This War Of Mine

Klokken er lidt over et om eftermiddagen. Nogen banker på døren. Pludselig sænker en ond stilhed sig over vores tilflugtssted. Ingen siger en lyd, og alle stirrer ned i gulvet. Stilheden brydes af endnu et bank. Der er nogen ved døren, og hvem han end er, bliver han ved at banke på. Katia går op og kigger gennem nøglehullet. Der står en gammel mand. Pludselig siger han noget, han må på én eller anden måde have fornemmet, at noget bevægede sig på den anden side af døren. Men da ingen åbner, banker han igen. Jeg kan ikke tage i håndtaget, for så bringer jeg måske os alle i fare. Hvad nu, hvis den gamle mand er fortrop for en banditbande, der har tænkt sig at røve os? Måske endda slå os ihjel? Jeg skal blot åbne døren for at vished for det.

This War of Mine er meget mørkt, barskt og svært at beskrive. Eventyret udspiller sig på en krigsskueplads lige uden for døren. Snigskytter gemmer sig på tagryggene og skyder på alt, hvad der rører sig. Vi kan kun vove os udenfor ved nattetide for at lede efter forsyninger, men selv når vi er indhyllet i mørke, kan det være farligt. Grundlæggende handler spillet om de moralske valg, jeg må træffe for at sikre gruppens overlevelse.

Jeg styrer en gruppe overlevende, og de har hver deres anvendelsesmuligheder og evner. Katia, for eksempel, var engang reporter. Pavle var lokal fodboldspiller, et stjerneskud, og han kan løbe meget hurtigt, hvis han skulle få brug for det. Den tredje karakter, Bruno, havde sit eget madprogram i fjernsynet. Han kan fremtrylle de mest velsmagende retter af alle mulige ingredienser.

Men karaktererne er ikke de mennesker, de engang var, og dét er længe siden. Nu er alting forandret. Krigen brød ud, og tog alt det, de mente var værd at leve for, fra dem. De overlevende bor i en nedslidt bygning og gør alt, hvad de kan, for blot at klare sig igennem. Omgivet af snavs og affaldsdynger og med rotter som bofæller. Vinduer og døre er barrikaderet, og dét med god grund. Nogle etager er der ikke længere adgang til, da de er fuldkommen oversvømmet. I spillets 2D-perspektiv har jeg et godt overblik over vores hjem. Det er ikke noget rart sted at bo. Alt i alt fremstår det dystert. Deprimerende. Med et velafstemt musikalsk lydspor oveni, får This War of Mine en tyk dystopisk atmosfære.

Senere, da jeg er i et andet hus med blot én af de overlevende, ser jeg igen gennem et nøglehul, denne gang for at lure ind i et køkken. Jeg kan næsten høre Brunos mave rumle, men må være tålmodig. Jeg ved, at der er noget at spise i køkkenet. Der er en kvinde, der leder efter noget, så jeg gemmer mig en døråbning. Efter hvad der føles som en evighed, forlader hun rummet. Jeg styrter straks hen til køleskabet, rydder det for forsyninger og skynder mig væk med rygsækken fyldt til bristepunktet. Vores husstand overlever mindst én dag mere. Men på vejen hjem bliver jeg ramt, heldigvis kun af skyldfølelse. Er jeg virkelig sunket så dybt? Hvad skal der blive af de mennesker, jeg lige har bestjålet? Men med en bid af et indtørret æble glemmer jeg det.

I den tid, jeg tilbringer i This War of Mine, bliver jeg konstant stillet over for lignende overvældende valg. Jeg er tvunget til at vurdere de forskellige behov i gruppen og udnytte karaktererne styrker, så de behov dækkes bedst muligt i en verden fuld af armod. Der er aldrig nok, og dét, man finder, bliver altid forbrugt for hurtigt. Til at begynde med er det stadig muligt at dække de overlevendes basale behov, men senere hen bliver det vanskeligere. Folk vænner sig til at sulte, og ved, at de vil dø. De hører radio, spiller guitar, læser bøger eller varmer sig en gang om ugen ved en ovn. Vi længes efter gamle dage, men de kommer aldrig tilbage.

