Thief

"Hvad fanden var det?!" råber den ene panikslagne vagt til den anden. "Finkæm hele området!" svarer den anden vredt tilbage. De begiver sig til at søge hver en krog, og kigger sig forvildet rundt. Pludselig går den ene fakkel på væggen ud, og begge vagter løber forfærdet derover. Ved faklen ligger en lille pil, der er har haft en vandpose stroppet rundt om. Vagterne ved nu, at de ikke er alene. Jeg kigger overlegent ned på dem. Hvor ser de ynkelige ud. Jeg kan ikke opdages, og slet ikke fanges. Jeg tager hvad jeg vil have, og ingen vagt kan stoppe mig. Byen er min, og jeg kender hver en afkrog, og hver en smutvej.

Thief er stealth-genrens fader, og er ansvarlig for mange af de mekanikker og genremæssige fremskridt, vi ser som fundamentale i dag. Efter en ti år lang dvale er Thief-serien nu tilbage og i hænderne på studiet Eidos Montreal, der tidligere har stået for et andet succesfuldt reboot, nemlig Deus Ex: Human Revolution. Og ligesom Deus Ex: Human Revolution spilles Thief i førstepersonsperspektiv (med små skift til tredjepersonsperspektiv), og handler om at lette fjendens lommer og snige sig uset rundt. Det er en solid men relativt rodet oplevelse, der konstant forsøger at forene moderne mekanikker med old school design.

Fremtidsudsigten ser grå ud for The Citys indbyggere. De holdes under tæt opsyn af den onde og tyranniserende baron og hans brutale håndlangere The Watch, samtidig med at en pestlignende sygdom kaldet Gloom skyller henover og byen og spreder død og fortvivlelse i de mørke gader. Kun Orion, en ambitiøs revolutionær, påstår at kunne lede The City ud af mørket, men for at gøre dette skal han bruge hjælp. Derfor vender han sig mod Garett, byens egen mestertyv. Det er op til Garett at opklare hvor sygdommen stammer fra, opspore sin forsvundne lærling Erin, og knuse baronen.

Karakteren Garett er tæt forbundet med Thief som serie og som univers. Hans snilde, ynde og lange fingre er nogle af seriens mærketræk, men i disse dage, hvor spilmediet tager mere og mere udgangspunkt i filmens verden, skal Garett nu også virke på et dramatisk niveau, han skal virke som en stærk og interessant person. Det er han skam også, noget af tiden. Problemet er en generel ujævnhed i manuskriptet, der desværre resulterer i, at Garett har en noget forvirret personlighed. Han kan altså hurtigt gå fra at have dyb medfølelse med en tilfældig sidekarakter, til at have en komplet mangel på empati overfor et døende ungt par. Disse ujævnheder er nogle gange overfladiske, men skurrer andre gange så hårdt i ørene, at det hiver en ud af oplevelsen. Det gør også Garett til en svær person at heppe på, når han i forvejen svælger lidt for meget i sin egen antihelterolle, og manglende holdning til de tragiske ting der foregår i The City. Selvfølgelig behøver alle hovedpersoner ikke at være principfaste ærkeheltetyper, men Garett fremstår mærkeligt adskilt fra hans omgivelser, og det virker ikke naturligt.

Det Garett i virkeligheden går op i er penge, og selvom dette gør fantastiske ting for spillets mekaniske systemer, gør det knapt så store underværker for karakteropbygningen. Men Garett er ikke alene om ujævnhederne. Thief byder nemlig på en række forskellige sidekarakterer, blandt andet den frihedskæmpende Orion, og den skumle Thief Catcher General. Selvom de tilføjer noget tiltrængt nuance til persongalleriet, løfter de sig aldrig over deres egen ensidighed, og er tit både ligegyldige og temmelige gennemsigtige.

Der hvor Thief så i stedet skaber en fortælling, der er værd at opleve, er gennem noget så simpelt som stemning. Selve universet og de små mørke fortællinger det indeholder, giver universet et tiltrængt skud energi, og når Garett bevæger sig lydløst rundt i byens mørke gyder, er stemningen sublim. Fortællingens styrke ligger altså mellem linjerne.

