere levende og afbalanceret (flere byer, NPC'er osv.). I stedet er det snarere en kombination af Dark Souls og de allerførste Zelda-spil fra NES-eraen. Altså et ekstremt svært actionspil med levels, som er fuldkommen ulogiske at navigere. Et spil, der er designet til at være benhårdt at komme igennem. Om man falder i hak med Tunic er en smagssag, men det er en meget speciel størrelse.

Tunic

Misforstå mig ikke, Tunic gør rigtig mange ting rigtigt. Det har en følelse af at være "håndlavet". Det isometriske perspektiv gør noget for at fremvise den lækre 3D-verden, og generelt er det fra et design-perspektiv virkelig lækkert at se på. Det føles beslægtet med det sublime Death's Door fra 2021, som også havde sit eget take på Souls-formlen, kombineret med indie-nostalgi. Det udmærkede design går også igen i det lækre elektroniske soundtrack, som læner sig op ad genren chillwave.

Dette er en annonce:

Dette behagelige feel kombineres som sagt med et ret krævende gameplay. Fra første færd er det tydeligt, at du ikke får særligt meget foræret. Du starter ved en vandkant i en mystisk verden, som er fyldt med ruiner, som gemmer på underlig og avanceret teknologi. Verdenen er frodig og befolket af monstre. Du får ret hurtigt en pind, du kan slå til monstrene med - ikke det mest imponerende redskab. Efter du har kæmpet dig igennem det første område, får du dig et sværd, som ikke kun hakker lettere gennem monstre; det hugger også buske ned, så du kan komme til det næste område. Når du leder længe nok finder du også et skjold. Derudover finder du selvfølgelig også bomber og andre værktøjer, du kan bruge.

At lære at bruge disse værktøjer og at "læse" Tunic er dog meget anderledes fra andre spil, idet meget af Tunics tekst er i et opfundet skriftsprog, som man af gode grunde ikke kan læse. Som i gamle dage, hvor spil ofte kom med en fysisk manual, så samler du i Tunic løbende sider op til spillets manual. Denne manual er også i dette opfundne sprog, men har dog illustrationer og visse engelske tekstbidder. Manualen indeholder også kort over områderne, hvor din placering heldigvis også vises. Denne manual, som du altså også skal låse op for ved at finde hver enkelt side, er med til at skabe dette lækre "håndlavede" throwback-feel.

Tunic
TunicTunic
Dette er en annonce:

Inden vi kommer til det, du bruger meget tid på, nemlig kamp, så lad os tage en næsten ligeså stor del af spillet, nemlig at finde rundt. Det isometriske perspektiv og de ret ensartede overflader gør nemlig, at det er pokkers svært at se, om noget er en åbning eller en væg, eller noget helt tredje. Modsat i for eksempel Death's Door, eller de fleste andre spil overhovedet, så er Tunic nemlig ikke kun fyldt med skjulte passager, hvor små easter eggs og collectibles kan samles op. I Tunic er hele spillet én stor skjult passage. For overhovedet at kunne komme videre i spillet skal du nærmest granske hele det nuværende område for steder, hvor du kan komme videre. Du skal altså afkode hele det område, du er i, for små gange, der er gemt rundt om hjørner, i afkroge, under vandfald eller i en skygge et sted. For nogen vil dette være vildt fedt, og for andre vil det blive for meget. Spillet skal dog have ros for, at det er enormt tilfredsstillende, når du endelig knækker koden.

Dette level design er altså i sig selv en udfordring, men det kombineres med et meget Souls-inspireret gameplay. Som i Dark Souls har du et bonfire-system, hvor alter-lignende statuer agerer checkpoints. Du kan også bruge statuen til at heale, hvilket vil respawne fjender, og til at opgradere evner ved brug af penge. Når du dør, vågner du ved det sidste bonfire, du brugte, og du mister en andel af dine penge/XP, som så kan samles op igen på det sted, hvor du døde. Spillet har også et stamina-meter og meget begrænsede healing-muligheder.

Kampsystemet i sig selv er simpelt at komme i gang med, men ikke helt ligetil at mestre. Det handler naturligvis meget om timing. De forskellige fjender har hvert sit bevægelsesmønster, og deres angreb vil påvirke hhv. dit liv- og stamina-meter meget forskelligt. Du kan også forsøge at undvige angrebene i stedet for at blokere. Når du undviger har du en vis tidsperiode, hvor du ikke vil tage skade, og den er ret svær at ramme. Sammenlignet med Death's Door, som måske er en af de nærmeste konkurrenter i "cute Souls-like"-nichen, så er kampsystemet mere tungt her. Personligt er jeg ikke særlig stor fan af dette valg, og det fylder jo en del, da spillet er mere rendyrket gameplay-orienteret end for eksempel Death's Door, som har en mere direkte historie at fortælle, med et langt mere udfoldet karaktergalleri.

Tunic

Tunic står altså et sted, hvor man virkelig skal kunne lide dets gameplay og dets verden, for at det får dig hooked. Desværre, så må jeg indrømme, at sværhedsgraden kammer over for mig i Tunic. Det har en dejlig verden, men det er simpelthen for udmattende at spille. Hvor et spil som Death's Door har en oprigtigt spændende historie og varierede miljøer, som gør, at du virkelig gerne vil overkomme udfordringerne, så gør Tunic det modsatte. Historien er der næsten ikke, miljøerne er ikke specielt varierede, og det er så snørklet og svært at komme igennem, at man virkelig skal elske udfordringen i sig selv, for at elske spillet.

Der er utvivlsomt noget rent over Tunic, og det må man beundre, men samtidig er jeg ikke helt sikker på, om købere får det, de regner med. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Men elsker du Dark Souls og de to allerførste Zelda-spil, og kan du godt lide æstetikken her, så er det måske lige noget for dig. Omvendt, elsker du A Link to the Past og de efterfølgende Zelda-spil, og knapt så meget Dark Souls, så bør du afgjort prøve demoen først.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Visuelt lækkert, dejligt soundtrack, spændende verden, hjemmebygget skriftsprog, sjov brug af manual
-
For lidt historie og NPC'er, for kryptisk at navigere, udmattende sværhedsgrad, Manglende variation, begrænset våbenarsenal, kamp kunne være "hurtigere."
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Raptor
    Hvis Elden Ring er Dark Souls blandet med Breath of the Wild, så er Tunic i stedet Dark Souls blandet med Link's Awakening remaket. Så simpelt kan... 10/10

Relaterede tekster

9
TunicScore

Tunic

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Fischer

Bag den charmerende Zelda-lignende facade gemmer sig et modbydeligt svært spil. Holder denne "cute Souls-like"?



Indlæser mere indhold