Trials Rising

"Sidste omgang! Denne gang mener jeg det!". Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sagt den sætning til min kæreste, der begyndte at blive utilfreds med mine timer foran fjernsynet. Og det er da heller ikke det mest medrivende spil, at være tilskuer til - i hvert fald ikke når jeg sidder med kontrolleren. Genstart på genstart indtil guldmedaljen er i hus. De små variationer i takt med, at jeg langsomt lærer banen at kende og dermed langsomt sliber 0.5 sekunder af min tid. Som tilskuer, der ikke har prøver kræfter med Trials-serien, kan det være svært at bemærke, de små skridt i den rigtige retning. Som spiller er det umuligt ikke at lægge mærke til dem.

Trials er snart en ældre borger. Det første spil udkom tilbage i 1999, og siden da er den oprindelige vision kun blevet skarpere og skarpere. Hvis der er én konstant i serien, så må det være det helt igennem solide gameplay. Et gameplay, der føles som definitionen på den berømte sætning: let at lære, svært at mestre. For selve det at lære det, kommer meget naturligt. Det er min føromtalte kæreste et meget godt bevis på, da hun hurtigt lavede saltoer og gennemførte baner, efter jeg havde fået en kontroller i hånden på hende. Med én tast kører man frem, og så gælder det bare om altid at lande på hjulene. Det er selvfølgelig en forsimpling, men der er ikke meget galt. I Trials kontrollerer man ikke motorcyklen, man kontrollerer personen, der sidder på motorcyklen. Det betyder, at man skal ændre sin stilling alt efter hvordan banen former sig; går det op af bakke, kan det være smart at læne sig ind over styret, så man ikke vipper bagover, og går det omvendt stejlt nedad, er det fornuftigt at læne sig tilbage. Præcisionen går dog langt længere end det, og ser man først de professionelle manøvre deres motorcykel rundt, så ved man, hvor meget der er at mestre. Alle kan være med i Trials; det var tilfældet tilbage i 1999, og det er tilfældet i dag.

Så gameplayet er som man kender det fra tidligere spil. Det er alt rundt om gameplayet, der har rejst sig et stykke over sine tidligere udgivelser. Heriblandt detaljerne i banerne. Det springer måske ikke altid øjeblikkeligt i øjnene på spilleren, men viser sig langsomt, når man er blevet bekendt med en bane. Når man starter en ny bane, så har man kun blik for det mest relevante: udfordringerne man står overfor. Alt rundt om er bare støj. Efter et stykke tid, når man har trykket restart nok gange, så begynder man at få overskuddet til at nyde detaljerne. Detaljerne i, hvad der sker i baggrunden, som når en person er fordybet i sit arbejde med at hugge i sten, eller egern der hygger sig i sneen. Det virker som en lille ting, men det gør en verden til forskel, at der stadig er noget nyt at bemærke i en bane selv efter hundrede forsøg i dens selskab.

Det er dog samtidig en detaljegrad, der kommer med en pris. Jeg oplevede flere gange, at skærmen frøs, mens jeg var midt i mit hæsblæsende race mod målstregen. Hver gang det skete, var da jeg kørte ind i et særligt detaljeret område, og i et spil der kræver så præcis styring, så kan en pludselig pause totalt ødelægge ens flow. Trykkede jeg igen på restart - en handling, der traditionen tro sker øjeblikkeligt - så startede banen til tider ud, uden at den var loadet færdig, så jeg nåede at køre flere sekunder i luften. Afslutningsvis bliver jeg også nødt til at nævne loadingtiderne, der ofte kan trække ud. Både når man skal ind i en bane, og når man skal ud af den igen. Man kan argumentere, at når man først er inde i banen, så kan man kører helt uden loading, men det arbejder imod spillets hurtige og flydende natur, at man skal vente så længe med at komme til det sjove. To gange var jeg fanget i loading-skærmen, og blev nødt til at genstarte spillet. Trials Rising giver os mere af det hele, og i spillets nuværende tilstand, betyder det også flere tekniske fejl. Forhåbentlig er det fejl, der løbende kan blive fikset og forbedret i kommende opdateringer.

Igen vender Track Editor tilbage. I ren LittleBigPlanet-stil, kan du skabe din egen bane, og dele den med resten af verdenen, eller - som mig - holde dig til at spille andre spilleres værker. Denne gang har skaberne langt flere objekter at lege med, hvilket tilsvarende betyder mere variation for os, der godt kan lide at dykke ned i junglen af nye udgivelser. At skabe sine egne baner er oplagt i et 2.5D kørespil som Trials, og selv om de ikke tilbyder den samme mængde detaljer i baggrunden, som vi forventer af hovedhistorien, så er det genialt at have en utømmelig kilde af nye baner, til at udfordre sine evner yderligere.

Derudover er alt tilbage som man kender det. Der er både lokal og global multiplayer, men det er to aspekter, der aldrig rigtig har fanget min opmærksomhed. Meget af glæden ved Trials falder fra hinanden, da man i lokal multiplayer ikke kan starte hele banen forfra, når man laver sit obligatoriske indledende styrt. Her er det kun muligt at transportere sig tilbage til det nærmeste checkpoint. Til gengæld er den nyeste tilføjelse Tandem en formidabel idé. Som navnet antyder, er der to spillere på én motorcykel, og så gælder det ellers bare om at kommunikere for at komme i mål med alle lemmer på kroppen. Det er ikke i denne mode, hvor man skal sigte efter at få sin bedste tid, men det er altid underholdende i sin kaotiske natur. Man griner når det går galt, og fejrer det, når det lykkes. Og det er vel multiplayer, når det er bedst.

Samlet set, så er Trials Rising endnu et stærkt kapitel i serien. På mange måder det hidtil stærkeste, da det byder på mest indhold; heriblandt mere legetøj til skabere, der kan lave sine egne baner, og flere muligheder for at spille sammen med andre lokalt. Det er dog også et kapitel, der på nuværende tidspunkt bliver holdt tilbage af tekniske fejl og lange loadingtider. Er du fan af de tidligere spil, så er dette et oplagt køb. Har du aldrig prøvet serien før, er det et godt tidspunkt at hoppe med på vognen. Trials Rising er endnu et bundsolidt udspil i en bundsolid serie.