Thief: Deadly Shadows

I 1998 blev en af nutidens mest elskede genrer født. I et ganske imponerende væld af originalitet strømmede Metal Gear Solid, Tenchu og Thief ud på markedet og markerede starten for Stealthgenren. Alle spil fik såvel kritisk som kommerciel succes og affødte efterfølgere i deres slipstrøm. I tilfældet med Thief 2, markerede dette den foreløbige ende for serien, der syntes lukket efter den oprindelige udviklers undergang. Nu har Ion Storm - senest kendt for Deus Ex 2 - så samlet stafetten op, og drager os igen ind i denne eventyrlige verden. Mestertyven Garrett er tilbage som det kyniske og enigmatiske omdrejningspunkt i en alternativ, middelalderlig verden. Udviklerne har valgt en meget seriøs indfaldsvinkel, og er endt ud med et meget fængslende resultat.

En simpel træningsmission lemper os ind i begivenhederne, og introducerer såvel styringen som de første brudstykker af spillets glimrende og stemningsfulde historie. Som udgangspunkt skal en villa plyndres, men imens man frækt stjæler fra husets beboer - lige under hans næse - overhører man en spændende samtale. Dette er startskuddet for et forrygende eventyr, som bæres af flotte mellemsekvenser og overhørte dialoger. I stil med spillets tema er begivenhederne relativt åbne, og man har flere forskellige muligheder for at træde igennem spillets historie.

Modsat tidligere følges Garrett denne gang fra et tredjepersonsperspektiv, hvilket falder i hak med tidens tand. Herfra skal man bekymre sig om blandt andet at infiltrere et tyverisikret museum, et sunket citadel og en mørk, dyster borg. Garrett har egentligt ikke et særligt bredt udvalg af bevægelser; han kan klatre gennem åbninger, forcere mure og trykke sig op af flader. Sammenligner man med Splinter Cells Sam Fisher, så føles han noget mere stivbenet. Faktisk har man konstant fornemmelsen af at være den jagede underdog, i et hav af meget større fisk. Det er i allerhøjeste grad nødvendigt at holde sig i skyggerne og undgå at løbe ind i de mange vagter, som befolker områderne. Til sin assistance har man en indikator, som konstant viser hvor godt skjult man er. Denne kan man følge nærmest blindt i sit ridt gennem smalle gyder og skumle stræder.

Den mest essentielle modstander her er modstandernes AI, som er den man konstant er oppe imod. Umiddelbart gør denne et udemærket stykke arbejde, og vagter reagerer med såvel øjne som ører. Kommer man til at lave lidt larm, så vil vagten småmumlende begynde at afsøge området. Bliver man opdaget, så kan vedkommende også rende efter hjælp. Dertil så reagerer vagter også på kroppe, blodpletter, fjernede genstande og åbne døre. Det er generelt en meget kompetent opførsel, der dog alligevel lider under at være meget automatisk. Efter lidt tid har man aflæst deres mønstre, og det fjerner lidt af den ellers trykkede stemning. Denne bliver dog alternativt hjulpet på vej af det generelle antal af modstandere. Ofte skal man virkelig time sine bevægelser helt perfekt for at undgå at blive opdaget.

Bliver man opdaget, så kan man vælge enten at løbe væk, lave en afledningsmanøvre eller tage kampen op. Vælger man sidstnævnte, kastes man ud i lidt fægtekamp. Dette er et område, som sagtens kunne have tålt noget finpudsning, og det føles både klodset og tilfældigt. Heldigvis er det også noget man kun bør ty til i yderste konsekvens. Ellers er vejen frem at slå vagter ned bagfra eller blænde dem med bomber så man kan stikke af.

Thief-serien har aldrig været berygtet for sin flotte tekniske standard, og det er ikke ændret håndgribeligt i denne omgang. Figurerne er ikke særligt detaljerede og virker sært kunstige - ofte nærmest mannequinagtige. Animationerne er sparsomme, og gør at alle aktører virker noget stive i ledene. Positivt, så oser områderne af stemning. Teksturerne er flotte, hvilket selvfølgelig hjælpes på vej af at alt foregår i mørke. Dette åbner også op for brugen af en masse dynamisk lys, som virkeligt kaster omkring sig med bølgende skygger. Især nogle af de senere baner er intense i deres stemning, og man kan ikke undgå at blive revet med. Dette understreges af lyden, hvor musikken er skåret fra og erstattet af meget lækre ambiente lyde og effekter. Det er virkelig lykkedes udviklerne at skabe en glimrende, spændt illusion med relativt få virkemidler. Thief er et ambitiøst projekt, der ikke giver slip når det først har fået fat. Det lider dog under at konkurrencen i genren er så omstændig.