Tom Clancy's EndWar

Ronald Reagan og hans venner forestillede sig engang i 80'erne et sattelit system, der fra rummet, ville kunne nedskyde ethvert atombærende missil, inden skaden var sket. Det omfattende program syntes direkte inspireret af George Lucas' Star Wars-trilogi, og derfor var overraskelsen ikke stor, da det måtte skrottes, da grundlaget måske nok havde mere med fantasi end virkelighed at gøre.

I nutidens verden, hvor et missilskjold igen er noget man arbejder på at gøre til en global investering, synes det dog tættere forankret i virkeligheden. I bund og grund er det her EndWar starter, for i spillet er forsvarssystemet, her kendt som SLAM, faktisk blevet bygget, og er parat til at pille ethvert nuklearmissil ned fra himlen. En ny æra af fred står for døren, og alle kan vi ånde lettet op.

Med en nulstilling af magtpositionen, er det lige pludselig de naturlige ressourcer der afgør hvor magtfuld en nation er, og da Rusland sidder på de største olie- og naturgas depoter, må resten af verden spise fra deres hånd. Ressourcerne bruges til at opbygge enorme militærforanstaltninger, hvilket leder til frygt fra omverdenen, og pludselig er Tredje Verdenskrig under opsejling.

EndWar drager stor inspiration fra de nyheder vi til daglig får smidt i ansigtet. I en verden, hvor vi stadig lever i skyggen af terroristhandlinger fra ukendte kilder, er det usikkerheden der gør folk bange. I EndWar er det denne slags, der kostant bruges til at opbygge stemningen, og specielt energigrisen bliver brugt som pilespids for stridighederne.

Spillet er noget så usædvanligt som et Real Time Strategy (RTS) spil, udviklet direkte til konsollerne, og er en af de genrer som endnu ikke har fundet grobund på platformen. Det største problem har altid været kontrollen, der i sin minimering til knapfattige konsol-controllere taber tilgængeligheden, når man står over fjendtlige armeer i hobetal. Det har Ubisoft ville gøre noget ved, og i stedet for at hamre løs på controlleren, bruges nu i stedet stemmen til at styre det hele.

Med et headset på hovedet og et velvirkende stemmebånd, er du klar til at agerer officer. Et par korte stemmetests og simple opgaver er alt, hvad der skal til, før du er i gang. På slagmarkerne er din stemme alt hvad der skal til, og forstærkninger, luftangreb, taktiske eksplosioner, artilleri, soldaterangreb, kampvognsbeskydninger og alt andet, responderer på dit mindste kald. Stort set alt andet end kameraet respekterer faktisk din stemme.

Stemmekontrol er ikke et nyt begreb for Ubisoft, og allerede for et par år siden, eksperimenterede de med det i Rainbow Six 3, i EndWar virker det dog heldigvis bedre. Hvis man ellers lige sørger for at holde hovedet koldt, samt bevare overblikket er stemmekontrollen langt mere effektiv, end hvad jeg nogensinde har oplevet med en controller på konsollerne. Faktisk ender jeg hurtigt med kun at bruge controlleren til at bevæge med mellem enhederne, samt kigge lidt på kortet, og det er i sig selv en sejr for systemet.

Når karrieren som befalende officer påbegyndes, før man en hurtig gennemgang af kommandoerne. Ønsker du en specifik enhed skal angribe en specifik fjende, siger du " Unit one, attack hostile two" og sådan bliver man faktisk ved, med udskiftning af cifrene naturligvis. I 99 ud af 100 tilfælde vil eventuelle fejl tilfalde din egen mumlen, og præcisionen der bydes på er overraskende god.

Et irritationsmoment i Endwar er dog kameraet, der altid er fasthægtet på enhederne, og ikke kan bevæges frit omkring. I stedet kan der zoomes og bevæges omkring, men altid med den valgte enhed som fokus. Resultatet er at overblikket er utrolig dårlig, og man sjældent ved hvad der forgår. Selv skulle det være tiltænkt som en slags "fog of war"-effekt, er det utroligt frustrerende altid at måtte bevæge sig i uigennemtrængeligt mørke.

