Toy Story 3: The Video Game

Der er altid noget fascinerende over at rejse til et nyt land. Landingen i Heathrow lufthavn byder på en fantastisk udsigt ud over det engelske land, og ikke mindst den travle hverdag i London. Den længerevarende konfus over at køre i den modsatte vejbane er forbløffende, og det holder ikke op med at fascinere mig på turen til Disney studierne i Londons midtby, hvor Jon Warner, der agerer som senior producer for Avalanche Software står parat til at tage imod mig og en håndfuld spiljournalister.

Tankerne flyver femten år tilbage i tiden, da jeg som barn for første gang får lov at opleve Woody og Buzz i aktion. Filmene var i min bog fantastiske, men den vedvarende interesse lå på længere sigt i de tilhørende videospil. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg dengang brugte adskillige timer på at ræse, flyve og skyde som Buzz i min jagt på Pizza Planet-mærker i de veldesignede baner.

Vi præsenteres for historien, der viser en nu voksen Andy. Hans legetøj har de sidste mange år stået ubrugt og tankerne florerer pludselig om hvorvidt de skal gemmes eller ej. Ved et uheld havner hele banden, på nær Woody, i den lokale børnehave, hvor glubske små unger hærger alt hvad de kan få fingrene i. Det er nu op til Woody at redde vennerne og finde ud af om Andy overhovedet er interesseret i at beholde sit gamle legetøj.

Jon Warner går ivrigt i gang med at berette om arbejdet på spillet, der har været i gang siden 2007. Der har gennem hele forløbet været et tæt samarbejde mellem Avalanche Software og Pixar.

Warner fortæller:
"Vi spurgte Pixar om hvorvidt de ønskede et lineært spil eller en kæmpe legeplads. Pixar var vilde med begge idéer, så der blev i lige høj grad arbejdet på at inkludere de to i spillet," fortæller Warner, mens et hav af koncepttegninger fremvises i baggrunden. "Resultatet bliver to spilmodus, 'Story Mode' og 'Toy Box Mode'."

"Legetøj har to sider, hvor de i den virkelige verden bare er små stykker legetøj. Det forsøger vi at genspejle i Real World siden af spillet, hvor vore helte må forholde sig til den store, vide verden," forklarer Warner og fortsætter "På den anden side har vi de imaginære baner, hvor spillerne får lov at opleve Woody, Jesse og Buzz i deres naturlige elementer, hvor overdrevne og fantasifulde verdener udfolder sig."

Spillets historiedel vil strække sig over otte hovedbaner, fordelt ud i 'Real World'- og 'Imaginative' baner. Den første af de imaginære baner fremvises, og placerer Woody i hovedrollen som den helteagtige cowboy.

Banen er navngivet 'Train Rescue' og smider grisen Ham i rollen som den onde 'Porkchop', der skal stoppes fra at køre et tog udover en kæmpe skrænt. Woody rider på hesten Bullseye og må manøvre gennem et kollapsende landskab, gennem huler og over uholdbare broer, for at indhente det løbske tog. Det ser lækkert ud, særligt det store indtog af udsøgte tegnefilmsagtige eksplosioner. Alt virker så overdrevet på en charmerende måde, og det imponerer mig at motoren ikke taber pusten.

"Vi har forsøgt at gøre banerne så ekstreme som muligt. Hele idéen er, at det skal føles som om en dreng som Andy rent faktisk har stået og forestillet sig sådan et scenarie, når han har leget med Woody og Bullseye."

Scenen skifter pludseligt, da Woody indhenter toget. Spillet ses nu fra en noget mere generisk tredjepersons vinkel, hvor Woody må forsøge at tilkæmpe sig vej op til fronten af toget. Tankerne leder hen mod en mere børnevenlig udgave af togjagten i Uncharted 2, men lige så tempofyldt.

Herefter åbnes der op for spillets anden hoveddel 'Toy Box Mode', der huser en åben og fri verden, hvor spillerne frit kan få lov at lege med Andys legetøj, i en stor western-by.

"Vi har lagt stor fokus på at gøre vores legetøjskasse så fri som muligt. En åben verden inspirerer folk til at opdage spillets mange facetter på egen hånd, hvad enten man helst vil dykke direkte ned i de mange opgaver eller om man ønsker at tage det hele skridt for skridt."

