TimeSplitters 3 – Future Perfect

Det er med en umiskendelig fornemmelse af deja vu, at jeg sidder og stirrer på skærmen. Lillebror sidder og hamrer løs på sit keypad, imens vi kæmper os vej igennem endnu en bane. Skærmen er et inferno af Free Radicals kendetegn; den bløde karikerede tegnefilmsgrafik, den lynhurtige action og den smilende humor.

Vi har taget hul på endnu en dag i selskab med TimeSplitters 3, og vi kommer ikke uden om at vi er glimrende underholdt. Skaberne af det efterhånden legendariske Goldeneye er tilbage med endnu et FPS. Der rides klart på ryggen af TimeSplitters 2, men Free Radical har forsøgt sig med enkelte tilføjelser. Med en god bunke timer bag os er vi enige om, at det netop er fortidens forcer, der holder spillet løftet.

Der bliver da heller ikke lagt skjul på, at TimeSplitters 3 er mere af det samme. Menuerne lugter af genbrug, tonerne lyder bekendte og figurerne er støvet af endnu engang. Historien har dog fået lidt ekstra proteiner denne gang - eller rettere sagt; denne gang er der reelt set et forsøg på en historie. Tidligere var jagten på tidskrystaller blot et røgslør for at strikke en række forskellige tidszoner sammen. Vi kommer da ikke udenom, at der atter er tale om et vanvittigt ridt gennem tidszoner - men det er nu hæftet sammen af nogle ganske vittige mellemsekvenser. Her træder vi i Cortez’ militærstøvler imens den brummende actionhelt forsøger at redde verden. Cortez var også centrum i introen til TimeSplitters 2, men det virker alligevel en kende søgt, at han er blevet omdrejningspunktet for handlingen i treeren. Det tager i hvert fald ikke lang til at sætte lighedstegn mellem ham og Vin Diesels Riddick - ligheden er slående og rækker helt ned til personens toneleje og kvikke one-liners.

Det er så ikke et enkeltstående tilfælde på, at der er hentet inspiration andetstedsfra. Et stykke inde i spillets storymode falder man over en lastvogn med en kanon på ladet. Sørme om man ikke kan bemande møget - samtidig med at en kammerat styrer maskinkanonen, hvis man spiller co-op. Det skriger ganske enkelt "Halo" med kyklopiske bogstaver. Desværre er det slet ikke udført med samme gefühl, som tilfældet var med Bungies klassiker. Faktisk er køretøjerne totalt overflødige og på ingen måde essentielle i spillets forløb. Dertil så er styringen miserabel - det varer ikke længe inden man hopper ud og fortsætter til fods. Det føles som et forsøg på, at hive lidt fra Halos succes, men det mislykkes ganske grumt. Samme historie gør sig gældende for de stationære kanoner. Af uransaglige grunde er der ingen sigtekorn, og det gør det noget nær umuligt at målrette sine varme blykugler. Det bliver så ikke bedre af, at de tilsyneladende ikke gør den store skade, når de endelig rammer. Fælles for disse to nye tiltag er, at de pænt sagt er overflødige og hvad værre er, så er de dårligt udført.

Der, hvor TimeSplitters 3 fungerer, er når der trækkes på de gamle dyder. Det er når der er fuld fart over feltet i en herlig strøm af modstandere, krudt og kugler. Historien er ganske interessant, og spiller på underholdende vis på tidsrejseparadokset. Med det sagt er det dog aldrig stor drejebogsstil - men nok til at holde begivenhederne rullende. Her kæmpes på toppen af et hurtigt rullende tog med nuklearlast, og der skydes og skriges i et spøgelseshus hærget af gale videnskabsmænds aparte kreationer. Vi kommer dog ikke udenom, at hele morskaben har en slem snært af skydetelt. Banerne er fuldstændigt lineære, og modstanderne dukker op bag samme kasser og fra de samme gange hver gang. Det her er set-pieces fra allerværste (eller bedste) skuffe, og det gør det let at gennemskue mønstre. Historien er let besejret på under ti timer - og så er der ingen grund til at vende tilbage.

For at vende tilbage til sessionen med min kære lillebror, så var det klart i spillets multiplayer-del at vi fandt vores underholdning. Med de store baner sværmende med bots og fraktionerne trukket skarpt op mod hinanden, blev der skudt til den store guldmedalje. De mange våben fungerer absolut glimrende, og endnu et pletskud med sniperen afføder høje kommentarer, som ikke egner sig til gengivelse på trykt papir. Mulighederne er mange, lige fra at storme baser, undgå at blive smittet med virus, kæmpe med abehjælpere og meget mere. Variationen er styrken, og dertil kan man sågar kæmpe over Live. Præsentationen er også en ganske tiltalende cocktail. Grafikken er besmittende i sin naive stil, men lider lidt under lidt teknisk fnidder. Framehastigheden kan til tider hoste voldsomt - især når større modstandere glider (hakker?) ind på skærmen. Lyden er over gennemsnit, og undertegnede kan især godt lide de små melodier. TimeSplitters 3 er slet ikke noget dårligt køb, men det er desværre gået lidt i stå trods al sin charme.