
Las Vegas bliver kaldt mange ting, thi kært barn har som bekendt mange navne: Syndens By, Hasardspillets Mekka og et væld af andre mere eller mindre smigrende navne. Nu skal den, efter et besøg fra Ubisofts kommandosoldater og have ageret skabelon for GTA: San Andreas' Las Venturas-område, være kulissen til et nyt actionspil i sandkassegenren.
Den første reaktion, der melder sig, skriger: Grand Theft Auto: Las Vegas. Alle elementerne er til stede for, at This is Vegas kan blive slået i hartkorn med Rockstars sandkassespil. Kriminalitet? Check. Skuddueller? Et par, skal det nok blive til. Hurtige biler? Masser. Et stort åbent område? Hele Las Vegas. Derfor er det måske ikke så underligt, at sammenligningen med GTA ligger lige til højrebenet.
Men hvad er This is Vegas egentlig? Spillet handler om en gut, der opdager, at alle byens kasinoer er ved at blive opkøbt af en slem mand, der vil opføre et eller andet familievenligt etablissement. Da dette strider vildt mod Las Vegas udsvævende ånd, beslutter spillets hovedperson sig for, at sætte en stopper for det.
Fra hvad der er blevet vist fra spillet, vil handlingsforløbet ikke sætte nogle litterære milepæle, men humoren og missionerne, ser ud til at læne sig op ad Grand Theft Autos mere underspillede humor og mindre op ad Saints Row noget mere platte og upolerede stil. En mission viste spilleren agere chauffør for en ældre mand, der udspecificerer, hvor meget kvinderne kan lide ham. Missionen er faktisk bare en banal omgang checkpoint race, men da hvert checkpoint rent faktisk har en betydning for missionen, føles det ikke lige så fladpandet som checkpointmissioner ellers har en tendens til.
Et andet højdepunkt er da hovedpersonens lidt gakkede kammerat, pludselig skylder en perverteret skurk en masse penge. Turen går til dennes hovedkvarter, hvor en masse vagter skal ventileres. Da man endelig kommer frem til skurkens inderste skjulested, viser det sig, hvor pervers, han egentlig er. Den gakkede kammerat skulle nemlig have deltaget i en art sexleg med pandakostumer som straf. Det er morsommere, end det lyder.
Har man samlet et objekt op inden denne mission, vil man have muligheden for at iklæde sig pandakostumet selv og rende rundt i Las Vegas med det.
I stil med Grand Theft Auto: San Andreas, er Vegas fyldt med alskens objekter, der kan samles op. Kameraer, pokerchips og andet. Nogle af dem giver forskellige bonuser såsom pandakostumet, andre giver penge eller prestige.
Og lige netop penge og prestige er et must, når ens mål i livet er at overtage hele Las Vegas. Penge skal der til for at købe tøj og... Ahem, bling bling. Disse rekvisitter er afgørende for prestige. Hvis man ikke har nogen anseelse i byen, kan man ikke komme videre. Nogle natklubber forlanger eksempelvis, at man er velklædt, før de lukker én ind. Systemet ser ud til at virke nogenlunde som respekt-systemet fra Saints Row, og præcis som i Saints Row, kan man optjene respekt og prestige ved, at gennemføre forskellige minimissioner som tidskørsel og lignende.
Men det er faktisk der, hvor This is Vegas adskiller sig fra GTA, som ser virkelig interessant ud. Målet med This is Vegas, er at lave en virtuel udgave af Syndens By, hvilket betyder, at alle de forskellige hasardspil, der findes i byen, vil være tilgængelige i spillet. Og selvom San Andreas allerede har budt på en Las Vegas-lignende oplevelse, så ser det alligevel ud til, at This is Vegas kan ryste lidt nyt ud af posen. En særlig interessant mission går ud på, at man skal vinde en masse penge i Black Jack. Din arbejdsgiver har udstyret dig med et par specielle briller og har mærket kortene. På denne måde har man selvsagt en kraftig fordel overfor kasinoet. Da pengene er vundet, lugter kasinoet lunten, og i et herligt temposkift skal man flygte ud af kasinoet med vagter i hælene, mens projektiler pifter én om ørerne.
Den præsentation, jeg overværede, lod dog visse spørgsmål stå ubesvaret hen. Hvor avanceret vil den kunstige intelligens eksempelvis være? Fodgængere vil, hvis du slår en eller anden ned, enten heppe på dig eller rakke dig ned, men hvordan vagterne vil opføre sig, vides ikke. Vil vagterne på det ovennævnte kasino eksempelvis huske dit udseende og reagere, lige så snart du træder ind ad døren igen?
Med muligheden for at slå sig løs på diskoteker, vinde penge i turneringer og til sidst overtage hele Las Vegas, lyder ganske tiltalende. Forhåbentlig tør Surreal Games, at tilføje spillet lidt særkende og ikke bare bruge kalkerpapir på den efterhånden noget prøvede GTA-formular.