
Det gamle Grækenland har sat mærkbare spor i den vestlige civilisation. Deres demokrati, arkitektur, matematiske regler, Olympiske Lege og filosofiske livssyn er centrale ingredienser i den vestlige kultur. De arkitektoniske sammenfald er tydelige, når man betragter indgangen til Københavns Byret, og måske er det derfor, at jeg føler en vis indre ro i dette ældgamle, græske colosseum til trods for, at jeg har måttet løbe zigzag gennem en flok sultne løver og krigeriske gorillaer for at nå i sikkerhed på tilskuerrækkerne. Det er ikke det colosseum, jeg besøgte for godt ti år siden. Det er væsentligt mindre, men til gengæld betydeligt smukkere. Væskefattige planter står op af sandet som små hårtotter, en statue ekviperet med spyd og skjold spejder ud over arenaen og øverst oppe er en balkon til cæsar eller den øverste lokale myndighed. Selv i sit forfald er bygningsværket imponerende.
Der var al mulighed fornuft i at lave opdaterede udgaver af Resident Evil og Metal Gear Solid. Selv mindre ændringer og en grafisk ansigtsløftning er nok, når råmaterialet er bundsolidt. Jubilæum eller ej, det var vel kun et spørgsmål om tid, før et af historiens mest betydningsfulde spil blev fanget i remake-vinden. Og fanget er hun blevet, den gode Lara Croft. Hun er blevet hvirvlet så langt op i luften og udsat for så kraftige kastevinde, at hendes jubilæum i grunden er endt som et helt nyt spil.
På sin vis er det misvisende at sidestille Resident Evil og Metal Gear Solid med Anniversary. Crystal Dynamics har skåret de velkendte baner i mindre stykker og limet dem sammen efter behag. Overgangen fra The Cistern til Tihocans grav, gåderne i St. Francis Folly, åbningsværelset i Qualopeqs grav, kampen med T-Rex eller håndgemænget med Larson. Intet er, som du husker det. Du kan spille en halv time uden at ane, hvor du er, og pludselig drukne i nostalgiske følelser ved synet af noget meget velkendt. Desuden hænger kapitlerne langt bedre sammen. City of Vilcabamba og Lost Valley har tydeligvis været beboet af samme stamme, og Midas' have ligger rent faktisk klos op ad colosseum. Du løber selv distancen mellem de fire kapitlers individuelle baner, hvormed eventyret bliver mere nærværende.
Anniversary lægger afstand til originalen ved at udvide alt, der udvides kan. Hvad der før var klaret ved at aktivere en kontakt er nu en gåde. Hvad der før var et ydmygt pulterkammer er nu et tre etagers rum. Hvad der før var en relativt harmløs fjende, er nu en boss. Hvor der i gamle dage var en filmscene, er der nu en interaktiv tastekombinationssekvens, som også Legend benyttede sig af. I det hele taget er Legends gameplay også Anniversarys. Banerne er oversået med reb, afsatser, klippefremspring og wirekroge, som den ultrasmidige Lara udnytter med en legende lethed, og så er det i øvrigt dejligt at være fri for det utal af intetsigende og malplacerede skyderier, som Legend prøvede at peppe serien op med. Tomb Raider er en ensom gravrøvers kamp mod den vilde natur, ikke mod en hær af lejesoldater.
En genfortolkning af en milepæl må nødvendigvis træde forkert et eller andet sted, og det er også sket i Anniversarys tilfælde. Kameraet kan ikke håndtere visse vinkler, de faste checkpoints er ikke alle lige fornuftigt placeret, og McCrees smukke musik findes kun i genindspilninger suppleret med atmosfæriske munkekor. Man kan argumentere, at en ny oplevelse kræver ny musik, men når musikken var en af originalens største styrker - i mine øre det bedste soundtrack nogensinde - er det meningsløst at komponere nye numre. Vores egen Troels Folmann er en begavet musiker på linje med Jesper Kyd, og jeg har intet dårligt at sige om hans Anniversary-kompositioner, men det er som at genindspille Radioheads Fake Plastic Trees; hvordan skulle man nogensinde kunne gøre det bedre?
Desuden har et besynderligt paradoks sneget sig ind i Anniversary. Flere områder og rum er skrumpet ind. Det førhen enorme colosseum har nu en diameter på 25 m, og Thors hammer, som nu symboliserer den græske smedegud Hephaistos, er kun to mand høj. Til gengæld er Anniversary som en farvevulkan i udbrud, når du i ensom majestæt betræder de uberørte gravkamre og gør det af med den lokale fauna.
På PlayStation 2 var Tomb Raider en slags næstegenerationsspil. Forudsat at undertegnede er repræsentativ for Laras fanskare, så har fans med jævne mellemrum fundet den buttede cd-æske frem fra gemmerne for at få skudt en sprøjtefuld nostalgi direkte ind i den første og bedste vene, og sammenlignet med dette pixelerede helvede fra 1996 havde PS2-udgaven noget bedragerisk næstegenerationsagtigt over sig. Med Xbox 360-udgaven i maskinen er det modsatte tilfældet. Det, der sælges som et Xbox 360-spil, er i realiteten et PlayStation 2-spil, som kører i en højere opløsning og derfor tager sig bedre ud på et hdtv. Det er bestemt ikke en ubetydelig forbedring, men når det er den eneste, bør det afspejles i prisen, hvilket en søgning på spilpriser.dk har vist ikke er tilfældet.
TR: Anniversary er en fornem genfortolkning af en af historiens allerstørste spiloplevelser. Crystal Dynamics har transformeret originalens banedesign og gameplay, så oplevelsen føles ny, men ikke mere end at nostalgien og gensynets glæde er intakte. Anniversary understreger, at Tomb Raider er og altid har været en tidløs klassiker, selvom denne udgave ikke på nogen måde udnytter Xbox 360-hardwaren optimalt. Det træder ganske enkelt for tydeligt frem, at der er tale om en port af et spil, som er udviklet til en ringere hardware.