Denne stemning skyldes til dels historiens og universets mørke præg, men hovedsageligt den storslåede visuelle stil. Først og fremmest skyldes dette den solide kunstneriske retning, hvor alt lige fra kostumer til arkitektur passer perfekt sammen, og er med til at sælge ideen om et originalt og interessant univers. Den tager udgangspunkt i et middelalderligt og tåget bylandskab, men indeholder samtidig nogle steampunk-elementer som eksploderende pile, og nogle overnaturlige horror-elementer som hjemsøgte psykiatrihospitaler. Man får fornemmelsen af, at Thief har håndplukket visuelle elementer og kunstneriske inspirationskilder fra en masse forskellige universer for at gøre sig både troværdigt og interessant. Spillets tekniske hestekræfter er ligeledes imponerende, med en skarp lyssætning, storslåede partikeleffekter og detaljerede skygger.

Som sagt handler Thief hovedsageligt om penge. Garett er en grådig mand med et alternativt og frisindet syn på ejendomsret, og derfor handler det egentlig bare om at stjæle. Alle værdier, om det er forgyldte billederammer eller sølvlysestager, kan stjæles og omdannes til kolde kontanter i Garetts lommer. Dette er modersystemet i Thief, og er samtidig hovedmotivationen for at spille. Du sniger dig rundt i byen og bryder vinduer op, og letter folk for deres værdigenstande. Denne præmis lyder alt for simpel, men adrenalinen og finessen bag det perfekte tyveri er alt andet end simpel. Det giver nemlig en lyst til at blive ved med at spille, for at se hvad der er af værdier i den næste ejendom.

Penge kan til og med bruges til at opgradere Garetts grej, så der aldrig er en udfordring, han ikke kan overkomme. Du har en bue med en række forskellige slags pile til, der hver især kan klare forskellige specifikke opgaver. Med en vandladet pil kan du eksempelvis slukke ild så vagterne ikke kan se dig, hvorimod en rebpil kan hjælpe dig med at komme højere op. Du får ikke samme mængde hjælpemidler som andre spil i samme genre giver dig, men denne tilgang er bare ét led i spillets old school-design. Du kan samtidig opgradere din læderrustning så du ikke laver lige så meget larm, eller fore dit pilekogger med uld, så dine pile ikke larmer når du tager en ny.

Disse opgraderinger bliver hurtigt nødvendige, for Garett har brug for alle tricks i bogen når han skal snige sig igennem The City. Spilleren bliver præsenteret for en åben verden fyldt til randen med værdier, der bare venter på at blive stjålet, samtidig med en række sidemissioner, som du frit kan tage og gennemføre gennem Garetts kontakt Basso. Disse varierer en smule, men du kan nok tænke dig til hvad de går ud på alle sammen. Sidemissionerne kan angribes på en række forskellige måder, men hovedkampagnen, der cirka tager 8-10 timer at snige sig igennem, er mere lineær, og derfor mindre underholdene desværre. For det meste er der kun én korrekt vej til dit mål, og dette signaleres ved den samme load-sekvens, hvor Garett skal bevæge sig tæt igennem en snæver passage og flytte en tung pæl. Lige meget hvilken mission i hovedkampagnen du befinder dig i, er denne sekvens altid den samme, og det betyder at spilleren aldrig selv får lov til at vælge hvilken måde man ønsker at tackle en opgave på. Heldigvis holdes der styr på den måde du håndterer dine fjender på, og hver mission afsluttes af en række resultater og statistikker, der opfordrer dig til at genspille de enkelte baner i håbet om at samle flere skatte og undgå vagternes nysgerrige blikke. Der er til og med et custom-system, der lader dig skræddersy en sværhedsgrad der passer til dine evner.

Men når du er træt af hovedkampagnen og bare får lyst til at plyndre The City, er det at Thief viser sig fra sin bedst tænkelige side. Når du får lov til at udforske og bruge de hjælpemidler, spillet giver dig, til at finde værdier og sidenhen opgradere dit grej, har du fat i Thiefs mest underholdene aspekt, men selv her er alt ikke rosenrødt. For Thief har samme løbeknap som du måske kender fra Assassins Creed, og dette gør selve bevægelsen igennem byen en smule besværlig. Fordi du har en løbeknap, kan du ikke hoppe manuelt, det gør Garett for dig. På PlayStation 4 holder du L2 inde, og Garett vil derefter sætte i løb, og automatisk hoppe over og under de forhindringer du nu måtte møde. Problemet her er, at denne knap kun fungerer på halvdelen af byens forskellige forhindringer, og dette resulterer beklageligvis i en række ujævnheder. Et lille mellemrum mellem to platforme? Glemt det. En lille bitte trækasse? No way. Løbeknappen er sikkert ment som en måde hvorpå hurtig bevægelse kan se filmisk og episk ud, og det virker skam, men uden et manuelt hop virker spilleren fanget i Garetts krop halvdelen af tiden, og denne følelse kommer i vejen for den sjoveste del af spillet, nemlig bevægelse og udforskning.

