Tower of Guns

Mirabello, manden bag Terrible Posture Games og skaber af Tower of Guns, har stillet sig selv et spørgsmål. Jeg ser for mig et morgenmadsbord hvor han sidder og tænker, mens han drikker sin morgenkaffe. Livets store mysterier: hvorfor er vi her, hvad er meningen med livet og hvor udfordrende er det egentlig muligt at lave et spil, hvis det stadig skal være sjovt at spille?

Tower of Guns er en prøvelse i tålmodighed, tortur på egen krop og skydespils-reflekser af den slags som vi egentlig troede hørte fortiden til. Det er et arkadespil med tonsvis af fjender og et simpelt mål: nå toppen af tårnet.

Hele oplevelsen er ekstremt koncentreret, og ifølge skaberen af spillet selv, tager det ikke mere end to timer at gennemføre det hele, hvis du er god nok. Tower of Guns er dog svært, og her mener jeg ikke almindeligt Triple-A-spil på Hard svært. Vi taler i stedet gammeldags Mega Man og Quake-svært, og det er derfor på sin plads at nævne at det ikke vil være for alle.

Hvis du forventer en hvis form for fremgang hver gang du starter et nyt spil, bliver du skuffet. I stedet er sandsynligheden stor for at de første 5 - 6 forsøg vil foregå på de to første niveauer, som naturligvis er de letteste. Du vil dø adskillige gange, og opgraderinger og nye våben skal du ikke forvente at finde mange af - selv hvis du skulle være heldig at finde et par stykker, vil de ikke gøre det hele lettere. Den eneste vej frem er med andre ord at bide smerten i sig, og fokusere på at blive bedre.

Heldigvis sørger spillet for at generere en ny spilverden hver gang man starter forfra, så man ved aldrig hvilke fjender, rum eller bosser man møder på sin vej gennem tårnet. Spillet belønner hurtige reflekser og evnen til at beherske taktikker som at circle-strafe eller bunny-jumpe. Ligeledes skal der nærmest ingenting til før man dør, og en smule held er essentiel for at nå langt op i tårnet.

Stort set alt i spillet er lavet af Joe Mirabello, og Tower of Guns er i højeste grad et indiespil. Alligevel ser det fantastisk lækkert ud, med en grafikstil der blander Borderlands og Rachet & Clank-serien. Musikken er stemningsfuld og hjælper med at holde tempoet oppe. Banedesignet er enkelt og er lavet med mange muligheder for at bruge omgivelserne taktisk i håbet om at undgå den kugleregn, der altid synes at vente om det næste hjørne. Tårnet er delt ind i rum, hvor hvert rum indeholder en ny udfordring og dørene åbnes naturligvis ved at plaffe dem til savsmuld.

Der er ikke rigtig nogen kontekst for det der sker i Tower of Guns, men man får alligevel et lille nyt twist af historien, hvor en fortæller beder dig skyde på alt hvad der bevæger sig og nå toppen af tårnet, hvad gang man starter en ny gennemspilning. Det lyder underligt, men det bidrager faktisk til at holde det hele virkeligt morsomt.
Foruden at være udfordrende og morsomt, er Tower of Guns dog også forfærdeligt frustrerende. Jeg har intet imod et spil som tvinger spilleren til at prøve igen og igen for at komme videre, i stedet er det manglen på status over ens fremdrift som irriterer mig. Man får aldrig at vide, hvor tæt man var på at nå toppen inden man døde, og i stedet bliver man blot givet nogle informationer som fortæller, hvor mange monstre man dræbte, hvilket ikke rigtigt kan bruges til noget. Spillet er også vældig flinkt til at fortælle dig hvor mange gange du er død i din jagt mod toppen, og den slags motiverer ikke ligefrem til at fortsætte.

Jeg har stor respekt for spiludviklere som forlader større udviklerhuse og trodser økonomiske vanskeligheder for at skabe deres eget drømmeprojekt, der oftest er af den slags der ellers ikke ville kunne finde nogen plads i spilbutikkerne. Derfor tager jeg også hatten af for Joe Mirabello, uden dog at bilde mig selv ind at jeg i fremtiden kommer til at bruge meget mere tid på hans Tower of Guns. Hvis jeg ønsker at pine mig selv med et virkelig vanskeligt skydespil, finder jeg nok hellere Quake 3 frem i stedet.