Der er meget ressourcestyring i This War Of Mine. Det er vigtigt at holde øje med madforsyninger, medicinmængder og byggematerialer, for det er mangelvarer. Til at begynde med gennemsøger vi vores faldefærdige hus for mad, vand eller andre brugbare ting. Men det står hurtigt klart, at stedet her ikke kaster nok af sig til, at vi kan ernære os, og derfor må vi gå på natlige plyndringstogter i andre huse. Men sådan et togt skal planlægges godt.

This War of Mine er allermest intenst, når en af karakterne sniger sig på hug gennem en bygning. Jeg skal lægge særligt mærke til de visuelle ledetråde, der viser, hvor der er mulige støjkilder. Jeg skal også huske, at andre overlevende vil få øje på eller høre mig, hvis jeg bevæger mig uforsigtigt. Hvis beboerne bliver forskrækkede, vil de lede efter indbrudstyven og forsvare deres ejendele med dødbringende midler, hvis det er påkrævet. I sådan en situation er det bedste næsten altid at stikke af, for ellers er det tvivlsomt, at man når hjem i live. Og hvis en karakter ikke vender hjem fra sin mission, så bliver resten af den nu mindre gruppe ladt sultende tilbage. I denne krig er døden permanent.

Mens én karakter er ude at lede efter forsyninger, skal de andre holde øje med huset og forsvare sig mod mulige fjender. En tredje karakter (eller fjerde, såfremt nogen slutter sig til din gruppe) kan hvile sig og sove om natten, mens en anden forsvarer sig mod alle, der gør præcis dét, man selv gør andetsteds i byen. Jeg styrer de enkelte karakterer hver for sig, og inden længe er de en velsmurt maskine og veksler mellem at sove og gøre forskellige ting. Huset bliver hurtigt ryddet for murbrokker, og så går jeg i gang med at udstyre det med ting fremstillet af de materialer, jeg har fundet på mine udflugter. Jeg bygger to senge, et komfur til at lave mad på og en varmeovn til den kolde vinter, mens en radio serverer nyheder fra verden udenfor. Tingene kan opgraderes, og nye items kan craftes i dagstimerne.

De, der ser bag det krigshærgede sceneri og kampen for overlevelse, vil opdage dét, der ser ud til at være en solid hybrid af strategielementer. Dette er et spil, hvor omhyggelig ressourcestyring er afgørende for, om man overlever, og dertil kommer taktisk dybde, langsomme spilpassager, hvor jeg crafter i løbet af dagen og afventer det togt, som skal gennemføres hver nat. Jeg har spillet demoen næsten til ende, og underligt nok kan man ikke gemme sit spil. Måske er det kun tilfældet i det build, jeg spillede, og måske er der mulighed for at gemme spillet i det komplette spil, måske ikke. Hvis det ikke er tilfældet, så er det et greb, der - selv om det uden tvivl er effektivt - vil påvirke den måde, folk spiller spillet på, og det kan vise sig at være frustrerende for dem, der ikke har så meget tid.

Og nu nærmer jeg mig slutningen på min tid med demoen. Manden fra begyndelsen af denne tekst banker stadig på døren. Jeg lukker ham ind. Gennem to timers spiltid har mit blik været stivnet på hoveddøren, uden at jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. To timers konstant banken. Havde han en gruppe plyndringsmænd med sig, der slog de overlevende ihjel? Kom han for at bytte nogle ting med os? Nej, han ville bare have et varmt sted at gøre holdt, et tag over hovedet og lidt selskab. Da jeg endelig gav efter og åbnede døren, tænkte jeg ikke over, hvad der ville ske med Katia, Bruno eller Pavel. Jeg tænkte på mig selv, og spurgte, om jeg, hvis jeg befandt mig i den situation, ville åbne døren eller ej. Det er jeg ikke længere sikker på.