Tredje Verdenskrig er i gang!

Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne en stræben efter fred forvandles til Tredje Verdenskrig? Da Europa og de forenede stater lancerede deres missilskjold i år 2014, blev det fejret som afslutningen på alle krige. Scenariet som optegnes i Ubisoft Shanghais kommende strategi-spil, er langt fra en utænkelig fremtid.

Truslen fra strategiske kernevåben fjernet og de gamle atombomber var blevet værdiløse. Udenfor beskyttelsesskjoldet sad den russiske bjørn og surmulede. Kun nogle år senere, står det klart, at verdens oliefirmaer har fejlfortolket deres egne data om præcis, hvor mange oliereserver der er tilbage, og verdens finansielle markeder havner i totalt kaos. De eneste, der er tilfredse er Rusland, der med sine enorme naturressourcer, og takket være oliepengene, har haft tiden og økonomien til at opbygge en højteknologisk hær. Imens har USA i årevis gået med planer om at udsende en militærrumstation i kredsløb om jorden, proppet til randen med marinesoldater, der på kun 90 minutter, kan indsættes i en hvilken som helst situation på hele kloden. Situationen er spændt, og da et terroristangreb ødelægger opsendelsen af rumstationen, bryder Tredje Verdenskrig ud i lys lue. Sådan starter det hele i Tom Clancys og Ubisofts seneste spilprojekt.

Ubisoft Shanghai er mest kendt for deres arbejde med Splinter Cell-serien. Det andet spil i serien med undertitlen Pandorra Tomorrow, blev lavet her, ligesom Xbox 360-versionen af Splinter Cell: Double Agent havde tydelige fingeraftryk herfra. Men End War er noget helt andet. For første gang har Shanghai-studiet skabt deres egen spilserie fra grunden af, og spillet udfordrer uden tvivl mange af de forestillinger, vi indtil nu har haft om, hvad et strategispil egentlig er.

Den første store forandring er uden tvivl, at man har valgt at udvikle spillet til PlayStation 3 og Xbox 360, og ikke til PC, som det ellers er normen med strategispil. Med denne beslutning følger en række fornyelser. Kameraet, der som oftest placeres højt over slagmarken, sidder nu klistret fast over en valgfri enhed. Du ser hvad en af slagmarkens generaler ser, og terrænets omskiftelighed har naturligvis indvirkning på dine valg, nøjagtigt som i virkeligheden. Den næste store fornyelse har med styringen at gøre. Når man nu ikke har adgang til et tastatur og en mus, så er det samtidig svært at lave et traditionelt strategispil, uden at det bliver meget snørklet at spillet. Et joypad har ikke helt de samme muligheder for at panorere hurtigt hen over en hel slagmark eller et kort, og antallet af genvejstaster på et tastatur overskrider meget hurtigt det antal knapper, som du har på kontrolleren.

Det Ubisoft er kommet frem til, er nærmest en genial løsning på dette problem. En løsning, der samtidig skaber endnu flere forandringer. Alt du gør i spillet, kan du gøre ved hjælp af din stemme. Den fungerer ganske enkelt sådan, at du trykker den højre skulderknap inde, siger enhedens nummer, hvad de skal gøre og hvor de skal gøre det. Et eksempel kan være "Unit 3 move to crosshair". Det betyder, at den kommanderede enhed skal bevæge sig mod det sted, du har udpeget med dit sigte. Du kan også sagtens sige "Unit 2 attack enemy 4", og selv når du kalder på forstærkninger, søger mod beskyttelse, overtager installationer, stormer huse osv. er alt meget, meget enkelt. Men en sådan enkelthed og tilgængelighed stiller også store krav til den kunstige intelligens. Hver enhed må gøre præcis, hvad du siger, og naturligvis gøre dette selvstændigt uden hjælp fra kommandøren. Ellers bliver der alt for mange detaljer at skulle tage sig af:

"Der er en hårfin grænse mellem at skabe en god kunstig intelligens og så lave et klaver, der selv spiller det hele", siger Michael de Plater, der kom til Ubisoft Shanghai fra det engelske udviklerstudie The Creative Assembly, holdet bag bl.a. Rome: Total War. I dag er han en af lederne på End War-projektet.

Inspirationen fra Total War er tydelig i End War. Selvom der er færre soldater på skærmen, så kan man godt genkende interfacet, og hvordan man f.eks. får enhederne til at gøre alt hurtigere. Systemet for moralen er også noget der minder om Total War-spillene. Udsætter du dine soldater for helt vanvittige situationer, så mister de lysten til at kæmpe, og skal de gå for langt, så stikker de af. Men End har ikke bare ladet sig inspirere af strategigenren:

"Jeg vil gerne have, at vi gør med End War og strategigenren, som Bioware gjorde det med Knights of the Old Republic og rollespil", siger de Plater. "De flyttede perspektivet, og gjorde det hele mere tilgængeligt".

