Total War: Shogun 2

Det er i midten af Edo-perioden, og solens rige er på kanten af en blodig indbyrdes krig. Magthungrende krigsherrer landet over er alle blevet trætte af ikke at sidde øverst i fødekæden, og deres hybris er svulmet op i en grad, så de fatter våben for at vælte den siddende hersker. Det hele forventes at ende i en voldsom konflikt, som kun den stærkeste af landets krigsherrer vil komme helskindet ud af, for derefter at udråbe sig selv til Japans nye diktator og Shogun. Har du hvad der kræves, kan denne krigsherre meget vel være dig.

Med deres ottende spil i serien vender strategikongerne og historiepedanterne Creative Assembly tilbage til stedet hvor det hele startede. Det feudale Japan. Der er gået over ti år siden det første spil, Shogun: Total War, udkom, og således er denne sene efterfølger nærmest et naturligt punktum for serien indtil videre.

I Shogun 2 tager vi atter del i seriens typiske miks af turbaseret strategi blandet med realtidsstrategi. I den turbaserede del, som følger landets årstider, bygger du enheder, udforsker verdenen, udvikler byer, pusler med diplomati, okser med kultur og så videre. Mens du i realtidsdelen styrer de forskellige skærmydsler, der foregår til lands eller vands.

Det er en strålende cocktail af stilblandinger, der kan sammenlignes med et parti skak, der mellem turene forvandles til en hidsig tiger med jetpack. Det hele skaber en stærk følelse af at kunne se sine kampe blive del af en større mosaik. Hvordan de kan omskrive et riges grænser, de sociale forhold og tilmed historie. Det er til forskel fra mere klassiske strategispil, hvor kampene ofte virker som mere separate hændelser uden nogen særlig forbindelse.

Det som jeg frem for alt synes bedst om ved Total War: Shogun 2 er hvor lettilgængeligt det er, til trods for at spilsystemet hviler på en uendeligt kompliceret maskine af tænder og hjul. Det er et af få strategispil som ordene "let at lære, svært at mestre" virkelig passer på. Det skyldes at du selv bestemmer præcis hvor involveret du vil være i alle spillets funktioner. Vil du spille det alene som et turbaseret spil, og springe alle slagmarkerne over? Fint, bare sæt alt på auto battle. Er det kedeligt at styre skatter? Selvfølgelig! Autoreguler skatterne.

Du lærer i dit eget tempo, men spillet holder dig ikke nødvendigvis i hånden. I stedet peger det ud mod verden og siger "se, der er en masse spændende at opdage". Creative Assembly stoler på deres kernespillere, samtidigt med at de ikke straffer nybegyndere. Den som finjusterer alle Shogun 2's forskellige funktioner har selvfølgelig en fordel. Hvis du vil have nogen som helst chance for i sidste ende at blive en sand Shogun, må du lære at mikrostyre alt fra diplomati, handel, skatter, krig, logistik til politik, spionage og kulturel udvikling. Hvilket kan virke som en uoverkommelig opgave, men spillet hepper altid på dig, opmuntrer dig og giver konstant venlige påmindelser om, at det gerne vil se dig lykkedes.

Total War har derimod længe føltes som en serie, der var vokset lidt fast i sine gamle værdier. Det er som om Creative Assembly lykkedes så godt med sit spilsystem i første forsøg, at de siden da har været bange for at ændre noget. Serien har altid holdt et svimlende højt niveau, men kan også anklages for at være doven, idet alle spillene har haft de samme problemer siden Shogun: Total War. For eksempel har Creative Assembly altid haft svært ved at programmere en kunstig intelligens, der kunne score mere end dumpekarakter i 9. klasseseksamen.

Men i Total War: Shogun 2 har de endelig taget sig sammen. Her har de nemlig skabt en helt ny fjendeintelligens baseret på principperne fra den litterære klassiker Krigskunst. En bog der blev "skrevet" af den kinesiske strateg Sun Tzu for utallige år siden, og stadig regnes som nødvendig læsning for alle landes øverstbefalende.

Dog er det lidt svært at tage stikprøver af hvorvidt Krigskunst-udsagnet er andet end romantisk markedsføring. I sidste ende betyder autenciteten heller ikke det store, da hovedsagen er at fjendeintelligensen er blevet mange gange bedre. Det åbner for en helt ny dimension af strategiske overvejelser, som serien egentlig burde have haft for længe siden. Man kan mene at det både er for lidt og for sent, her ti år inde i spillets historie, men det ændrer ikke det faktum at det er Shogun 2's absolut mest velkomne nyhed. For nu har Creative Assembly i stedet kunne koncentrere sig om noget, der åbenbart ligger dem varmt på sinde, nemlig historie.

Total War-serien har altid gjort et strålende arbejde med at gøre spilleren interesseret og involveret i den tidsalder, det pågældende spil foregår i. I Shogun 2 leger Creative Assembly med metaperspektiv, alternative tidslinjer og historie på fortrinenlig vis. Du kan for eksempel i media res blive kastet ind i Japans virkelige historie og selv tage tøjlerne.

Altså får du et slags startpunkt i historien, hvor alt er gået som i virkeligheden, hvorfra du selv kan forme Japans fremtid som du vil.

Det skaber mange interessante scenarier. For eksempel kan du gøre det modsatte af hvad Japan gjorde, og åbne grænserne for vesterlændinge, importere skydevåben og lægge Shintoismen på hylden til fordel for Europas kristendom. Det hele giver spillet et ekstra lag af involvering, samt en konstant følelse af at historien virkelig ligger i dine hænder.

Vi du være med på legen, gælder det dog om at have en ordentlig PC. Systemkravene er nærmest bizart høje, og de får let en gennemsnits-PC til at bryde grædende sammen. Hvilket er lidt ærgerligt, da spillet ser ud som om nogen har hældt grøn te ud over det på de mere middelmådige grafikindstillinger.

Har du derimod en rigtig stærk PC fra dimension X er Total War: Shogun 2 som juleaften, Sankt Hans og Halloween på samme tid. Det er nemt at blive religiøs bare ved synet af hære, der let kunne have fyldt et fodboldstadion, når de tørner sammen på slagmarken i et tilsyneladende uendeligt hav af spyd, sværd, brændende pile, galoperende kavaleri og hvislende artilleri.

Jeg var længe bekymret for om Total War ville blive en af mange spilserier, der løb ud i sandet, men Creative Assembly har med Total War: Shogun 2 tværtimod vist, at serien står stærkere end nogensinde. Tiårsjubilæet fejres således med et af seriens bedste spil hidtil, hvor udviklerne byder os på en historielektion, der ikke kunne være meget mere gribende, om så Piet van Deurs slæbte os med ud på slagmarken.