Og nu hvor vi er ved det at låne aspekter og ideer fra andre titler, er der et andet spil som Thief ligner i nærmest uhyggelig grad, nemlig Dishonored fra 2012. Dishonored foregår i en middelalderlig tid med steampunk-elementer. Det er i førsteperson, har en ondsindet tyran der plager folket, som samtidig skal sikre sig mod en pestlignende sygdom. Minder det jer om noget? Thief kommer i denne kontekst til at fremstå en smule uoriginalt, selvom at The City nu er et ret unikt sted. Det er resultatet af denne håndplukken af diverse elementer, som designerne mente var succesfulde i lignende titler, og som sikkert også ville gøre sig godt i Thief. Det er en nobel tanke, men i denne kontekst må jeg sige at det ligner Dishonored lidt for meget, og det er slet ikke lige så godt.

Dertil skal man huske, at disse generationskrydsninger har en tendens til at skalere den samlede grafiske oplevelse en smule ned, siden de er designet til at fungere på både ny og (meget) gammel hardware. Derfor kan kompromiserne tydeligt ses hist og her, men allertydeligst er den ujævne billedhastighed. Størstedelen af tiden er billedet ganske flydende, men en gang imellem tager den store dyk, og det er mærkværdigt, da Thief hverken har specielt mange individuelle karaktermodeller på skærmen ad gangen, eller gigantiske og grafisk krævende scener. Derfor er det enormt frustrerende, når noget så enkelt som en mellemscene bliver enormt hakkende. Det hiver både en ud af oplevelsen, men ødelagde faktisk enkelte scener for mig i løbet af min gennemspilning.

Og ujævnhederne fortsætter desværre som altoverskyggende tema, da dette går igen i lyddesignet. Som led i ønsket om at gøre byen levende og pulserende, taler indbyggerne med hinanden og udveksler ideer og historier. Dette virker umiddelbart som en smart idé, men det bliver hurtigt tydeligt, at antallet af disse dynamiske samtaler er alt for få, i forhold til hvor mange gange man bevæger sig igennem miljøerne. Et eksempel på dette er to vagter, der udveksler historier om bordelbesøg, mens de går deres rute i en af byens travle kvarterer. Du skal bevæge dig igennem dette område tonsvis af gange, men du bliver mødt med den samme samtale hver eneste gang du kommer og går. Samtalen kører simpelthen i ring, og stopper aldrig.

Heldigvis er det ikke stemmeskuespillets skyld at disse samtaler bliver kedelige at høre på, siden det generelt er af høj kvalitet. Specielt Garetts lidt distancerede og hånlige stemme er værd at lægge mærke til, da den trods en rig mængde af monolog fra hans side aldrig bliver kedelig at høre på. Det samlede ensemble, der udgør den ondsindede Baron, revolutionæren Orion og Garetts lærling Erin, er også af høj kvalitet, men ingen af disse stemmer får specielt meget tid på skærmen, og Garetts stemme bliver hurtigt det faste holdepunkt. Heldigvis bliver dette ikke ensomt, da spilleren konstant akkompagneres af et solidt musikalsk score. Hvis du vælger skyggerne vil de mørke strygere glide med, men når du så endelig bliver opdaget og skal gøre en hurtig retræte, svinger musikken over i rytmiske og pulserende elektroniske beats, der lyder særdeles godt, men også fremstår en smule ude af kontekst, universet taget i betragtning.

Desværre bliver det kedelige ord "ujævnt" det mest sigende ord om Thief. Grundlæggende er det karismatisk, flot og veldesignet. Men for hver ting der er gjort rigtigt, er der to der er gået galt, som den dårlige dialog, den ringe billedhastighed, den manglende hoppeknap, de gentagne dynamiske samtaler og den alt for lineære kampagne. Disse småting ender med at klumpe sammen, og konstant hive spilleren ud af en verden, der ellers både er mørk og spændende. Ja, Garett er tilbage, og dette reboot har håndplukket de bedste mekanikker fra genren (måske lidt for mange fra Dishonored), for at kunne vække serien til live igen. Det er derfor så trist, at på trods af kombinationen af disse aspekter virker Thief slet ikke som genrens fader. Det ligner mere en forvirret begynder.