Tre baner fra Bodycount

Bodycount er utallige gange blevet døbt "den spirituelle efterfølger til Black" og dette har skabt en del opmærksomhed omkring spillet, for Black var nemlig rigtigt godt. Overdreven action med fantastiske våben og dengang afsindig grafik. Man kan dog ikke udelukkende leve på gamle meritter, og da jeg smidder det tre baner lange preview af Bodycount i maskinen, er indtrykkene blandede.

Den første af de tre baner bliver valgt samtidig med, at jeg vælger Bodycount-spilmuligheden, som kræver at jeg indsamler points men jeg begiver mig igennem banen. Det hele foregår i Vestafrika, nærmere bestemt Tesanga City. Jeg får at vide at den lokale milits har givet militæret problemer, og min opgaver bliver derfor at finde og forhøre de fjendtlige styrkers ledere.

Det første jeg gør, er at rode gennem en kasse med våben, som behjælpeligt er smidt foran mig. Valget står mellem et par automatvåben og et haglgevær, og jeg udruster mig med et af hvert. Jeg kryber mig vej gennem den beskidte by og labyrinter af improviserede huse, lavet af tynde tinplader - en Extreme Home Makeover-drøm eller måske endda mareridt. Jeg bliver givet min første specialegenskab som aktiveres med styrekrydset, og er en kort udødelighedsbonus. Jeg skyder den første fjende, og kæmper lidt med sigtekornet der synes tungt på trods af, at jeg har kalibreret det.

Jeg støder inden længe på en miniboss med en minigun. "Mini" er dog den forkerte beskrivelse, for fyren er stor som et hus og ønsker ikke overraskende at forvandle mig til knoglestøv. Jeg kaster mig om bag en betonpille som hurtigt bliver forvandlet til grus af fjendens projektiler. Heldigvis finder jeg nogle miner, som jeg samler op og kaster frem foran mig. Efter at have lokket den vandrende gigant gennem minefeltet, må han endelig se sig besejret, og får lov at fortsætte. Jeg kigger på kompasset og begiver mig hurtigt mod slutningen på banen.

Et par forskellige ting slår mig efter den første bane. Grafikken synes en smule gnidret, mangler skarphed og er ikke særlig lækker. Når jeg zoomer med sigtet har jeg stadig adgang til en slags perifærsyn, således at jeg kan se hvad der foregår omkring mig, og systemet fungerer godt. Muligheden for at ødelægge stort set alt, hvad jeg har set, er enormt sej, men dog ikke overvældende. Jeg ser ikke mange bygninger styrte sammen i grus, men det er forfriskende at blive tvunget fra sted til sted under kampene, fordi enhver form for beskyttelse bliver skudt i stumper og stykker.

Jeg begiver mig ud på bane nummer to. Dette afsnit udspiller sig i et højteknologisk laboratorie, som kvinden i min øresnegl insisterer på at jeg udforsker. Det eneste vi ved om stedet er, at det "ser dyrt ud". Bygningen ligner noget der er taget fra Tron eller Kraftwerks verden; masser af gråtoner med strålende røde farver. Korridorerne er Doom-lange og en smule triste, og den næste ildkamp begynder hurtigt. Jeg fandt tidligere en sprængladning som skal bruges til at åbne en dør, og efter dette er gjort kommer jeg frem til et rum med masser af fjender. Jeg dør adskillige gange inden det lykkedes mig at gennemføre kampen, men tilfredsstillelsen over at have overvundet fjenderne udebliver.

Det hele bliver mere interessant i den tredje bane "Fishing Slum", som udspiller sig i det østlige Asien. Her falder regnen over en lille fiskerby, og stemningen og banedesignet gør, at jeg meget hurtigere lever mig ind i verdenen. Opgaven er igen blot at følge radaren og aktivere nogle kontakter, men alligevel fungerer det hele bedre.

Denne gang bliver jeg også givet to nye specialevner som igen er placeret på D-paddet - en som giver mine projektiler ekstra skade, samt en anden som lader mig se alle fjenderne på radaren. Jeg bliver også givet muligheden for at hoppe mellem hustagende og finde alternative veje til det næste checkpoint. Jeg finder et lille hus som jeg klistrer til med miner og derved opretter en lille flaskehals, hvor jeg ved mange fjender vil lade livet.

Med lidt skarpere kontrol og bedre banedesign kan Bodycount blive et hit, men jeg kan indtil videre ikke påstå at være virkelig imponeret. Spillet kan måske komme til sin fulde ret i multiplayer, men det er en funktion jeg endnu ikke har haft mulighed for at teste.