Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Titanfall

Titanfall: Frontier's Edge

Vi er gået i krig og har nedkaldt titaner i de tre nye baner fra Frontier's Edge-DLC'en.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er tre nye baner i den nye DLC-pakke til Titanfall, men de er ikke det eneste nye indhold, man bør nævne, når man vurderer spillet, som det ser ud i dag. Banerne Export, Resort og Dig Site får selskab af den nye in-game-valuta, som introduceres sammen med The Black Market, og begge disse stykker indhold er med i den seneste opdatering, der så igen gør Respawns shooter mere stabil.

Så der er nok at tale om. Måske er det bedst at få tilbehøret ud af verden først. The Black Market er det nye in-game-valutasystem, der giver spillerne mulighed for at købe pakker med Burn Cards (og Titan-emblemer, hvis du mere er til den slags). Der er forskellige måder at skaffe de penge, man har brug for til at købe de nye kort, og det vil sikkert glæde de fleste at høre, at mikrobetalinger ikke er én af dem. Respawn har flere gange udtalt, at de heller ingen intentioner har om at introducere den mulighed. Pyha.

Der er forskellige pakker af varierende pris, fra standardpakken med et tilfældigt udvalg af kort til de dyrere og derfor mere specialiserede samlinger. Du får seks kort pr. pakke og kan tjene de penge, der skal til for at købe pakkerne, ved at gennemføre og vinde kampe, gennemføre daglige udfordringer og sælge de kort, du ikke vil have. Derudover bliver en del af dine XP-point forvandlet til in-game Credits, når du når niveau 50.

Titanfall
Dette er en annonce:

Alt i alt er det ikke det helt vilde, og det ændrer ikke ved noget særligt, men det er et fint stykke meta-spil, der kan holde fansene beskæftiget mellem kampene, og som sådan kan man ikke rynke på næsen af det. Det er desuden til rådighed for alle spillere; du behøver ikke købe DLC-pakken for at kunne begynde at samle Credits til at bruge på Burn Cards.

Endnu en gratis tilføjelse er "game update 5", en optimeringspatch, som forbedrer billedhastigheden en smule i de forskellige versioner af spillet. Vi testede Xbox One-versionen af spillet, så vi kan ikke sige noget om Xbox 360- og PC-versionerne, men vi bemærkede en lille forbedring i ydeevnen. Der er stadig screen tearing hist og pist, og billedhastigheden dykker stadig fra tid til anden, men overordnet er det en forbedring, også selv om man kun bemærker den en smule.

Men, når alt kommer til alt, er vi her ikke for at høre om in-game-valuta og opdateringer, så lad os se på de nye baner. Er de en forbedring i forhold til dét, der er gået forud (både i selve spillet og i den Expedition-DLC, der allerede er blevet udgivet), og hvordan er de at spille?

Indledningsvis er det på sin plads med en smule kontekst, da dette er den anden DLC-samling, vi er blevet udsat for. I Expedition-pakken fik vi tre nye baner: Runoff (som, hvis I spørger os, er mudret og kedelig og sandsynligvis blandt de værste baner, spillet har at byde på), Swampland (hvor slagene står på tværs af og gennem tilgroede ruiner) og vores personlige favorit, den digitale slagmark i War Games. Ligesom de baner, der optræder i basisspillet, fungerer alle disse baner fint på tværs af de forskellige spilmodes, som Titanfall har at byde på (selv om vi for det meste hælder mere mod Attrition-playlisten).

Dette er en annonce:

Kan Frontier's Edge gøre den kunsten efter og måske endda overgå de tre baner i Expedition? Og kan pakken overgå kvaliteten af de baner, der er til rådighed for alle i basisspillet? Svaret på de spørgsmål er ja og ja. Kvaliteten af de tre baner i den seneste DLC-pakke er høj over hele linjen.

TitanfallTitanfallTitanfall
De tre baner fra den første DLC-pakke, Expedition

Lad os få det mindst imponerende overstået først. Dig Site finder sted i en mineudgravning (deraf navnet) og er (ligesom Runoff) mudret og lidt kedelig at se på. Dog sker der mere end hvad øjet umiddelbart ser. Der er store åbne pladser, der hvor titan-kampene finder sted, og spredte bygninger rundt omkring på banen, hvor spillere samles og skyder på hinanden. Ét kritikpunkt kunne være, at det er for svært at se fjendtlige spillere, der camper oven på bygningerne. Hvis et hold kan få overtaget på toppen af bygningerne, kan den dårlige sigtbarhed gøre det svært at få ram på dem, og det gælder i højere grad, hvis de har gang i et effektivt samarbejde med titanerne på jorden.

