The Wonderful 101

Det er nærmest umuligt at kigge på The Wonderful 101 uden også at få lyst til at spille det. Mylderet af små superhelte, de skrigende grønne, blå og røde farver der ser ud som var de lånt fra den nærmeste Fætter BR's udvalg af vandpistoler, samt de mange fjender i alle størrelser, får det hele til at fremstå som en spilbar episode af din yndlingsanime.

Charmeangrebet starter inden for de første minutter, hvor et attentat fra det ydre rum kombineres med et vildfarent tog, og alligevel samtidigt har nok overskud til både at præsentere hovedpersonerne og de mest basale spilteknikker. Har man sin spilhistorie i orden, vil man meget hurtig komme til at tænke på Viewtiful Joe, for lighederne mellem gårsdagens superhelt og Wonder-Red, som denne gang har hovedrollen, er mange.

Som titlen antyder er det her ikke et af den slags eventyr hvor du er den eneste der har mod og evner nok til at redde verden, og i stedet udnævnes Wonder-Red hurtigt til leder af et slags superhelte-hold der konstant udvides. I første omgang må man nøjes med at rekruttere civile til at hjælpe sig, hvilket på simpel vis gøres ved at tegne en ring rundt om dem med den såkaldte Wonder Line - enten ved brug af den trykfølsomme skærm eller det højre analogstick.

Wonder Line er utvivlsomt det vigtigste værktøj i The Wonderful 101, fordi det er med dette man aktiverer størstedelen af de mange superkræfter eller Wonder Morphs. Har man først skaffet sig evnerne, skal der for eksempel ikke meget mere end en streg til for at forvandle flokken af superhelte til et gigantisk sværd, mens andre former vil resultere i pistoler, kløer, piske, stiger, broer, trapper, raketter, bomber, svævefly eller alskens andre brugbare dingenoter.

Brugen af evnerne er dog ikke helt gratis, og ligesom Viewtiful Joe havde brug for sine VFX-kræfter, har heltetruppen også brug for at batteri-baren er opladet. Baren oplader heldigvis sig selv hurtigt når man ikke bruger den, men alligevel er den mest effektive vej frem at gå på opdagelse efter de batterier, der løbende udvider selve baren.

Besejrede Gethjerks (ja, det hedder fjenden) efterlader også ofte mønter som kan bruges til at købe nye evner, eller mad som enten kan spises med det samme for at genvinde livsenergi, eller kombineres for at give mere potente opgraderinger til holdet.

Opgraderinger og evner findes også ved at rekruttere nye superhelte, og selvom Blossom City's beboere kan være udmærkede medhjælpere med deres midlertidige superkræfter, bliver holdet langt stærkere af at finde alle de helte som gemmer sig på spillets 25 baner. De fleste af heltene råder dog over de samme kræfter, og adskiller sig primært gennem deres udseende, men derfor er det stadig sjovt at finde og bruge ens egne favoritter.

I den første times spil med eventyret er det som om det hele klikker, og som om Wii U endelig har fundet det tredjepartsudviklede hit, den har ledt efter lige siden den første bunke spil landede på konsollen. Desværre holder det ikke ved.

Platinum Games har altid været kendt for at proppe deres spil med hektiske scenarier og nye udfordringer rundt om hvert hjørne, hvilket også er en stor del af opskriften bag The Wonderful 101, men af flere grunde falder det desværre fra hinanden.

Styringen er aldrig skarp nok, og hvad enten det er i kamp eller i en af de mange quick time-sekvenser, løber man alt for ofte ind i at man simpelthen ikke kan få fremkaldt den rigtige Wonder Morph i tide. Præcisionen med analogsticket er mangelfuld og ofte genkender spillet formen forkert, hvilket betyder at du havner med en ubrugelig evne i ofte knebne situationer. Aldeles uforståeligt er det dog, at præcisionen nærmest er endnu dårligere, når man bruger den trykfølsomme skærm, som ellers burde have været optimal til denne slags funktion.

Andetsteds er det frustrerende at opleve hvordan eventyret helt og aldeles glemmer at informere om vigtige funktioner, mens det andetsteds nærmest skærer ud i pap hvordan man kommer videre. Hvad der i sagens natur var en ekstremt simpel situation, blev eksempelvis til 20 minutters ren frustration for undertegnede, fordi jeg ikke havde den fjerneste anelse om en helt basal funktion, da spillet havde glemt at fortælle om den.

Mest frustrerende er dog, at kameraet aldrig kan følge med eller fokusere, når tempoet sættes i vejret, og da vi her snakker om et spil der oftest gerne kører med et tempo på 11 på en skala der går til 10, er det ganske tit. Tonsvis af helte, fjender, superkræfter og eksplosioner ser lækkert ud på billeder, men forvandler sig i spilbar form nærmest altid til et ukontrollerbart kaos, hvor livsenergien bliver zappet væk, uden man rigtig ved hvorfor.

Og kameraet bliver endnu værre, når eventyret forsøger sig med sektioner hvor man bruger GamePad'ets skærm til at styre det hele, og med den mindre skærmplads bliver så basale ting som hop eller opsamling af objekter ofte til en uønsket omgang rod.

Når The Wonderful 101 til tider formår at tøjle kaosset, skruer en smule ned for hastigheden og giver plads til at nyde alle de ideer som Platinum Games har proppet eventyret med, er det en fornøjelse at opleve og samtidigt et af den slags spileventyr som Wii U efterhånden har hungret i så lang tid efter. Desværre spænder oplevelsen alt for ofte ben for sig selv, med åbenlyse problemer der burde have været håndteret mere elegant. Et hyggeligt superhelte-eventyr der kunne have været så meget bedre.