Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Transformers: Fall of Cybertron

Transformers: Fall of Cybertron

High Moon Studios holder den flotte form fra forgængeren, når Cybertron falder og krigen mellem Autobots og Decepticons når sit højeste.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Cybertron er på kanten af undergang. Æoner af borgerkring mellem Autobots og Decepticons har gjort uoprettelig skade på planeten, og den kan ikke længere fremstille det livsvigtige Energon. De noble Autobots' sidste håb er at rejse afsted på rumskibet Ark for at finde et nyt hjem ude blandt stjernerne. Men Decepticons har andre planer, og selv midt i al denne fortvivlelse raser krigen videre, hårdere end nogensinde før.

Transformers: Fall of Cybertron fortsætter præcis hvor High Moon Studios' tidligere og kritikerroste War for Cybertron sluttede. De Transformers-spil, der er udkommet i mellemtiden, har desværre været typiske licensspil (det vil sige ikke særlig gode), så da denne efterfølger blev annonceret, kom der atter fut under vores håb om et ordentligt Transformers-spil. Og det håb var ikke spildt. Fall of Cybertron kan meget vel være det bedste spil, franchisen nogensinde har lagt navn til.

Transformers: Fall of Cybertron

High Moon Studios løj ikke, da de lovede at spillet ville have masser af variation. Hvert af spillets 13 kapitler har en ny Transformer i hovedrollen, der hver har deres egne unikke evner. Derfor føles hver bane ny og frisk, og man når aldrig at kede sig. Optimus Prime kan for eksempel beordre artilleriangreb, den lille Cliffjumper af afhængig af stealth, og Dinobotten Grimlock går i nærkamp med sværd og skjold, inden han transformerer sig til en enorm tyrannosaurus. Man får selvfølgelig også lov til at sparke Autobot-røv i skikkelse af Decepticons som Megatron og de fede Combaticons, hvis ultimative kombinerede form er den mægtige ødelægger Bruticus.

Dette er en annonce:

Singleplayer-kampagnen er dog ikke udpræget lang, og spillet kan let klares på 7-8 timer. Her er tilstrækkeligt med udfordring, men flere pludselige dødsfald og bundløse huller irriterer en smule. Og man lærer hurtigt (på den hårde måde) ikke at lade fjender bevæbnet med shotguns komme bare tilnærmelsesvis i nærheden af en. En fin lille overraskelse er, at spilleren både har et regenerativt skjold, men at der under det er god gammeldags helbred, der kræver energon for at blive fyldt igen.

Transformers: Fall of Cybertron

Styringen af de store robotter føles passende tung, men også tilstrækkelig præcis. At transformere til køretøjer er også mere fornuftigt, da denne form giver lidt ekstra holdbarhed og ildkraft i pressede situationer. Styringen af køretøjerne kræver dog noget tilvænning, og især de firehjulede opfører sig på ingen måde realistisk, men svæver i stedet let og kan endda bevæge sig sidelæns.

Transformers: Fall of Cybertron byder på fem multiplayer-spiltyper for at opveje den korte singleplayer. Denne gang er der ingen co-op-kampagne, men spillet byder i stedet på en ny spiltype kaldet Escalation, der minder om - ja, du gættede det - Gears of Wars Horde mode. Den øvrige multiplayer består af fire typiske spiltyper, men den største nye feature er uden tvivl muligheden for at vælge mellem fire figurklasser og derefter bygge din egen robot ud fra et væld af kropsdele. De fleste af disse dele skal dog låses op ved at spille multiplayer, så du kan ikke bygge din drømme-bot fra starten. Multiplayer er ikke helt så poleret som singleplayer. High Moon har tydeligvis taget ved lære fra mange af tidens mest populære titler, og derfor finder man faste indslag som levels, perks og oplåselige ting i spillet. Alt lader til at være på plads, men udførslen dufter stadig lidt af, at der ikke var tid og penge til at lykkedes med det hele.

Dette er en annonce:
Transformers: Fall of Cybertron

Visuelt er Transformers: Fall of Cybertron et fint stykke spilunderholdning, og den lidt mørkere og alvorlige tone passer perfekt til det. Lydsiden er ganske enkelt fremragende, og sørger for at spilleren er lige så pumpet op som den explosive action på skærmen. Jeg tager især hatten af for de dynamiske omgivelser. Selvom banerne ikke rigtig kan destrueres, er der så mange ødelæggelige og eksploderende genstande, at illusionen om en maskinplanet fungerer flot.

Transformers: Fall of Cybertron er det, fansene har ventet på. Det overgår forgængeren på alle måder, og gør det med en stil, der vil få din indre tiårige til at hoppe og springe af lykke. Det har sine fejl, og især dem, der ikke interesserer sig for onlinespil, vil ærgre sig over længden. Multiplayer forsøger på den anden side at emulere andres succes, gør ikke nok ud af sine egne ideer, og mangler lidt af den sidste polering. Men tag ikke fejl, det er ikke dårligt, og der er rigeligt med sjov at hente med sine venner i Escalation og de andre spiltyper. Transform and roll out!

Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
Transformers: Fall of Cybertron
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fremragende udvalg af figurer, varieret gameplay, storslået og fantastisk lydside
-
Kort kampagne, multiplayer kunne være bedre
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold