Torchlight

Nostalgi er en stor del af vores samlede bevidsthed omkring computer- og videospil. Hvor ofte har man ikke siddet med enten glæde eller skuffelse over at se det velkendte udfolde sig for øjnene af en? Som når man langt om længe spiller efterfølgeren til ens yndlingsspil, og ser hvordan det har udviklet sig til enten det værre eller bedre.

En sjælden gang støder man også på en helt særlig titel, der på trods af ikke at være direkte associeret med en spilserie, minder umiskendeligt meget om noget, man har prøvet før. Torchlight er af mange anmeldere verden over blev kaldt en af de bedste Diablo-kloner i nyere tid, og nu da det endelig har fundet vej til Xbox Live, er det blevet tid til at se om det udsagn holder stik.

I Torchlight kan man vælge mellem tre forskellige klasser: Destroyer, Alchemist og Vanquisher som hver især er specialister indenfor henholdsvis nærkamp, magi og lang-distance kamp. Hver især har de nogle unikke evner og spells at vælge imellem, så der er ingen store overraskelser eller forvirringer. Herfra er det at vælge navn og hvilken ledsager man vil have, hvor man har valget mellem en hund, en drage eller en jærv, og så går eventyret ellers over stok og sten. Der er ingen ekstra muligheder for at forme ens karakters udseende og fremtoning yderligere, og selvom det umiddelbart lyder begrænsende, er det med til at man hurtigt kommer i gang med selve gameplayet, hvor Torchlights helt store styrker skal findes.

Man ankommer til den lille mineby Torchlight hvis primære indtægtskilde består af udvindelsen af Ember, det magiske grundstof der findes i byens undergrund. Men en konflikt er under opsejling mellem byens ældste troldmand og hans disciple, og det er nu op til dig, at finde ud af hvad der foregår i dybet. Historien er en tynd omgang og skal udelukkende ses som en undskyldning for at sende spilleren længere og længere ned i de propfyldte miner, huler og grotter. Her er der nemlig pakket med indhold, ikke mindst i form af både fjender og loot.

For lad os tale lige ud af posen, loot er simpelthen kernen i dette spil, og til hjælp med at samle og organisere alle de fantastiske våben, rustninger og det magiske Ember, har man sit trofaste inventory. Runic Games har gjort et fantastisk stykke arbejde med at tilpasse styringen til en Xbox-360 controller, og det kan virkelig mærkes. Med et enkelt knaptryk er man inde i det samlede system, hvor man både har overblik over items, skills, erfaringspoint og alt det andet, vi kender fra denne type spil. For det er ikke fordi, at det ikke er set før, det er det bestemt, men det er simpelthen gjort så pokkers godt, at man efter ganske kort tilvænning føler sig enormt hjemmevant i brugen af de forskellige funktioner. For som man bevæger sig igennem igennem de opfindsomme og varierende dungeons, optjener man points når man leveler op, og disse points kan sættes ind i et skilltræ, og tilknyttes forskellige knapper til joypaddet. På den måde kan man sammensætte to forskellige skillsæt afhængig af hvilken spillestil man benytter sig af. Systemet fungerer på samme måde som hotkeys i større rollespilstitler såsom Mass Effect 2 eller Fallout, men da der kun er et begrænset antal kombinationsmuligheder, er man tvunget til ofte at skifte og reorganisere sine forskellige spells og skills. Igen skulle man tro at det var et begrænsende element, men det skaber en helt fantastisk diversitet i spillet og bibeholder følelsen af variation og dynamik i spillets kampe.

Som enhver god dungeon crawler med respekt for sig selv, er kampene alfa og omega i Torchlight. De foregår som sagt alle under jorden, og her viser spillet stor variation i form af dets mange fjender. Level- og karakterdesignet starter ret simpelthen, men indenfor ganske kort tid slås man både mod kæmpeedderkopper, endeløse horder af zombier, transparente spøgelser, onde ånder og vederstyggelige bjergtrolde, samtidig med at man skal navigere sig rundt i komplekse og labyrintiske baner. Her kommer det indsamlede rov også til sin ret, da men jo hele tiden skal være opmærksom på at man har det bedste udstyr til rådighed, og her hjælper spillet ved at vise alternativer, stats og tilpasningsmuligheder, altsammen på en let og overskuelig facon. Når man så vender tilbage til overfladen har man mulighed for at kombinere de forskellige items, tilføje flere attributter til eksisterende våben, og selvfølgelig sælge og købe endnu bedre items.

Det er dog også ved spillets kampe at de største problemer skal findes, selvom spillets kvaliteter langt opvejer den kritik, der måtte være. Først og fremmest er den klassiske faste kameraposition på plads, som den hør og bør sig være, men der er desværre kun mulighed for at zoome ind og ud, og ikke panorere rundt i rummene. Det gør at visse fjender og items kan gemme sig bag muren, og selvom murene bliver transparente når kameravinklen bliver utilstrækkelig, er det et sørgeligt trade off. Men det største problem af dem alle, er simpelthen spillets performance. For det meste kører spillet yderst stabilt, og hvis vi ser bort fra enkelte problemer med screen-tearing, er der ingen problemer at spore. Det er dog lige indtil fjenderne indtager skærmen - og det er ikke blot en lille gruppe fjender vi snakker om her. Det sker at spillet kaster alt hvad der kan krybe og gå af fjender efter spilleren, og med magiske spells, ens ledsagers forskellige angreb og de utallige hit statistikker der flyver rundt på skærmen, må frame-raten bide i græsset og tage et ordentligt dyk. I starten er det ikke tydeligt, men som man bevæger sig længere ind i spillet, bliver fjendernes angreb og antal kraftigt forøget sammen med sværhedsgraden, og det skaber altså forståelige, men ikke desto mindre bemærkelsesværdige og irriterende tekniske problemer.

Ser man ellers på spillets fremtoning, kan man ikke andet end undres over disse problemer, da grafikken er holdt i en tegnet, overdrevet og lettilgængelig stil. Det er varmt og indbydende, men grafisk er det altså ikke særlig krævende, da spillet stort set ikke har nogen komplekse overflader eller effekter. Det samme kan siges om lydbilledet og det sparsomme stemmeskuespil, der er godkendt, men aldrig rigtig imponerer. Samlet set tyder det på at den grafiske motor og produktionen godt kunne trænge til en optimering. Noget der forhåbentlig bliver taget hånd om i en eventuel efterfølger. En anden ting man kunne håbe på i en efterfølger, er multiplayer-kompatibilitet, eftersom eventyret i Torchlight er et ensomt eventyr, uden muligheder for anden flerspillerinteraktion end et leaderboard. Ophidsende er det jo ikke, og både off- og online co-op havde været med til at skabe flere muligheder for at bytte loot, kombinere spells og koordinere angreb.

I og for sig ændrer det alligevel ikke ved det samlede indtryk af Torchlight, for den tidligere nævnte ros som spillet har modtaget, er fuldt fortjent, og det kan hverken manglende multiplayer eller mindre tekniske problemer ændre på. Det er dog nok til at trække ned i den samlede bedømmelse.

Når det så er sagt, er det i sandhed et gribende og underholdende bekendtskab hele vejen igennem. Har du ikke grebet dig an med denne spiltype siden Baldurs Gate, kan jeg med ro i sindet anbefale Torchlight. For du vil ikke blive skuffet. Om det er en af tidens bedste Diablo-kloner, skal være usagt, men det er i hvert fald et af de fineste spil på Xbox Live af sin art.