I udkanten af slagmarken står der mineudstyr, som man kan løbe og klatre over, og der er fine detaljer inde i bygningerne, med stenbrokketyggende maskiner og den slags. Ikke at du vil lægge særligt meget mærke til det, mens du spæner gennem de forskellige bygninger på jagt efter dit næste offer. Alt i alt er Dig Site nok den mindst interessante af banerne, og den som vi mener har mest potentiale til at være ubalanceret. Vi syntes dog stadigvæk godt om den.

TitanfallTitanfall
Dig Site

Den anden bane, Export, viderefører mine-temaet, men industripræget er knap så udtalt. Den finder sted i en havn nær en mineudgravning (antageligvis dén, der spiller hovedrollen i Dig Site - det ville i det mindste være logisk). Der er tre veje, der løber gennem banen, og det er som regel her, der er gang i den, specielt hvis der er titaner involveret. Der er mange bygningsværker at hoppe over og igennem, inklusiv én, der rummer noget ganske usædvanligt: en serie blinkende kabler i et rum, der udløser et stødgivende angreb på den modsatte side af banen. Der er som regel mange kampe i og omkring det rum, og dét alene gør det til en interessant feature.

Den visuelle æstetik i Export har et fint rent feel, hvilket vi efterhånden forventer af Titanfall. Vejene er enhver snigskyttes drøm (hvis du kan undvige fjendtlige titaners kærlige tilnærmelser), og reb-baner gør det nemmere at bevæge sig rundt mellem de forskellige områder. Denne bane virker også fint i alle de forskellige spilmodes, og passer godt ind i det samlede baneudvalg.

TitanfallTitanfall
Export

Den sidste bane - Haven - er nok vores favorit. Det er klart den, der føles mest forskellig fra de andre. Slagene finder sted på et eksklusivt feriested, og den fine grafiske stil gør banen til noget særligt mellem de øvrige. De høje bygninger og højtliggende afsatser gør den idéel for spillere med hang til parkour, som kan komme nemt rundt, og der er masser af veldesignede rum inde i bygningerne, som lægger hus til intense ildkampe, specielt i spilmodes som Capture the Flag.

Alle tre baner skifter uden problemer mellem de forskellige spilmodes, og mens vi personligt foretrak Attrion på alle tre, så virker både CTF og Hardpoint Domination fint over hele linjen (og det gør de øvrige spilmodes også).

Er den nye DLC-pakke pengene værd? Helt bestemt, hvis du ikke har noget imod, at spillet i sig selv - i hvert fald efter vores mening - er for dyrt. Hvis vi kunne få vores vilje, så ville disse ekstra baner være gratis, og Respawn ville kunne samle communitiet på tværs af alt deres indhold. Titanfall er en rigtig god shooter - det er der ikke ændret noget ved - men vi har altid ment, at der manglede noget, og måske er det den værdi, som tre gratis baner kunne have bidraget med. Men vi har ikke tænkt os at græde over spildt mælk: Det er, hvad det er, og det er der ikke noget at gøre ved. I sidste ende er de nye baner i Titanfall alle hæderlige, og hvis du stadig spiller spillet, vil du være godt tjent med at anskaffe dem.

TitanfallTitanfall
Haven
HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Veldesignede baner der passer godt til de forskellige spiltyper
-
Vi ville ønske de var gratis, og der er kun tre af dem
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
TitanfallScore

Titanfall

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Blichfeldt

Man kunne frygte, at Xbox 360-udgaven af Titanfall var en skuffende, grim og nedbarberet udgave af spillet. Men det er der slet ingen grund til, viser det sig.

0
Titanfall lander på Steam

Titanfall lander på Steam

NYHED. Skrevet af Jakob Hansen

Før de opnåede succes med Apex Legends stod Respawn bag Titanfall-spillene, der opnåede gode anmeldelser, men ikke helt blev den gigantiske kommercielle succes, som EA...

3
Titanfall er gratis på Origin

Titanfall er gratis på Origin

NYHED. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Electronic Arts har afsløret Titanfall: Deluxe Edition til PC der er ankommet til Vault, en sektion af Origin Access der er gratis for alle abonnenter. Det vil sige, at...



Indlæser mere indhold