Tokyo Jungle

Nogle mennesker elsker dyr helt ulideligt meget. Katte, hunde, pandaer, alt hvad revl og krat kan trække. Men hvis man lige ser bort fra sin bovlamme, overopfedede Golden Retriever eller huskat derhjemme på stuegulvet, så har de fleste dyr en ting til fælles. De er fra naturens side vilde og lever ganske uafhængige af os mennesker. Så hvis Jorden skulle gå under, så ville dyrene nok skulle klare det.

Den tanke har de glade udviklere hos Sony siddet og leget med, og frugten af deres arbejde hedder Tokyo Jungle, en fremtidsversion hvor de firbenede skabninger hersker over kloden. Der er ingen større forklaring på hvorfor. Menneskeheden er simpelthen forduftet, og Tokyos ellers mangfoldige gader ligger øde hen. Imens naturen genindtager byen, regerer kæledyrene på gaderne. De vilde dyr som er undsluppet fra den lokale zoo slås på fortovene og hvad man ellers kunne forestille sig af naturlig vildskab,.

I den meget grundige tutorial får man et greb om, hvordan de enkelte klasser af dyr fungerer, da man både kan gribe sig i potterne som en planteæder eller hvæsse kløerne som et rovdyr. Det er selvsagt, at man som planteæder har andre former for næring end som rovdyr, og på den måde overlever man enten af planter og vandhuller, eller af at jage andre dyr, og det er det der skal til. Som i naturen, som i spil, som man siger, og i dyrenes verden er der kun tre mål: føde, forplantning og allervigtigst - overlevelse.

I starten har man kun mulighed for at spille som en sikahjort eller en lille hund, men jo længere man lever, og jo flere points man tjener, des flere typer åbnes der op for. Så tigre, løver og bjørne er også blandt de rovdyr man spiller som. Så langt, så godt, men herfra går det også stødt ned ad bakke.

For Tokyo Jungle har ganske enkelt ikke noget særlig spændende gameplay at byde på. Efter at have valgt sikahjorten står det klart, at der skal laves nye kid - flokken skal udvides. Men for at gøre det, må man først spise sig stor og stærk og markere sit territorium. For ligesom nede på den lokale bodega, kan man ikke finde en mage uden at arbejde lidt for det.

Men gaaab - hvor er det kedeligt! Man bevæger sig rundt i Tokyos gader i hvad der i første omgang ligner et 2D-plan, altså á la Little Big Planet, det vil sige at man også kan bevæge sig indad og især udad, mod spilleren selv, så det bliver et rigtigt 3D-format. Men det er en tarvelig sammenligning, for grafisk er der hverken spræl, farver eller overskud af nogen som helst art. Det ligner en tynd konvertering af et grimt PS2-spil, hvor farverne er røget ud med badevandet. Det er kun de stive, men dog til tider velfungerende animationer der lige akkurat får det til at hænge sammen, og så ser jeg endda lidt stort på at planteæderne også har sine egne jagtanimationer. For mig virker det lidt mystisk, at en sikahjort kan jage og slå en kanin ihjel ved at sparke til den, men lad gå. Sikkert er det i hvert fald, at PS3'erens grafikkort virker mere som et løve i et bur, end et utæmmet vilddyr med denne titel.

Dertil skal man også lægge en lydside, der er så gennemgribende dårlig, at det er svært at finde ord for det affald, der her er mixet ned. Tæppebankermusik af den værste, mest anonyme tyske skole skal man lede længe efter. Det er hverken mening eller galskab for den sags skyld, der præger musikken, men i stedet ganske enkelt ligegyldighed, og så kan det næsten ikke blive mere tandløst. Lydeffekterne sætter et lille plaster på lydsidens åbne benbrud.

Men der er også enkelte fine detaljer. Ved jagt eller flugt fra rovdyr kan man gemme sig i højt græs, og lyden dæmpes markant, så snart man er skjult i græsset. Det er ikke nogen revolution, men en fin detalje på en ellers tom savanne.

Ingen tænder, ingen fast føde og et sådant udtryk afspejler Tokyo Jungle ganske fint. For med et så tyndt gameplay, hvor Tokyos øde og flade gader knap nok er værd at udforske, er der ikke meget dyrisk sjov at hente her. Havde spillet i stedet fundet vej til de evigt populære mobile platforme til fordel for fordybelsen foran hjemmealteret, var karakteren højest sandsynligt blevet mere fordelagtig. For nu kommer vi ind til bøffens kerne, og her er kødet altså ikke helt gennemstegt. At man skal være stærk og have et territorium for at parre sig er fint, men efter man har sprunget op på bukken, og ja det hører jo med, så er det blevet tid til at gøre det samme en gang til. Nyt territorium skal overtages, planter eller dyr skal spises, og så kører hele møllen igen igen. Det er ikke særlig sjovt, og efter tredje gang bliver man næsten helt glad for at dø af forurening eller alderdom, der som en nedtællingstimer automatisk sikrer at spilleren stresses igennem spillet, på trods af sit ret intetsigende dyreliv.

At have et gameplay der er evigt gentagende, det er der ikke meget fidus i, og især ikke når det er doseret så tyndt, som det ses her. Tokyo Jungle virker forfejlet og helt udenfor både tidens tendenser og platformens styrker. Tokyo Jungle kan knapt nok anbefales til de allermest fanatiske dyrevenner, og alle andre bør vitterligt søge andre jagtmarker.