Men inspiration og ligheder er en ting, en anden er at få det til at fungere i praksis, og efter en håndfuld End War-kampe, kan jeg meddele, at Ubisoft har noget rigtig spændende på bedding. Først og fremmest så fungerer stemmekontrollen strålende, og efter et par minutters tilvænning, bliver det faktisk helt naturligt. Jeg er så meget inde i spillet, at det først er efter at have prøvet det, at jeg kommer i tanke om, at jeg ikke en gang har taget oversigtskortet over slagmarken frem, der hvor man med tydelighed kan se fjendens enheder og de satellitstationer, som skal indtages.

Satellitstationerne skal for resten lige forklares. I End War går kampene ud på at kontrollere en majoritet af disse på ethvert kort. Når dette sker, så starter spillets slutfase, meget passende kaldet End War, for så bliver de mere kraftige våben tilgængelige. Det handler bl.a. om russernes taktiske kernevåben, kæmpe bomber, mikrogrillsvåben og andre grusomheder. Til forskel fra de fleste andre strategispil, hvor slutfasen tit er noget med at angribe med alt ved at sende det hele af sted, så er det i End War først i slutfasen, at det hele begynder. Nu tæller tiden ned, og kontrollerer du fleste stationer, når kampen er slut, så ender du som vinder. Naturligvis kun hvis fjenden ikke for længst har gjort kål på alle dine enheder.

Noget andet, der også adskiller End War fra mange andre strategispil, er hvordan man har valgt at lave en omfattende online-kampagne, hvor tusindvis af spillere deltager i kampene, der afgør om frontlinien flyttes den kommende dag. Men selv for den ensomme spiller tilbyder End War en åben kampagne, hvor du selv vælger din kommende kamp, og hvor frontlinien flyttes alt efter, hvordan dine og andre kampe har udspillet sig. På multiplayersiden findes der visse ligheder med svenske Massive Entertainments World in Conflict, da det meste af spillets fokus har at gøre med samarbejdet.

"I stedet for at fylde kortet med tusindvis af soldater, så deler vi enheder op mellem spillere, og dermed så skal de specialisere sig og samarbejde", siger de Plater. "Forestil dig, hvordan det f.eks. fungerer i et sportsspil. Sådan har vi tænkt, når det kommer til End War."

Op til 12 spillere kan spille mod og med hinanden i End War, og stort set alle 25 baner vil være tilgængelige med det samme i de vigtigste scenarier. Der er ikke den store forskel på dem, men i Conquest begynder man med meget få enheder, hvorefter der siden hen kan indkaldes flere forstærkninger ved at overtage satellitstationer. Der findes dog også en mere kampbaseret del, hvor man starter med en hel hær, som skal indtage hele kortet.

Under mit besøg hos Ubisofts ekstremt aktive Shanghai-studie, får jeg lov til at teste to baner. Dels New York-banen, der udspiller sig på en flydende militærbase, og dels i et mere åbent terræn på La Mancha-banen. Førstnævnte bane har fem satellitstationer, to tæt på hver spiller og resten på midten af kortet. Et klassisk oplæg, hvor risikoen ved at storme mod midten skal opvejes mod truslerne fra en ligeså aggressiv fjende. Nybegyndere som både jeg selv og min modstander er, afgøres kampen på midten efter at vi har indtaget vores respektive stationer. Senere da jeg snakker med de Plater, fortæller han mig, at End War belønner de spillere, som spiller både defensivt og taktisk. La Mancha er helt anderledes i sit oplæg. Det er et væsentlig mere kuperet terræn, men ørkenlandskaber byder på flere gemmesteder for infanteriet til forskel for New York. Der findes seks satellitstationer, og kampen bliver derfor langt mere langvarig. Jeg bruger mange helikoptere for at besejre min modstanders panservogne, og fokuserer på at få min mobile kommandocentral. Vi lykkes begge to med vores opgaver, men slutteligt ender jeg med flere satellitstationer, og vinder dermed kampen, ikke mindst på grund af et enormt bombardement i End War-fasen.

End War føles allerede nu som et spil, der kan ændre på den forudindfattede mening, man normalt har om strategispil, hvor det mere end ti år gamle Starcraft stadig er baggrunden for, hvordan de fleste spil stadig designes den dag i dag.