Total War: Warhammer III

Selvom at de to første spil i serien efterhånden har en del år på bagen, så betyder det ikke at man skal forvente en gammel og træt oplevelse. Med så mange jern i ilden som Creative Assembly har, så har man ikke overraskende valgt at tage mange elementer fra nyere spil som Troy og Three Kingdoms. Det er i sig selv hverken godt eller skidt, men det betyder om ikke andet at studiet er villige til at se udover den ene, separate serier, og trække på deres styrker.

For dem der ikke lige er med på noderne, så er Total War en særdeles effektiv digitalisering af et figurstrategispil, der foregår i et fiktivt univers, der er så voldsomt stort, og med så meget baggrundshistorie at man skulle tro skaberne bag havde genoplivet og klonet Tolkien. Der er en del Tolkien i det hele, men alt er skruet op til 9000, og har taget samtlige hårde stoffer i verden, samt drukket fire kasser øl og seks flasker whisky - på én gang. Det er vanvittigt, det er overdrevet, og det er ekstremt gennemført. Det findes i to udgaver, en middelalder/renæssance-udgave der hedder Warhammer Fantasy, og en noget mere dystopisk udgave hvor menneskeheden stort set har udryddet sig selv, er truet på alle sider, og i modsætning til de fleste andre universer, reelt ikke vil overleve på den lange bane. Og når ja, så foregår det 40.000 år ude i fremtiden, og der er både rumpiratorker og ditto elvere.

Så langt, så godt. Så lad os lige tage stik af historien. Spænd hjelmen. Det hele skal jo hænge sammen, og rådgiveren der har været med os hele vejen viser sig ikke overraskende at have en del skjulte motiver. Der er en prolog til spillet der også introducerer en ny faktion, men vigtigere endnu, så finder vi ud af at målet alle går efter i dette spil er den døende bjørnegud Ursun. Spiller man som Polsk/Russiske Kislev vil man redde guden, spiller man den kraftigt kinesisk inspirerede Grand Cathay vil man med bjørnens hjælp finde et familimedlem, og alle andre vil enten slå bjørnen ihjel for dens kød - hvis man spiller de menneskelige kæmpeskraldespande Ogre, der er en uskøn blanding af en jætte og en kæmpe, imens andre bare vil have dens blod, bruge den som grobund for verdensomspændende sygdom (den baggrundshistorie er flere årtier gammel, så det er ikke noget med at slå plat på verdens tilstand) og så fremdeles. I spillet bliver det til at man engang imellem, når bjørnene skriger fra deres fangeskab i Chaos-universet, slå huller i universet, og disse kan så bruges som portaler til den anden verden hvor man kan gå igennem lange og trættende slag fremskaffe sig adgang til at låse op for at kunne slås med bjørnens fangevogter, den frygtelige dæmonprins Belakor.

Fun fact: han er en figur der optræder i både Fantasy- og 40.000-udgaven af dette univers, og mange fans mener at hans eksistens, kombineret med at Chaos-guderne er de samme, bekræfter at Warhammer Fantasy ikke er et selvstændigt univers, men reelt bare er endnu en planet i Warhammer 40.000-universet som ingen rigtig har opdaget endnu. Da den del af menneskeheden alene hersker over udgør over en million planeter, så synes det ikke usandsynligt.

Rent mekanisk er spillet som man kender det, men med en del nye tiltag. Hvor man før kun havde en type Chaos, og Chaos Corruption, er der her fire, faktisk fem at tage hensyn til. Chaos er Warhammer-verdenens unikke gave til verden, fire guder der er manifestationen af menneskets følelser på godt og ondt, og disse fire guder kæmper så indbyrdes imod hinanden i deres egen magiske parralleldimension, såvel som i den virkelige verden. Jeg havde håbet at den sidste faktion der var med havde været Chaos Dwarfs - små modbydelige skabninger der både kan bruge magi og primært føre krig igennem udpræget brug af massive krigsmaskiner,
inklusiv togtrukne kanoner, men sådan skulle det ikke være. I stedet har vi fået de af engelsk hooligan-inspirerede Ogres.

Man skulle tro at efter to spil, og et hav af udvidelser, så ville man løbe tør for faktioner og unikke spilmekanikker. Det er man ikke. Tværtimod. Der er også generelle forberinger, eksempelvis kan man nu se på en meget præcis konsekvens-skala hvordan en aktion påvirker diplomativet, hvad forskellige ting kræver, og sågar en balanceringsknap der lige præcis giver dig hvad du vil have, slut med at betale 5000 guld for en handelsaftale, nu kan du nøjes med at betale 1723 ligeud, og ikke et sølvstykke mere. Herudover kan man udbygge sit eget, og samarbejdspartnernes forsvar ved at bygge forposter i hinandens byer, der giver os adgang til den anden parts tropper. Man kan bygge byer, og sågar får man missioner af sine venner og kan endda i perioder overtage deres hære hvis man ellers er gode nok venner med dem.