Grisen Ham agerer som borgmester i byen og vil byde spillerne på sine første opgaver. Spilleren belønnes med nyt legetøj og flere redskaber at lege med. Efterhånden som man løser opgaver vil man blive belønnet med bygninger, der kan bruges til at videreudvikle byen.

"Byen vokser uafhængigt af om spilleren bidrager til videreudviklingen af den. Spilleren kan vælge at tilføje flere huse, frisører, banker og tøjbutikker, for at nævne nogle få, der så kan øge indbyggertal og aktivitet i byen," lyder det spændt fra Warner, der ivrigt fortsætter: "Vi har tilføjet et hav af hemmelig belønninger i spillet, så der altid er noget at gå i gang med."

Alle bygninger kan designes efter eget ønske. Der kan bl.a. tilføjes farve, udsmykning, vinduer, tag og ekstra funktioner, så byen ser ud som man ønsker den. Den perfekte by viser sig hurtigt at skulle være pink ifølge flere af journalisterne, og før vi ved af det er der en skrigende pink farve udover hele byen. Pink blomster og vindueskarme giver snart scenen et ganske bizart udseende.

Alt virker så overdrevet, når det kommer til spillets grafiske stil. Det er flot og farverigt, og selvom jorden og sandets tekstur ikke just imponerer i detaljegrad, så ligner det virkelig, at stilen er hentet direkte fra filmene. Det er tydeligt, at der er samarbejdet med Pixar, når det kommer til de mange grafiske elementer.

Da jeg endelig selv får smidt en controller i hånden, startes der straks op for 'Toy Box Mode', hvor jeg for alvor får lov at smage den søde frihed i spillet. Jeg glider let og elegant forbi de få træningsmissioner og går straks videre til at ræse på Bullseye. Få minutter og et hav af belønninger senere er jeg pludselig endt ud i at skulle indfange undslupne køer.

"Dette var oprindeligt ikke en del af spillet, men blev faktisk udtænkt af en 11-årig tester, der var helt skudt i at kaste rundt med køer. Han blev ved i en hel time og syntes at det var helt utroligt skægt, så hvorfor ikke inkludere det som en fuldvoksen opgave?" lyder det grinende fra Warner, der tilføjer en ekstra bemærkning: "Det har været helt fantastisk at følge de mange testere, der alle fandt hver deres favoritaktivitet. En dreng ville ikke give slip på Bullseye, da først han havde prøvet at ride på den. Det var helt umuligt at få ham af den!"

Spillet oser af at være børnevenligt, hvilket måske også er naturligt, når nu filmen hovedsagligt henvender sig til børn og unge. Mange af spillets jokes har dog den sædvanlige tyksmurte Pixarhumor, og charme er der nok af også for de ældre spillere.

Warner lyser helt op, da jeg udspørger ham om hvorvidt spillet henvender sig til en bestemt målgruppe.
"Vi har gennem hele processen gjort oplevelsen så autentisk som muligt, for at fange interessen hos ældre fans af Pixar filmene, såvel som yngre børn, der måske ikke voksede op med Toy Story. Banerne er designede til at være tilpas svære for voksne spillere, mens der er smidt små hints omkring, for de yngre spillere. Skulle en bestemt opgave eller mission blive for svær, så vil det dynamiske hjælpesystem også selv sænke sværhedsgraden." .
Hjælpesystemet går dog ikke begge veje, så har man det for let, så er det bare ærgerligt.

Spillets force hos de ældre gamere skal nok findes i historiedelen, der lader til at kunne byde på godt med udfordring. Selv må jeg bide i det sure æble en del gange i jagten på toget. Jeg skal ikke kunne sige om det var mig eller Bullseye den er gal med, men Woody ender et par gange i den dybe afgrund.

Det er også her jeg ganske pinligt får lov at opleve det automatiske hjælpesystem, da der pludselig er tilføjet en del flere steder at få fodfæste på. Hullerne bliver mindre indtil jeg endeligt befinder mig sikkert i mål. Et effektivt redskab, der nok skal komme mange til undsætning.

Tiden er desværre knap og før jeg får gjort mig til rette i legetøjsbyen, er der pludselig ikke mere tid tilbage.

Jeg føler endnu, at Toy Story 3 har meget mere at byde på. Mens Toy Box Mode var en personlig favorit, så virker historiedelen ligeledes spændende og ud fra den korte præsentation af banerne, så ser jeg frem til at få lov at sidde med den fulde version, når både film og spil har premiere til sommer.