Thor: Love and Thunder

At se din familie og venner dø, især hvis du har en bror, der har for vane at bide i græsset, kan gøre enhver deprimeret - selv den stærkeste af Asgårds guder. I Thors tilfælde har han besluttet sig for at søge indre fred hos Guardians of the Galaxy, som til deres store ærgrelse må finde sig i Thors filosofering mellem de kosmiske kampe. Da en ny trussel nærmer sig, bliver tordenguden dog tvunget til at søge nye allierede, og gensynet med hans tidligere flamme Jane Foster, bliver blot endnu mere overraskende af, at det viser sig, hun har påtaget sig den og rolle og det ansvar, som Thor forlod.

Taika Waititi besidder en berusende fortælleevne, når han får friheden til bare at gå amok i tegneserieverdenen, og hans komiske islæt har farvet tegneserieguden med både rock and roll og en meget lysere tone. Stilen fungerede meget godt i Thor: Ragnarok, som jeg anser for at være den mest underholdende Thor-film. Desværre fungerer det mindre godt i Love and Thunder, som hurtigt bliver viklet ind i lidt for mange historietråde, og humoren rammer ikke helt så godt som i Ragnarok. Love and Thunder bliver hurtigt forvirrende og hovedløs i sit plot grundet sin romcom-natur, hvilket er ærgerligt, da filmen indeholder mange sjove gæsteoptrædener og hæsblæsende scener. De, der forventer noget mindst lige så kosmisk og kaotisk som Ragnarok, vil helt sikkert også more sig her (det bedste er Thors jaloux kampøkse!). Men for mit eget vedkommende var det svært at trække på smilebåndet, når det meste føles så påklistret lykkeligt.

 
At se Christian Bale indtage tegneserieverdenen er også en smule bizart, selvom han har været fortrolig med genren siden dagene med Batman. Her spiller han en "god-slayer" ved navn Gorr, som bliver etableret meget effektivt i filmens åbning, og som er en af de mere mindeværdige skurke i Marvel-verdenen. Hans skuragtighed afhænger dog helt af den tone, filmen forsøger at skabe. I det ene øjeblik kan han virke rigtig truende, men på andre tidspunkter virker han mere som en eventyrfigur, der er havnet i den forkerte film. Blandingen af rendyrket camp og hvæsende monster er dog ganske vellykket, netop fordi det er Bale, so tør give den lidt gas. Karakteren fungerer bedst i sin sort-hvide skyggedimension, og Bales menneskelighed formår at skinne gennem de dæmoniske øjne. Selve skurkens mission virker dog en anelse fantasiløs.

Det største problem med Love and Thunder er, udover den rodede fortælling, kemien mellem hovedpersonerne, eller snarere manglen på samme. Natalie Portman og Chris Hemsworth er langt fra dårlige skuespillere hver især, men uanset hvor meget filmen forsøger at uddybe deres forhold, er sandheden, at de aldrig rigtigt har fungeret sammen på skærmen. De to første Thor-film præsenterede et forhold, der følelsesmæssigt var som at se maling tørre, og det er ikke blevet meget bedre her. Thor fungerer langt bedre uden kiloene og Lebowski-attituden fra Endgame, og Portmans kræftramte heltinde giver filmen lidt mere drama, men når de er sammen, fungerer det altså ikke.

 
Love and Thunder formår stadig at underholde takket være dens smittende energi og harmløse humor, men i sidste ende er det fjerde Thor-kapitel blot endnu en i rækken af tvivlsomme efterfølgere i en filmføljeton, der virkelig ville have haft godt af en lang pause og lidt mere inspiration. Det er ikke helt så forfærdeligt som The Eternals, men ej heller så overraskende som Multiverse of Madness. Fællesnævneren for de seneste Marvel-produktioner er, at det hele stadig føles noget redningsløst og uforløst. Nu behøver man selvfølgelig ikke se hver film, som en vigtig brik i et overordnet Marvel-puslespil. Men selv vurderet ud fra egne meritter mangler Love and Thunder skarpheden fra bedre Marvel-film, på trods af Waititis unikke komiske evner.