Udover ret specielle mekanikker på slagmarken, så er den generelle administration af dit rige, inklusiv diplomati, væsentligt anderledes, alt efter hvem du er. Grand Cathay kan sende karavaner til lande langt væk og tjene penge - når de altså ikke bliver overfaldet, Slaanesh - guden for lyst og nydelse - kan ganske enkelt charmere borgporten åben, og direkte mindske modstanderens lyst til at slås med dig, hvor Tzeentch, Chaos-guden for skæbne og manipulation ganske enkelt kan trylle en udvalgt by i dit ejerskab. Der er naturligvis, desværre, Cooldown på den slags. Herudover er både enheder og taktikker ekstremt varierende, særligt for de fire Chaos-guders dæmoner, og når man til en anmeldelse skifter rundt imellem de forskellige racer og faktioner, så skal man tænke sig godt om, ikke kun på slagmarken, men også i den måde man interagere med andre på, ellers går det galt.

Og her er det at jeg er blevet ret imponeret, i langt højere grad end før føler jeg at der er kæmpe forskel på taktik og strategi, ikke bare i kampe, men i hele den måde man tilgår den verden man er i. Eksempelvis har Kislev et trosystem man er nødt til at være opmærksom på, og det er ret afgørende for at kunne supportere både din økonomi og dit militær, imens at de fire Chaos-guder vitterligt spiller som fire meget forskellige hære, på trods af at jeg som alle andre regnede med at de ville blive alt for ens.

Generelt bevæger enhederne sig hurtigere, der er enheder imellem der gør enorm skade, og det hele er i det hele taget skruet op i tempo. Det ses også i både multiplayer, hvor man ikke bare mødes ansigt til ansigt, men har fået en helt ny type standard set-up, men også i belejringsdelen, der nu er langt mere kompleks, byder på ressourcer og holdepunkter, har reelle chokepoints i byen, og giver en underlegen forsvarsstyrke reel mulighed for at forsvare sig, og en overlegen angriber skal tænke sig godt om. Herudover er langt flere hære afhængig af interne buffs, og særligt er det blevet mere svært bare at have én type enhed, en såkaldt Doom-stack, da man er nødt til at optimere sammensætningen for at vinde, det er ikke kun et højtragende spørgsmål om meta-gameplay, men helt banalt om at du ikke har råd til at miste moral, angreb- eller forsvarspoint imod en fjende der spiller mere optimalt. I multiplayer skal vi dog nok få det at se, særligt med de hære der kan forøge deres magireserver, for de er mere begrænsede her end tidligere, men er så også gjort stærkere. I det hele taget, mere af det hele, og selv rutinerede spillere, som jeg med over 3000 timer i de to forgående spil skal genoverveje hvad man gør.

Selvom at spillet stadig bruger Warscape-motoren, så er man nu gået bort fra nærmest malerilignende æstetik fra Total War: Warhammer II, og er gået over til Three Kingdoms/Troy-dogmet med at bruge så meget brunt og sandfarvet som man kan, og gerne med store tomme områder der fyldes ud med denne farve, i stedet for at man kan se baggrunden, typisk kampagnekortet, bag ved i stedet. Det er også en ændring i farver, de er meget mere lysende og glinsende, i stedet for den matte palette man tidligere brugte. Jeg er ikke glad for det. Jeg synes det er en kæmpe fejl. Det får den maleriske skønhed fra det andet spil, der smukt ramte virkelighedens stuebords-fígur-strategispils-feeling, og gør at det næsten overdrevet meget ligner, ja, et computerspil i stærke farver, rettet imod mellemstore børn. Lyseffekterne er forbedret meget, men, jeg oplever op til 35 FPS nedgang ift. forgængeren, og det kan altså mærkes. Herudover har jeg det svært ved at blod endnu en gang er gemt bag en, håber jeg, kommende DLC. Der var et par enkelte bugs, men ikke noget ødelæggende, og CA har på forhånd påpeget dem jeg har oplevet, og allerede inden review-processen sagt at de vil blive rettet til udgivelsen, men mon ikke at der kommer en balance- og bug-rettelses-opdatering relativt kort tid efter at spillet er udkommet.

Der er mange opdateringer og udvidelser i vente hvis man kender studiet ret, og de har gjort et stort, og fantastisk, arbejde med at udbygge områder og racer i spillet som ærlig talt ikke er voldsomt godt eller grundigt beskrevet til at starte med. Jeg er ikke enig i æstetikken, og slet ikke i at man har fjernet de lukkede porte, massive mure og erstattet dem med noget der ligner et CS:GO kort med nye ressourcer man kan bruge til at bygge tårne, men udførslen er virkelig gennemført, og jeg er ganske imponeret. Det her vil tage meget af min fritid resten af året, og sikkert også næste år.