Den manglende overskuelighed betyder også, at man sjældent aner hvorfra fjenderne kommer, men hertil er løsningen Sitrep, en forkortelse for "Situation Report". Med Sitrep kan man på alle tidspunkter hive et kort frem, som repræsenter en forsimplet version af banen man er i gang med. Bygninger af alle slags, samt egne enheder og fjender, er alle markeret på kortet, og det er herfra det egentlige overblik dannes over fjendens planer, samt egne taktiske muligheder.

Resten af spillet er ligesom vi normalt kender genren, men på en eller anden måde synes Ubisoft at have glemt den livsnødvendige gnist, der gør spillet til noget specielt. Opsætningen på skærmen, minder for eksempel om det yderst lækre World in Conflict, og ideen med at have enhederne markeret i bunden af skærmen er lånt, men ikke overvejet. Derfor er ikonerne for hver enhed store og klodsede, og tager alt for meget plads.

Missionerne er alle baseret på simple planer, som at alle du møder på din vej, skal dø, eller at du skal overtage strategiske positioner på banen, og holde dem i et vist antal minutter. Alternativt skal du ødelægge forskellige installationer, eller forhindre fjenden i at gøre det samme. Opfylder man missionskravene, bliver man tildelt Command Points, som kan bruges til at indkalde forstærkninger, eller andre assisterende bonusser.

Har spillet et decideret problem, er det at det helt basalt er kedeligt. Spilmæssigt når den bærende kampagne sjældent højere interesseniveau end middel, og ingen af missionerne er særlig spændende. Modstanderens kunstige intelligens føles sjældent særlig intelligent, og takket være kedelige opgaver, er begejstringen aldrig stor når jeg spiller EndWar.

Et andet problem er, at man aldrig føler man opnår noget. Historien forklares udelukkende via monologer fra en altoverskyggende general, møder mellem verdenslederne og masser af anden tynd, kedelig snak. Handlingen har ingen egentlig tyngde, og det hele føles som en hurtig sammensat tillæg til onlinedelen. Hele Tom Clancy-indpakningen med katastrofer, globale kriser og den altid tilstedeværende trussel fra masseødelæggelsesvåben, er desværre utroligt udtjent, og forekommer aldrig spændende. Det endda på trods af et par velkendte Tom Clancy-profiler gæster historien hist og her.

Spilbalancen ligger på det velkendte steen-saks-papir system, men formår alligevel at virke urimeligt, fordi der samtidig er blevet inkluderet et system, der hele tiden udligner kampene. Således kan man risikere at det tabende hold lige pludselig får adgang til masseødelæggelsesvåben, som på et splitsekund vender kampen, ganske ufortjent. Nogen vil sikkert mene at dette holder spændingen i vejret, men strategien går fuldstændig fløjten, og lige meget hvor perfektionistisk man går til værks, kan det hele blive ligegyldiggjort uden at man kan gøre noget ved det.

Online afsnittet hedder Theater of War og er EndWars egentlige rygrad. Efter at have valgt hvilken af de tre sider man ønsker at kæmpe for, bliver man givet adgang til et verdenskort, hvor situationen skifter dag for dag. Det hele foregår som en slags Risk, hvor strategiske angreb og sejre, belønnes med ressourcer som ekstra enheder, dagen efter. Selv online lider spillet dog under dets mange skavanker, men formår alligevel at give et langt bedre spil, fordi modstanden lige pludselige er menneskelig og knapt så forudsigelig.

Den grundlæggende ide bag EndWar er faktisk rigtig god, men udførelsen har store mangler. Den kedelige handling, og et par standardiserede Tom Clancy-bidrag, giver kun en smule ekstra til spillets solo-kampagne. Jeg kan derfor kun håbe på at der vil være mange EndWar spillere der vælger at søge online, hvor spillet er fuldt godkendt, for offline er det mest af alt skuffende, og ganske dårligt.